Åbent brev til tre fiskeriministre

Kære Ritt Bjerregaard, Mariann Fischer Boel og Hans Chr. Schmidt

Jeg skriver til jer fordi I var ministre og ansvarlige for dansk fiskeri i årene 2000-2007, de år hvor dansk fiskeri gennemgik de største fiskeri- og forvaltningspolitiske forandringer nogensinde. Fiskeriet blev forandret fra at være et fiskeri på fælles ressourcer til et fiskeri på private ressourcer.

Det var de år hvor I besluttede at kvoter og rettigheder til fiskeri, som siden Arrilds dage havde hørt samfundet og os alle til, skulle overdrages til fiskernes private ejendom, en ejendom som de derefter kunne sælge, købe, belåne, leje, udleje først i det pelagiske fiskeri i 2003 og i 2005 i det demersale fiskeri.

Inspirationen til brevet har jeg fra bogen ”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald” skrevet af Lars Bo Kirk og fhv. fiskeriminister Kent Kirk. Bogen er udgivet i februar i år på Politikens forlag og den kan anbefales. Min anmeldelse af bogen kan læses på www.levendehav.dk.

Bogen beskriver privatiseringen af kvoter og rettigheder og skabelsen af gruppen af velhavende og rige fiskere. Retssagen i Holstebro i disse dage, mod en af de rigeste (han har værdier for 2,6 mia. kroner), udstiller de meget rige fiskere, som blev resultatet af de private omsættelige kvoter.

Og dansk fiskeri er forsvundet. Unge fiskere, der vil have foden på eget dæk, er tvunget til at købe fartøjet sammen med kvoteejere og derefter leje deres kvoter. Udleje af kvoter er blev en guldrandet forretning, måske den bedste forretning, bortset fra Bitcoin, der findes i dag.

Fisken er også blevet kostbar ude i fiskeforretningen og det er den blevet allerede inden den bliver fanget og det medfører, tros et forbud mod discard, et udsmid af fisk som ikke kan sælges til en pris der højere end prisen på lejen af kvoten. Når fisken er billigere end leje og udleje bliver den ikke landet.

Lige nu koster det over 20 kroner at leje et kg torsk og de mindste sorteringer på torsk koster ikke meget mere og derfor bliver de ikke landet. Det ses ret tydeligt over et års fiskeri. I første halvdel af året landes der næsten ingen små torsk, hvorimod sidst på året, hvor kvoterne kan lejes helt ned til 5 kroner, landes en masse små torsk og det selvom de bruger samme maskestørrelse.

Det kunne alle se og derfor indførte man et discard-forbud og en landingsforpligtigelse. Men det virker ikke. Det er tydeligt for alle og de små fisk (under mindstemålet BMS) som også skulle landes, for at blive afskrevet på kvoterne, landes heller ikke.

Alle kan se det, også forvaltningen dvs. fiskerikontrollen. Når torsken koster 20 kroner, inden den er fanget, kan de åbenbart heller ikke håndhæve et discard-forbud, sikkert fordi det også strider mod deres fornuft at smide penge ud ad koøjet. BMS-fisk bliver selvfølgelig heller ikke landet for de skal afskrives på kvoter der i dag koster 20 kr. at leje og indbringer 20 kr. i leje. Alle kan se dét, men der handles ikke på dét og det hænger i min forstand uløseligt sammen med den økonomiske logik som forhindrer dét.

Forestillingen om at fiskerne, med et ejerskab over kvoterne, ville bruge større masker for at undgå de små fisk, er som discard-forbuddet, ikke andet end en forestilling. I virkeligheden ser vi at de større trawlere og vodfartøjer fortsætter med at lande små kuller, mørksej, tunger og andet fisk til mindstemålet (for det er kvoter som ikke koster ret meget) mens de små torsk kun bliver landet sidst på året, hvor prisen på kvotelejen er lav.

I Levende Hav følger vi fiskeriet hver dag og vi analyserer landinger fra danske og udenlandske fartøjer og det er ganske vist. Vi har fået skabt en gruppe af velhavende, rige og meget rige fiskere som ejer kvoterne og udlejer kvoter som beskrevet.

Og oveni har vi fået det modsatte af hvad vi skulle have med det private ejerskab. Vi har fået et mere og mere forarmet hav. Fisken forsvinder fra Østersøen, Kattegat og den sydlige og centrale del af Nordsøen. Det sås tydeligt i de første måneder i år. Norsk område var lukket og fiskeriet gik i stå. Alt det vi forstå som “de danske farvande” er ved at være tømte for fisk og intet tyder på at det er på vej til at blive bedre.

I de seneste 20 år er fiskeriet forsvundet fra de mindre havne og fra kysten og nu er spørgsmålet: Var det målet med jeres privatisering af kvoter og rettigheder? Hvis ikke, hvad gør vi nu for at få fiskeriet tilbage?

