Fiskekvoter og fisken i havet

af Levende Hav | okt 18, 2021

Historien om fiskekvoter og fisken i havet

I 2020 er der ca. 500 aktive fartøjer i dansk fiskeri og med den ophugning der følger i kølvandet på afslutningen på fiskeriet af torsk i Østersøen og de indre farvande, vil det tal blive tættere på 400.

For 30 år siden var der 3-4000 fartøjer – ti gange så mange fartøjer og fiskere som i dag.

De forlod fiskeriet, fordi der blev færre og færre fisk i havet og deraf følgende lavere og lavere kvoter. For 30 år siden landede de 2 mio. tons fisk nu nærmer tallet sig 500.000 tons. Og det store fald skal se i lyset af at de fartøjer der er tilbage i fiskeriet i dag, er er de meste effektive fartøjer der nogensinde har fisket, de fisker 24/7, året rundt, og længere og længere ude og på dybere og dybere vand og alligevel formår de ikke at lande mere end en ¼ af det de kunne i 1995 og intet tyder på, selvom der nu forsvinder 100 fartøjer, at de nedfiskede bestande kommer på fode igen.

Og det er ikke de lavere og lavere kvoter som er årsagen til det begrænsede fiskeri, for det er de færreste kvoter fiskerne, år for år, får opfisket. Årsagen til fiskeriets nedtur finder man ude i havet i manglen på fisk. Og det er en katastrofe målt på livet i havet, havets natur, fremtidens fiskeri og klimaet. På dette link kan man følge udviklingen i kvoter og landinger siden 1996 HER

Og årsagen til katastrofen finder man først og fremmest i fiskeripolitikken og den tilhørende fiskeriforvaltning. Det er i fiskeriforvaltningen, inklusiv den biologiske rådgivning og manglen på samme, vi finder svaret på, hvordan det kunne gå så galt. Se eksemplet fra Kattegat.

Skiftende regeringen og deres voksende fiskeriforvaltning (i dag er der flere der lever af at forvalte, end det er folk der lever af fiskeriet) har hvert år forsøgt at redde så meget af dansk fiskeri som overhovedet muligt på bekostningen af fisk og livet i havet – man er altid gået længere end tilrådeligt. Det har den danske regering og det har de øvrige regeringer i EU, som har adgang til det fælles hav gjort. Alle har de kæmpet for deres egne fiskere og industrier, og ladet hånt om det fælles ansvar dvs. fisken i havet. For selvom de ansvarlige siger noget andet, så viser tallene, år for år, at de ikke har taget ansvaret for havet og livet i havet.

I torskefiskeriets kollaps taler man meget om andre faktorer end fiskeriet, ex. forureningen, sæler og skarver. Men de faktorer hører i bund og grund til vilkår som fiskeriforvaltningen og den biologiske rådgivning skal tage højde for, når de sætter årets kvoter. Man kan ikke bebrejde sælen og skarven at de æder fisk, men man skal stille fiskeriforvaltningen til ansvar for ikke at give forureningen, sæler og skarven de fisk de nu tager, inden de giver til fiskerne.

Fiskeriforvaltningen skal allerførst sikre naturen og alle de faktorer der hører naturen til, herunder en voksende bestand af sæler og skarv, de skal have fisk eller reguleres og det der bliver tilovers, kan blive til fiskekvoter. Det er besluttet i EU at fiskeriforvaltningen skulle være styret af et forsigtighedsprincip og et ”økosystembaseret” forvaltning. Men det sker ikke for fiskerne skal jo også have noget at leve af. Derfor håndhæver man ex. ikke reglen om landingsforpligtelse, dvs. det discardforbud der blev vedtaget for flere år siden, for gjorde man dét, ville mange trawl- og vodfiskerier stoppe af sig selv.

Se eller gense resultaterne fra konferencen i 2001 om Nordsøen. Bemærk at forskerne allerede dengang konkluderede at fiskeriet var årsagen til at torsken forsvandt fra Newfoundland og Labrador og derefter kunne sæler holde bestanden nede, ligesom i Østersøen i dag.

Det er blot et af alt for mange svigt i fiskeriforvaltningen, staterne håndhæver/kontrollere ikke det man beslutter i EU’s fælles fiskeripolitik.

Vi ved ikke hvor meget fiskerne fanger ude på havet, vi ved kun hvad de lander og hvad de fortæller os i deres journaler, ex. I hvilket farvand de har fanget fisken.

Og der er, også i dag, en verden til forskel på hvad fiskerne lander og hvad de har fanget. Ex. er det man kalder ”high grading” blevet almindeligt i trawl- og vodfiskeriet fordi kvoter på torsk arter er blevet så dyre som tilfældet er i dag.

Når man ingen kvoter har, fordi man er uden historik, eller har solgt dem og derfor skal leje dem, og de koster op mod 30 kroner/kiloet, ja så lander man selvfølgelig ikke torsk på auktioner, der koster mindre end det man har givet for dem. Det er logik også i fiskerikontrollen, og derfor ser de gennem fingrene med det økonomisk styrede udsmid.

Alle, med den mindste smule fiskerifaglig indsigt, kan se det på landingerne. Når et fartøj lander mange torsk, men ingen af de små sorteringer af torsk, men samtidig masser af små kuller, hvilling, fladfisk ja så er det, som man siger i retten, udenfor enhver tvivl, at de små torsk er blevet discarded. Og det er forbudt, men det sker lige nu og det er sket i mange år, i alle farvande.

