RTC Realtids lukninger i fiskeriet og udsmid

af Levende Hav | sep 27, 2023

Svaret fra ministeren modtaget den 2. november 2023

Levende Havs kommentar til “svaret”. Der er ikke noget svar på de spørgsmål Levende Hav har rejst, ministeren henviser udelukkende til Fiskeristyrelsen, som selvfølgelig, og i sagens natur, ikke kan være enige med Levende Havs kritik af netop Fiskeristyrelsen. Men når Folketinget spørger en ansvarlig minister, må Folketinget også have et svar fra ministeren. Og i denne, som tidligere sager, kan det kun blive: “Jeg tager Levende Havs kritik af fiskeriforvaltningen til efterretning, men det er min vurdering at Levende Hav ikke har ret i deres kritik. Fiskeristyrelsen udfører deres arbejde til punkt og prikke”.

Her konkludere styrelsen at de meget kostbare kontroller til søs, 123 x antal dagsværk og et meget kostbart fartøj i 2022, som har dokumenteret store fangster af fisk under mindstemålet, kun kan bruges til at konkludere på de fisk og skaldyr de har haft i hænderne. Der kan ikke udledes noget som helst om de tusinder af trawltræk, man ikke har kontrolleret. Dette er situationen: Kontrol fartøjet Vestkysten ligger ude i Skagerrak og dagen skal bruges på et kontrol på FN XXX. De kommer ombord sikkert 4 mand og besøget tager 4-6 timer. Fisk og skaldyr i trækket bliver kontrolleret, vejet og målt og logbogen ses efter. i trækket er der mere end 50 % fisk under målet og det besluttes at det område skal lukkes ned for fiskeri i 20 dage en såkaldt RTC lukning.

Men intet andet kontrolleres, ex. hvor er de mange BMS fisk under mindstemålet, der med enhver fiskerifaglig logik, må være fanget de 4 dage hvor FN XXX har trawlet i området. Er det noteret i logbogen? Styrelsen skriver at fordi de ikke har set udsmidet kan de ikke bevise at et udsmid har fundet sted. Det er problemet i en nøddeskal, det er her vi ser den meget uhellige alliance mellem styrelsen og det fiskeri de er sat til at kontrollere og forvalte. For i sådan en kontrol er det selvfølgelig ikke styrelsen der skal bevise udsmidet, det er fiskeriet som skal sandsynliggøre at de alene i dette træk har fanget de små fisk. Der står en i rapport at et fartøj har fisket i 4 dage og der er ingen BMS fisk selvom det træk der blev kontrolleret affødte en RTC lukning.

Fiskeristyrelsen svar og ageren i denne sag overrasker ikke os i Levende Hav, det er som vanligt, Men hvornår tvinger Folketinget den ansvarlige minister til at handle ansvarligt på alt det vi i dag ved om de af fiskeriet affødte ulykker på livet i havet og havnaturen? Det er spørgsmålet i dag som det har været det siden Levende Hav blev oprettet i 1995.

Henvendelsen til Folketinget den 25.09.2023 

I 2010 blev det besluttet i EU at fiskerikontrollen skulle have mulighed for at lukke bestemte områder for fiskeri, hvis kontrollen viste at der var for mange undermålsfisk i redskabet. Men det var først i 2021 den danske fiskerikontrol kom i gang med at bruge RTC systemet.

Nu har vi undersøgt og analyseret det danske bidrag til RTC-systemet og det har rejst en række spørgsmål som vi har stillet til de to ansvarlige ministre via Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Redegørelsen kan læses HER

Brevet til Folketinget kan læses HER

Undersøgelsen har rejst følgende spørgsmål:

Hvorfor er dette RTC-system ikke startet tidligere end i 2020?

Et kontrolbesøg tager 5-7 timer, og det omfatter et stort kontrolfartøj og x antal kontrollører. Det ser kostbart ud, så det er vel også nærliggende, at der gennemføres en mere omfattende kontrol end den, man kan se på et A4 ark. Udarbejder fiskerikontrollen en mere fyldestgørende rapport fra disse kontroller?