Med venlig hilsen

Kurt Svennevig Christensen

Formand for Levende Hav

Juelsgårdvej 27, Ferring Strand

7620 Lemvig

 

Boganmeldelse: “De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald”

”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald”, skrevet af Lars Bo Kirk i samarbejde med Kent Kirk og udgivet feb. 2021 på Politikens Forlag
Anmeldelse marts 2021: Kurt Svennevig Christensen, formand for Levende Hav

Citat fra bogen: ”Men Kent … Hvis politikerne er så dumme, at de vil forære os det hele gratis, skal vi da ikke sige nej til det”.

Det blev sagt på et møde i Esbjerg, et par uger før fiskerne fik overdraget kvoterne til deres private ejendom. Fiskeren der sagde det er blevet en velhavende mand, som hvert år henter op til 60 mio. kroner overskud sine kvoter. En anden fisker af de store fra Esbjerg, og makker med Kent Kirk, solgte sit selskab i 2019 til Skagen, og han fik også 2-300 mio. med sig fra det selskab. Og samme historier kender vi fra det øvrige fiskeri i Danmark, fiskere som blev forgyldte med at de fik ejerskabet over fiskekvoter og rettigheder til at fiske.

Så hvad mener forfatterne med fiskeriets ”fald”?

Kent Kirk, fiskeskipper og fhv. medlem af Europa-Parlamentet, Folketinget og minister for fiskeri, hans bror Niels, kollegaer og partnere i industrifiskeriet, er ikke faldet, det er velhavende folk og det er de blevet fordi vi har foræret dem kvoterne. Sagen mod storfiskeren Henning Kjeldsen, der kører i retten i Holstebro i disse dage, udstiller den rigdom der fulgte med privatiseringen af kvote og rettigheder.

Bogen handler nu heller ikke så meget om danske fiskeri, som den handler om Kent Kirk. Og derfor skal vi først have fortalt historien om familien Kirk, helt tilbage fra kystfiskeriet og familieskabet med forfatteren Hans Kirk og de andre fiskere på Harboøre Tange i slutningen af 1800-tallet. Centralt i den del af historien står Kent Kirks far, Sand Kirk, som bliver født i 1912 og hvis far og mor indvandrede til Limfjorden til Gjøl i 1923.

I 30’erne flytter den unge Sand Kirk til Esbjerg, stiftede familie og starter fiskeriet på Nordsøen. Sammen med Sand Kirk er der en stor og betydelig gruppe af de ”hellige” indremissionske fiskere, fra Limfjorden og Harboøre Tange som også holder sammen i Esbjerg og hjælper hinanden når der er trange tider og med at få købt fartøjer og opbygget fiskeriet. Det var de kristne og deres fællesskab, der sammen med de ikke-kristne fiskere, der også flyttede til Esbjerg og Hjerting i mellemkrigsårene, der fik opbygget fiskeriet på havnen i Esbjerg.

Da fiskeriet var på det højeste i 60’erne og 70’erne, fiskede mere end 600 fiskefartøjer fra Esbjerg, men derfra gik det hurtigt ned af målt på antallet af fartøjer og i dag kan de tælles på et par hænder. Men ser man nøgternt på Esbjerg og havnen, har havnen og byen aldrig været større og mere udviklet, end i dag.

Men fiskeriet er forsvundet fra Esbjerg. Først forsvandt de mange hundrede snurrevodskuttere, de blev i bogstaveligt forstand fisket over ende af trawl og industrifiskeriet og da de store fartøjer der blev tilbage i Esbjerg så fik ejerskabet over kvoter og rettigheder og dermed også muligheden for at tjene de helt store penge, solgte de dem mod nord til Thyborøn, Hanstholm, Hirtshals og Skagen.

Titlen ”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald” må derfor være hentet i kystfiskeriet og det store snurrevodsfiskeri, der blev opbygget i Esbjerg. Men bogen handler ikke den historie. Kyst- og snurrevodsfiskeret ser ud til at være taget med fordi det er en god historie. Så hvis man køber bogen, for at få mere viden om Hans Kirk og dette historiske fiskeri og alt det der drev kystfiskeriet, bliver man skuffet.

Kent Kirk og hans bror Niels starter som snurrevodsfiskere på de små blå trækuttere, men det er et hurtigt overstået kapitel. Det stopper med en hyre på syv hundredkronesedler til Kent Kirk fra snurrevodsfiskeriet. De penge og de trange kår på de små kuttere, kunne ikke stå mål med broderens mange fem hundrede kroner sedler for Niels’ hyre på Gaffel Laurits større fartøj, som fanger sperling på Falden.