De skal også lande det man kalder BMS fisk (Below minimum size), men intet landes og det selvom 75% af landinger af torsk fra Østersøen har været små torsk dvs. den mindste sortering 5, så er der ikke landet de mange torsk der under mindstemålet. Og når man fisker efter så små fisk som fisk der holder mindstemålet, i trawl og vod, så fanger man samtidig store mængder af fisk under mindstemålet. Det ved alle der fisker eller har fisket og de store mængder skulle være landet for at kunne blive afskrevet på kvoterne. Det sker ikke og det er en af mange forklaringer på at torsken forsvinder.

Nogen vil sige at det derfor også må være fiskernes skyld, når alle ved det og i den forstand er det rigtig. Men det er ikke alle fiskere, for det er kun trawl- og vodfiskerne som fanger de store mængder og som udsmider og ikke overholder deres landings forpligtigelse.

Det følgende er en forklaring på, hvorfor det er gået så galt.

Lige siden starten på den fælles fiskeripolitik i EU i 1983, er ulovligheder og kreative bogføringer i fiskeriet gået op, næsten i samme takt som landingerne er gået ned. Alle tænkelige kreative løsninger blev taget i brug, med myndighedernes viden og stiltiende accept i flere tilfælde med myndighederne og de politisk øverst ansvarlige, og tilmed også ministres, aktive medvirkning.

Omskrivninger af arter, bifangster, grå fisk, kvote-joller kendte myndighederne og lod stå til.

Ex. med torsk i Kattegat. I starten af 70’erne vurderede biologerne at der blev landet omkring 15.000 torsk fra Kattegat og i 1983, da den fælles fiskeripolitik blev til, brugte man 12.465 tons som modellen. Men derfra gik fiskeriet også i gang med de store bobbinstrawl, som fik større og større rubber og hjul, oppe på sten og rev og ret hurtig blev de torsk fanget.

I 90’erne blev det problemer med kvoterne på torsk i Nordsøen, de blev sat ned år for år og da der var store ubrugte kvoter på torsk i Kattegat/Skagerrak, fordi torsken var opfisket, så startede brugen af kvotejoller som blev brugt til at registrere torsk fanget i Nordsøen i Kattegat/Skagerrak og det fænomen blev hjulpet på vej af myndighederne. Med så massive omskrivninger, som også omfattede Østersøen, var torskefiskeriet i alle farvande dømt til at gå galt. Og dertil skal lægges at når kvoterne på torsk bliver sat ned og man ikke kan omskrive, så udsmider man de mindste sorteringer for kun at lande de torsk der giver den største pris. Med overdragelsen af kvoter fra samfundet til fiskernes private ejendom og den store handel med kvoter der fulgte med og de deraf voksende priser på kvoter og deraf følgende udsmid og omskrivninger skulle det gå galt og det er gået galt (se graf)

Det er gået galt med torsk og det sker også med rødspætter, hvor kvoterne er alt for høje til at det kan forsvares. De eneste arter som ikke ser ud til at være under det store pres er de pelagiske sild, makrel og brisling og de kan fanges uden de store problemer for natur og miljø. Jomfruhummer er der voksende bestand af (fordi torsk er forsvundet) men det trawlfiskeri er meget problematisk i Kattegat fordi det kan være årsagen til at torsk og andre bestande ikke bliver opbygget.

Nu taler man om at de fartøjer som nu bliver stoppet pga. af torskestoppet i stedet kan trawle jomfruhummer i Kattegat og Skagerrak (der er masser af kvoter og de koster ikke ret meget) så man kan godt forestille sig at et større antal af de fartøjer bliver rigget om til trawlfiskeriet i Kattegat og Skagerrak til skade for havnaturen og miljøet.

Her kunne, og burde regeringen, i stedet tilskynde dvs. hjælpe til at de bliver omstillet til et tejnefiskeri efter jomfruhummer. Der er et stort og voksende marked for skånsomt fangede jomfruhummer og det burde man nu få omstillet til, suppleret med fiskeri på ex. makrel og krabber.

Der er muligheder tilbage i dansk fiskeri, men de findes ikke på den traditionelle kurs, hvor regeringen ex. støtter trawlfiskerne med nye maskiner, brændstof besparende motorer når omkostningerne til brændstoffet bliver for høje i forhold til indtjeningen på de lavere og lavere landinger.

Det skal og må nu være slut med de kreative løsninger i fiskeriet og den offentlige støtte og penge til et trawl- og vodfiskeri som beviseligt tømmer vore farvande for fisk.

Lidt statistik og kommentarer til og over det danske torskefiskeri i perioden 1996 – 2021: 

Bemærk: I alt landet: 866.978 tons ud af en samlet kvote på 995.564 tons ca. 15% af kvoten er ikke fanget over den periode.

Bemærk: I starten blev den fanget op til 100% i slutningen er det nede på 50% af en meget lille kvote.

Bemærk: Set over 25 år kunne fiskeriet i gennemsnit være på ca. 34.000 tons. Siden 2001 har det ligget under gennemsnittet for at nå det laveste i 2020 på de ca. 5.000 tons

Bemærk: I starten af denne periode og de første 10 år ligger fiskeriet i Nordsøen omkring 100% og der ser man også et unaturligt stort fiskeri i Kattegat

Bemærk: at fiskeriet i Østersøen skifter fra en forvaltning af hele Østersøen til en forvaltning af mindre områder bl.a. Øst og Vest og det giver nogle store udfald som ikke passer

Bemærk: at der ingen data er for 2006, der er de skønnet både kvoter og landinger.