Kirk brødrenes historie, bliver dermed også et udmærket billede på afviklingen af fiskeriet i Esbjerg, et fiskeri der, fra midten af 60’erne, ændrer sig fra fangsten af spisefisk i Nordsøen til fangsten af industrifisken ”skidtfisk” dvs. sild og de mange andre arter til forarbejdning til fiskemel og olie. Det er i de samme år, Nordsøens store bestande af sild kollapser, senere tobis og de år, og de år hvor Danmark bliver medlem af EF og det biologiske og politisk forvaltede fiskeri afløser det mere frie fiskeri.

Hvis man vil vide mere om, hvordan dét skete og hvordan ex. Kent Kirk som fiskeriminister så igennem fingrene med ”fiskere der ikke snød med vilje” og hans bror Niels der mener at ”95 procent af alle fiskere i 70’erne og 80’erne fiskede ulovligt, enten med vilje, eller fordi det var umuligt at styre bifangsterne i industrifiskeriet”, kan man godt læse bogen som en forfaldshistorie for dansk fiskeri. For det er historien om opbyggelsen af en meget lemfældig fiskeriforvaltning, som så igennem fingerende med åbenlyse ulovligheder og som ellers gjorde hvad de kunne for at det danske fiskeri kunne få så meget som muligt ud af havet og EF samarbejdet og derfor er bogen mere en historie om Nordsøens storhed og fald, målt på fisken i havet og den helt igennem forfejlede fiskeriforvaltning danskerne fik viden om med Rigsrevisionen, Statsrevisorer, Kammeradvokaten og fyringen af fiskeriministre og centrale embedsmænd.

I kølvandet på industrifiskeriet er fiskeriet i det sydlige og den centrale del af Nordsøen blevet en skygge af sig selv. Men forfatternes bud på industrifiskeriet ansvar for afviklingen af fiskeriet i Nordsøen, står der intet om i bogen.

Bogen er historien om Kent Kirk og hans bedrifter i fiskeriet, i politik og i erhvervslivet. Indimellem får vi beskrevet forureningen af Nordsøen, herunder Rav-Åge og hans kamp mod Høfde 42 og Cheminova og Esbjergfiskernes kamp mod dumpningen af gift fra Grindstedværket og deres fælles kamp med Greenpeace mod giftafbrændingen fra skibet M/S Vulcanos II. Gode historier, men også historier, som skygger for industrifiskeriets ansvar for, at bestandene af sild og senere tobis kollapser, og alt det der fulgte med fiskeriet af skidtfisk.

Vi får fortalt historien om Kent Kirk, der som medlem af EU-parlamentet gennemfører et medieshow ved at sejler over Nordsøen og ind i de engelske farvande, for der at blive arresteret, dømt og senere frikendt ved EU domstolen. Hans konservative politiske karriere foldes ud, og her kan man med rette også tale om et ”fald” i den politiske forstand.

Vi får også nærværende historier fra fiskeriet på Falden efter skidtfisk. Det er en bog man godt kan læse, hvis man vil vide mere om fiskeriet i Nordsøen siden 1970, men man skal blot holde sig for øje, at perspektivet hele tiden er fiskeriet efter sild og skidtfisk til fiskemel og fiskeolie fra havnen i Esbjerg og dansk fiskeri er jo meget andet og mere end Esbjerg fiskeriet.

I kølvandet på denne bog kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan mon dansk fiskeri havde set ud i dag, hvis skidtfiskeri fra Esbjerg aldrig var kommet rigtig i gang i Nordsøen? Det er en tanke værd, men ingen af de store biologiske, økologiske, sociologiske og økonomiske tab, der fulgte i kølvandet på industrifiskeriet, bliver nævnt i bogen – ingen!

Fraværet ses tydeligst i forvaltningen af industrifiskeriet, hvor forfatterne kun ser bifangstproblemerne som et problem for fiskerne! De ser ikke de problemer det danske industrifiskeri skabte ude i havet og ude i det europæiske fiskeri, hvor det danske industrifiskeri var hadet pga. af de store bifangster af sild og kuller (de to vigtigste konsumarter for britisk fiskeri). Forvaltningen og den deraf følgende kriminalisering, bliver til fiskernes kamp mod systemet, uden at bogen laver en eneste henvisning til livet i havet og fisken, der forsvandt.

Set med de briller er bogen også folkeoplysende, men målt på spørgsmålet ”hvordan kunne det dog gå så galt”. Det kunne det fordi industrifiskene, modsat ex. snurrevodsfiskerne, mente at havet var utømmeligt, og at man blot skulle skrabe til sig. Det gjorde de i 30 år, og da fiskeriet var på sit højeste, i starten af 90’erne, landede de danske fiskere op mod 2 mio. tons fisk. Og derfra gik det kun nedad, så da de med de private kvoter, som skulle redde fiskeriet, fik muligheden for igen at hente de helt store penge gennem salget af deres kvoter til fiskerne i de nordlige havne, gjorde de også dét.

Fiskeriet forsvandt fra Esbjerg og fiskeriet, målt på fisken fanget i Nordsøen gik også dramatisk tilbage og i dag lander danske fiskere under 1/3 af det, de kunne fange dengang, og det selvom, de store moderne fartøjer i dansk fiskeri nu fanger fisken langt fra Nordsøen oppe i Nordatlanten og hvor de store fartøjer i dansk fiskeri i dag kan lande 40-50.000 tons fisk om året. Denne enorme mængde fisk svarer til at Kent Kirks fartøj ”Sand Kirk” (det største og mest moderne fartøj i 1970), hver eneste dag, året rundt, skulle lande fuld lastet dvs. 150-180 tons.

”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald” kunne være historien om industrifiskeriet i Nordsøens storhed og fald. Men industrifiskeriet i Nordsøen sluttede jo inden det kom i gang, der blev hurtigt færre og færre af alle fisk, og derfor fisker de store moderne fartøjer højt oppe på de nordlige breddegrader langt ude af Nordsøen i dag. Deroppe slipper ressourcerne selvfølgelig også op om ikke så mange år, vi er ikke blevet klogere og dermed lever Kent Kirks historie op til den gamle snurrevodsfisker fra Lemvigs profeti: ”Ja, først så ødelægger de os, så ødelægger de sig selv”.

Jeg læste historien med blikket og tankerne rettet mod Nordsøen og fisken, der forsvandt. Og det skal også være min anbefaling til bogen ”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald”.

Kurt Svennevig Christensen, Ferring Strand 3. marts 2021

Fotos: Hentet fra bogen

 

 

 

 

 

Glædelig Jul og et godt Nytår 2020

Downloade en printervenlig PDF udgave Nytårsbrevet 2021

Glædelig Jul og et rigtig godt Nytår 2021

Nytårsbrevet 2020

Levende Havs bestyrelse ønsker foreningens medlemmer, familier, samarbejdspartnere, fonde og støtter en glædelig jul og et godt Nytår 2021.

2020 blev alt andet end et normalt år i Danmark ja i hele verden og 2020 nytårsbrevet bliver heller ikke helt som det plejer, målt på de nytårshilsener Levende Havs medlemmer har fået siden 1999.

På 2020 generalforsamlingen blev det nemlig besluttet at vi, i stedet for en kalender, skulle lave et årsskrift og det skrift modtager I sammen med indkaldelsen til Levende Havs ordinære generalforsamling til afholdelse i slutningen af marts 2021.

Årets kalender indeholdt altid en hilsen fra formanden og en kort beskrivelse af året der gik overskrifter. Og det bevares i nytårsbrevet.

Her vil vi kort samle op på året der gik i Levende Hav og de begivenheder vil blive mere udførligt beskrevet med fotos i Årsskriftet. Man kan også løbende holde sig opdateret og orienteret på LLH hjemmeside www.levendehav.dk og www.facebook.com/levendehav

Selvom LLH’s aktiviteter og opgaver også er blevet styret af COVID-19, og alle de stop, aflysninger og forstyrrelser der fulgt i corona kølvandet, har Levende Hav formået at være aktiv på flere fronter. Det mest tankevækkende og bevægende i 2020 har været knyttet til det helt nye i LLH at alle vores aktiviteter, særlig med kutter Anton, blev gennemført uden skipper Knud.

Alligevel har Knud har været med over alt og han hænger ved siden af den skipperstol som Villy, Antons nye skipper, fik opsat i styrehuset på kutter Anton. Og Villy husker os nu på at det aldrig lykkedes ham at få overtalt Knud til at få den skipperstol for ”det bliver over mit lig” før der kommer en sådan stol i styrehuset på kutter Anton, skulle Knud have sagt mange gange.

Vi savner Knud, men savnet er alt andet lige nemmere at bære, når vi er aktive og på rette kurs med Levende Hav og kutter Anton og det mener bestyrelsen også vi har været i 2020.

Her følger det korte resumé af året der gik.

Kutter Anton aktiviteter: Efter kølhalingen i foråret og de mange COVID-19 aflysninger blev det besluttet at vi skulle koncentrere vores indsats i Lemvig og på Limfjorden.

Vi stillede op i juni hvor vi også gennemførte den udsatte ordinære generalforsamling og vi var aktive på havnen i Lemvig og på Limfjorden til og med medio august.

Det blev en god sommer med mange besøgende i vores udstillinger på havnen og vi fik indsamlet mange efterladte fiskegrejer fra Nissum Bredning.

Vi fik også gennemført fire længere sejladser en til Samsø hvor vi holdt skipperskole, en på Mariager Fjord og to på Limfjorden.

Nu ligger kutter Anton i Lemvig og venter på at skipper Villy bliver klar til at tage sig af Anton efter sin operation og ny hofte. I starten af det nye år er det planen at Anton bliver sejlet tilbage til Bønnerup for at bliver klar til sommerens sejladser som efter planen skal i slutningen af april hvor turen går til Nibe for første Kystens Parlament destination i 2021.

I 2020 blev kutter Anton også et andelsselskab. 83 af Levende Havs godt 300 medlemmer har købt 200 andele a 1000 kroner og de 200.000 kroner er blevet brugt til at få indfriet den sidste gæld i Anton og dermed har vi fået et bedre driftsregnskab på kutter Anton på ca. 40.000 kr./år.

I 2020 fik Anton med støtte fra Aage V. Jensen Fonden nye planker, skanseklædning og støtter til bagbord, nyt toilet og nye sejl og halemaskine.

Her ved udgangen på 2020, og med udsigten til mange opgaver i 2021, kan vi konkludere at kutter Anton er fit for fight. Tak til alle der har støttet kutter Anton i 2020, fonde, frivillige og ikke mindst gruppen af Antons venner, som hver måned bidrager med en værdifuld støtte til driften.

Levende Hav: På generalforsamlingen i juni 2020 blev årsberetningen vedtaget. I den lovede den nyvalgte bestyrelse at vi ville arbejde hårdt og målrettet på at kommer over de 300 medlemmer og de 100 gaver af mindst 200 kr. der er nødvendige for at Levende Hav kan blive registreret i Told og Skat som en forening hvor man kan fratrække sin støtte til Levende Hav.

Her tæt ved udgangen af 2020 kan vi konstatere at målet om at nå fra de 230 til over 300 medlemmer er nået, vi har haft en betydelig fremgang målt på nye medlemmer, en stigning på 83 nye medlemmer dvs. en stigning på 36 % på 7 måneder. Det er den største stigning, målt på antallet af nye medlemmer, Levende Hav har haft siden starten i 1995. Velkommen ombord i Levende Hav og på kutter Anton til alle nye medlemmer. I 2021 skal vi måles på om det også lykkes os at få de mindst 100 gaver a mindst 200 kroner.

Spøgelsesgarn: Med støtte fra Aage V. Jensen Fonden og Frydendahl i Hvide Sande kom vi i gang med at finde og bjærge efterladte fiskeredskaber i Nissum Bredning. Det blev et større projekt hvor 30 af Levende Havs medlemmer deltog i det hårde arbejde. Projektet fik også en rigtig god pressedækning, som også førte til handling fra de politiske ansvarlige. Ministeriet og fiskeriets organisationer har aftalt at nu skal der ryddes op på Limfjorden og fiskerne skal stoppe en adfærd, hvor de efterlade deres udslidte garn i havet. Du kan læse mere om projektet HER

Udstillinger og Knurhanen og Hønen: Hele sommeren stod Levende Havs udstillinger på haven i Lemvig ved siden af kutter Anton. Og her sled og slæbte Levende Havs aktive med at formidle, tegne og fortælle alt imens der blev gennemført videnskabelige projekter med fokus på Limfjorden, krabber og meget andet. Du kan læse mere HER i denne dagbog.

Bomtrawl: Levende Havs medlemmer ved at vi har kæmpet mod bomtrawl fiskeriet siden 1995. De første breve til den Nyrup regeringen med Henrik Dam Kristensen som magtfuld fødevareminister handlede om at få stoppet det fiskeri. Ministeren der svarede at han ikke ville blande sig hvordan fiskerne fangede fisken, han ville kun styre hvor meget de fangede. Siden den tid i 90’erne har Henrik Dam Kristensen trukket i land og sagt at ”hvis han havde vidst hvad han ved i dag, ville han også have forbudt bomtrawl”. I 2020 har vi været på havet, i fiskeauktionen, ligget i Thyborøn og ellers sendt breve og anmodninger til regering, Folketing og EU. Og vi også anmeldt de belgiske bomtrawlere for ulovligt fiskeri og vi sidder nu også i et bomtrawludvalg. Du kan læse mere HER og lidt af historien HER (Foto: Levende Havs havfrue på toppen af en de store sten som bomtrawlerne har slæbt Thyborøn)

Projektet, som startede tilbage i 2019, blev også ramt af alt det bøvl der er fulgt i kølvandet på COVID-19. Vores container med udstyr til fiskerne og deres familier i Pangani henstår stadig på havnen i Dar Es Salaam og venter på at regeringen og de tanzaniske myndigheder leverer på de løfter de har givet os mht. fritagelse for told og andre afgifter. Vi er nu i gang med at søge fondsmidler til opgaven med at få den container ud af havnen, men de økonomiske krav fra havnen for havnepenge hverken kan eller vil vi betale. Kravet fra havnen er nu oppe på 35.000 US$. Det er helt uantageligt og derfor kan projektet i Pangani meget vel ende med at havnen sælger container og udstyr på auktion og projektet bliver lukket.

Kystens Parlament: Projektet er et sejlende formidlings-projekt om havet og kysten, som gennemføres i samarbejde med Amatørfiskerforeningen og projektet er finansieret af Velux Fonden. Det kom så småt i gang i 2020 i Lemvig og Thyborøn, mens de øvrige 9 destinationer rundt i landet, måtte udsættes til 2021. I 2021 starter projektet i Nibe i sidste weekend af april og så fortætter det ellers rundt til de andre 8 havne og det ender i København i slutningen af september med en konference i Landstingssalen. En konference som vi håber, kan blive åbnet af miljøministeren. Du kan læse mere om projektet og de enkelte havne HER.

Med Kystens Parlament, Naturmødet i Hirtshals, Folkemødet på Bornholm, spøgelsesgarn 2021, bomtrawlere, udviklingsprojekter, udstillinger og debatter bliver der nok at se til for bestyrelsen og de mange aktive i Levende Hav. Alle medlemmer er også inviteret til at deltage; komme med gode ideer; være besætning, måske også skipper, på kutter Anton, man skal bare mønstre, der er rigelig med praktiske opgaver, ligesom der bliver brug for dig ude på kysten i de danske havne hvor kutter Anton lægger til. Følg med på www.levendehav.dk og www.facebook.com/levendehav

Vi planlægger at kunne afholde 2021 ordinære generalforsamling til foråret. Der kommer en indkaldelse med forslag til og punkter til dagsorden og der modtager I også 2021 Årsskriftet.

Kontingentet for 2021 kan betales på følgende konti:

Mobilepay på nr. 77209. Merkur Bank på 8401 1010315 og Giro på +01+1104527. Kontingentet i 2021 er den samme som i 2020: Enkeltpersoner: 200 kr./år, Familiemedlemsskab: 300 kr./år og foreninger og firmaer: 400 dk. /år.

På bestyrelsens vegne ønsker jeg alle et godt og lykkebringende Nytår 2021.

Kurt Svennevig Christensen

Formand

 

Ferring Strand julen 2020

 

 

Bomtrawl og gravstenen over dansk fiskeri

Belgiske bomtrawlere presse 

Gravstenen over dansk fiskeri

Belgiske bomtrawlere med tonstunge kæde-måtter smadrer lige nu havbunden ud for Thyborøn.

Pressemeddelelse udsendt mandag den 26. oktober 2020

Af Landsforeningen Levende Hav

Thyborøn havn bugner i denne tid af belgiske og hollandske bomtrawlere som smadrer havbunden i store områder af Nordsøen og Skagerrak med deres tonstunge bomme og måtter af stålkæder.

Målt på alle kendte målestokke er det et helt igennem bestialsk og naturstridigt fiskeri, det værste af alle slags bundslæbende redskaber. Med de 18 tons bomme og stålkæder og trawl og trawlposer, der er beskyttet af enorme mængder af plast, som rykkes af trawlet og bliver hængende i stenene, kan de slæbe i sten og på meget hård bund og det kan de med en stor fart (5-6 sømil i timen), fordi de har meget store maskiner. På havnen finder man beviset på, at det er muligt, i form af meget store sten.

Dette fiskeri er muligt, fordi bomtrawlerne dels får olien til lav pris og dels får mange penge for fisken. Fangsten indeholder nemlig forholdsvis meget af kostbare fisk som tunger og pighvar. Men den vigtigste grund til, at bunden og livet på bunden bliver smadret, er en EU-særregel, der tillader disse bomtrawlere at udsmide den fisk, de ikke kan sælge. For EU har fritaget hollandske og belgiske bomtrawlere fra det udsmidsforbud, som alle andre i EU-fiskeriet skal rette sig efter.

En alm. snurrevods- og garnkutter skal til sammenligning søge om at blive fritaget for at lande bifangster, som ikke kan sælges, men som kan genudsættes i live. 70-80 % af bomtrawlernes bifangster af små fisk dør, og alligevel har de fået denne særregel. Det har EU givet bomtrawlerne, for ellers ville deres fiskeri være stoppet. De har nemlig et meget stort udsmid af undermålsfisk. Var alle de fisk blevet afskrevet på deres kvoter, hvilket er hele formålet med udsmidsforbuddet, kunne fiskeriet her ved Thyborøn ikke foregå.

Hvorfor ser man ingen danske fiskere og ingen af de ansvarlige for dansk fiskeri på havnen i Thyborøn i disse dage? Hvorfor byder havnen i Thyborøn de belgiske og de hollandske bomtrawlere velkommen, når de ved, hvordan det fiskeri foregår? Hvordan kan det lade sig gøre i 2020 – er dansk fiskeri og dansk fiskeriforvaltning virkelig ikke kommet længere, blevet klogere?

Det virker faktisk absurd, at danske fiskere og de ansvarlige i dansk fiskeri bruger alle deres kræfter på at demonstrere mod kamera ombord på nogle få fartøjer i Kattegat, samtidig med at dette bestialske fiskeri foregår i Nordsøen og Skagerrak. Man kan være uenig i metoden med kamera, men det er da i det mindste et forsøg på at få et mere bæredygtigt fiskeri. Til sammenligning er det bomtrawlfiskeri, der lige nu foregår fra Thyborøn, en decideret trussel mod selve muligheden for at skabe et bæredygtigt fiskeri i overskuelig fremtid.

Vi skriver 2020, men de store i dansk fiskeri og de ansvarlige for dansk fiskeri er så langt fra forståelsen af et bæredygtigt fiskeri, som tænkes kan. Aldrig nogensinde tidligere i historien har EU og nationalstaterne brugt så mange ressourcer på at forvalte fiskeriet, og aldrig nogensinde i historien har fiskeriet været så langt fra at være bæredygtigt. Den samme dom kan fældes over de ansvarlige – de er i dag så langtfra det bæredygtige, som tænkes kan.

De store sten på havnen i Thyborøn står vitterlig som gravstene over dansk fiskeri.

For flere oplysninger kontakt Levende Havs formand

Kurt Svennevig Christensen

Telefon 53347107

El. mail llh@levende-hav.dk

 

Kutter Anton togt okt. 2020: Limfjorden

Formål: Med fokus på sorte hummer og fiskeriet på kulsøer

På vores togt på Limfjorden i uge 41, anløb vi bl.a. en havn vi aldrig tidligere har anløbet Ejerslev Havn på østsiden af Mors. Lille privat havn med en vanddybde, hvor kutter Anton lige kunne snige sig ind. Karsten og Dan som fisker sorte hummer og fanger kulsøer i Kattegat havde inviteret os for en snak om forvaltningen af sorte hummer på Limfjorden og kulso fiskeriet i Kattegat.

Endnu engang måtte vi beskæmmet lytte til fiskere som måtte opleve at blive ignoreret af fiskerikontrollen med deres problemer i fiskeriet. De kunne berette om et omfattende og helt igennem ulovligt fiskeri og omsætning af hummer og hummerhaler. Der er fiskere som blot ”røver” hummer og sælger hummerhaler og de kan ikke kontrolleres for mindstemål, fordi målet måles på kroppen fra midt øje til afsluttet krop (87mm) og det er åbenbart fiskerikontrollens argument for ikke at stoppe denne praksis – de haler kan ikke dokumenteres at komme fra undermålshummer.

Beskæmmende, for man burde selvfølgelig forbyde omsætningen af hummer som ikke kan kontrolleres alternativt få udarbejdet et mindstemål for hummerhaler.

Et andet sørgeligt kapitel i fiskernes omgang med fiskerikontrollen er kontrollens manglede indsats for at forhindre spøgelsesgarn, også her kunne Karsten, og andre fiskere i området, berette om hvor der stod mange efterladte garn og det var fortalt til fiskerikontrollen, som også havde fået halet lidt af de lange rækker, men som gav op og lod de mange spøgelsesgarn stå til tilbage i fjorden.

Man kan kun gisne om hvorfor fiskerikontrollen tager så lemfældigt på et problem som spøgelsesgarn og så håndfast om en ruse der står ulovligt el. en logbog der ikke er udfyldt korrekt, men mon ikke indtægterne fra lovovertræderne spiller en ikke uvæsentlig rolle?

Og det sammen med besværet med at hive tunge møgbeskidte og ildelugtende spøgelsesgarn op mod en tur i deres flotte store gummibåde med lige så store motorer som de sætter i vandet fra deres komfortable firehjulstrækkere – sådan en forretning som kontrollen kalder det – kan jo godt tage en hel dag på Ferring, og andre fjorde, hvor vejret altid er med kontrollen, ellers bliver de på land.

Det er åbenbart at fiskerikontrollen ikke længere er en del af løsningen på de store problemer i bl.a. Limfjorden, de er blevet en del af problemet, fordi fiskerne simpelthen giver op, lader stå til og ulovlighederne kan fortsætte fordi de myndigheder som vi lønner til opgaverne, ikke lever op til vores tillid. Som en fisker udtrykte det: ”Du har ret, men vi bliver forråede og lader stå til og forsøger at leve med det, når myndighederne er så åbenlyst ligeglade med os og fjorden”.

Dan fisker hvert år kulsøer (Stenbider) i Kattegat. Det er et fiskeri som kan være rigtig godt, målt på indtægterne, fordi rognen er blevet en relativ kostbar spise. Fiskeriet foregår med garn og fiskerne kan enten lande de hele kulsøer eller tage rognen ud og sælge den uden kroppen (det er der flere penge i end de hele kulsøer).

Problemet er at fiskerne smider de mange, tømte for rogn, kulsøer kroppe tilbage i havet, med det resultat at de genfanges i en mere eller mindre opløst og ildelugtende form. Sådan en krop vejer 3-5 kg, og de har en ringe værdi, dvs. der ikke noget system som kan aftage de kroppe.

Dan har fundet en aftager, men han skal selv fragte kroppene ind i landet, men her får han op til 1,80 kr./kg. Det er ikke mange penge, med sidste år blev det alligevel til ca. 30.000 kroner. Det kunne betale transporten, give lidt lommepenge og så har han været med til at fjerne et problem fra havmiljøet og fiskeriet og det mener han alle burde gøre og derfor efterlyser Dan en regel der oplægger fiskerne at tage de kroppe med i land, så de fjernes fra havet og bliver brugt til minkfoder el. andet.

Det burde være muligt i lyset af det generelle forbud mod at udsmide fisk som ikke kan bruges (discard-forbuddet) som er gældende i dansk og EU-fiskeriet, et forbud der opbyder fiskerne at i bringe alt det de fanger i land således at hele fangsten kan blive afskrevet på kvoterne.

Men i Fiskeristyrelsen (som vi har spurgt) siger man at det er lovligt at udsmide de kroppe, hvis det vel at mærke foregår på havet, dvs. uden af syne. Hvis fiskerne tager kulsøerne med ind i havnen, fjerner rognen, og derefter sejler tilbage på havet og smider kroppene ud er det forbudt, for så er det at betragte som dumpning – og det er forbudt. Det er ikke forbudt at dumpe kroppene på havet, da kulsøer ikke hører til de kvoterede arter pog derfor kun kommer under begrebet rensning af fisk og det er lovligt.

Sådan er det så meget og i alt er det selvfølgelig noget rod og uden for den alm. fornuft.

Myndighederne bør selvfølgelig pålægge fiskerne at bringe de kroppe i land (det er store kroppe og kan ikke med nogen ret sammenlignes med fiskeindvolde) og gør alle det vil der sandsynligvis også kunne etableres et marked, dvs. en infrastruktur der kunne aftage de kroppe og fiskerne i det mindst kunne få en smule penge for deres arbejde og en ressource vil blive brugt. Trawlerne fanger i forvejen store mængder (alt for store) af mindre fisk som tobis, brisling, sild og andet som sælges for 2 kg. /kg til fiskemel, olie og minkfoder.

I Levende Hav vil vi nu få udarbejdet et forslag til fiskeriministeriet og myndighederne som pålægger fiskere der fanger kulsøer at ilandbringe kroppene. Hvis ikke det kan lade sig gøre under de politiske vedtagelser vi har i dag, vil vi bringe sagen for Folketinget så de kan pålægge ministeriet at få udarbejdet en sådan regel.

Vi har nu samlet en masse viden om fiskeriet i Limfjorden efter sorte hummer og det er ved at tegne sig et mere og mere tydeligt billede af et fiskeri som skal have en helt anden forvaltning end den der gælder i dag.

I den forbindelse havde vi et møde med folkene fra Skaldyrcenteret i Nykøbing Mors, et center som drives af DTU Aqua og som også er i gang med nogle indledende øvelser for at få afdækket problemerne i fiskeriet af sorte hummer i Limfjorden. Levende Hav er med i det arbejde, men det går alt for langsomt og det kan ingen være tjent med, men langsommeligheden bortforklares med – ja som alt andet COVID-19.

I Levende Hav får vi nu udarbejdet et forslag til en ny forvaltning af fiskeriet, en forvaltning som tager udgangspunkt i det faktum at fredningen fra 1.7-1.9 skal respekteres, dvs. i de to måneder må der ikke stå redskaber til fangst af krabber og hummer i fjorden. I dag starter hummerfiskeriet en måned før officielt fordi alle mener at de skal have optaget deres pladser til ruser, tejner og garn før det hele bliver ”plasteret” til i grej og her slås erhvervs-, bierhvervs- og fritidsfiskere om pladserne. Det betyder helt konkret og reelt at hummer i Limfjorden bliver jagtet hele året 24/7 fordi det er lovligt at fiske taskekrabber og da det er de samme redskaber man bruger til hummer og krabber bliver hummerne fanget og de der ikke tør lande de ulovlige hummer, smider dem ud igen, men vi ved nu, også fra eget fiskeri, at hummerne bliver ødelagte i redskaberne eller når man haler redskaberne. Der er virkelig brug for en ny forvaltning her og det interessante er at i Norge er sorte hummer fredet i 10 måneder og de fiskes i to. I Danmark er de fredet i 2 måneder og må fiskes i 10, reelt som nævnt i 12 måneder.

Et andet vigtigt element i en ny forvaltning bliver spørgsmålet om hvorvidt det helt skal forbydes at bruge net til fangsten af krabber og hummer. Omvendt kan man sige: Hvis de fiskere som fisker med net ikke selv kan finde ud af at få stoppet praksis med at efterlade nettene i fjorden når de er blevet fyldte med skidt og møg og ikke længere kan fange noget, så må myndighederne gribe ind og her vil et forbud mof at bruge garn til fangst af hummer og krabber være det mest effektive i situationen.