Træder RTC-systemet i kraft i forbindelse med den almindelige kontrol (last haul kontrol), eller foregår der en mere målrettet udvælgelse af de kontroller, der efterfølgende lukker et område?

I 2022 gennemførtes ca. 400 kontrol til sø I styrelsens afrapportering kan vi kun se, hvor mange kontroller til søs i alt. Hvor mange af de ca. 400 i 2022 var RTC styret, dvs. i hvor mange af de kontroller viste det sig, at det ikke var nødvendigt at lukke områder? Ser man bort fra kontrollen med reje trawl, så følger næsten alle områdelukninger i kølvandet på trawlfiskerier med 90 mm masker i Skagerrak. Hvorfor er der ikke en eneste fra Kattegat?

Som nævnt i analysen ligger de RTC-kontroller, der efterfølgende lukker et område meget tæt op af hinanden over de to å Er der overvejelser om lukke for fiskeri med 90 mm masker i dette område af Skagerrak?

Når man lukker et område, gør man det fordi kontrollen har dokumenteret, at der er for mange undermålet fisk i et træ I logbogen kan kontrollen se, hvor mange træk fartøjet har haft inden kontrollen, og de kan se, hvor mange fisk der er i lasten, herunder hvor meget BMS-fisk, og hvor meget der er discarded. De to eksempler, hvor BMS-fisk står nævnt, viser, at de to fartøjer ikke har overholdt regler, der gælder for landingsforpligtigelsen. Da det kun er to ud af ca. 40 fartøjer, kan vi så slutte, at de øvrige ca. 40 fartøjer, som er RTC kontrolleret også havde registreret deres fangster af fisk under målet?

Hvor mange tons af de 1.522 tons torsk, der blev registeret landet fra Skagerrak i 2022, var BMS-fisk?

Salget af de danske naturressourcer og historien om et fiskeri der forsvandt

af Levende Hav | mar 2, 2022

Salget af danske naturressourcer.

Ifølge en DR agtindsigt har Henning Kjeldsen solgt fiskekvoter til en værdi af 2.4 mia. kroner, det meste ud af landet. Det har han, men det er reelt os her i landet og vore efterkommere som nu mister retten til at udnytte den vedvarende naturressource, som har tjent os godt siden sildeeventyret i 1500-tallet. Den er netop vedvarende for selvom vi i dag er langt fra at have et bæredygtigt fiskeri, så arbejder vi for dét, for vi ved at et økologisk bæredygtigt fiskeri bidrager med sunde fødevarer, arbejdspladser i udkantsområderne og skat til velfærden – og det gør de år efter år.

Henning Kjeldsens regnskaber viser også et overskud på op mod 1 mia. kroner de seneste ti år, et overskud han brugte til at købe flere kvoter, fartøjer og dermed arbejdspladser og bosætning, her i landet. Det overskud forsvinder nu ud af den danske økonomi også selvom de svenske købere fisker fra og har c/o adresser i Danmark. Spørgsmålet er nu: Hvorfor tillader vi dét?

Der blev færre fiskere.

Med privatiseringen af fiskekvoter i 00’erne fulgte tomme danske fiskerihavne og i stedet fik vi de få store selskaber, fartøjer og kvotekonger. Og de tjente penge, ikke til fællesskabet i form af skat, men til investeringer i kvoter og fartøjer og til dem selv og når de holder op, ja så ser vi de sælger til højestbydende, med deraf følgende store fortjenester.

Nu har Henning Kjeldsen solgt sine kvoter i det pelagiske fiskeri, og spørgsmålet er selvfølgelig om han også kunne finde på at sælge sine mange kvoter, han har i det demersale fiskeri?

I det hele taget må vi stille spørgsmålet om danske fiskere over en kam, kan og kunne finde på at sælge deres demersale kvoter (rødspætter, torsk, sej, kuller, jomfruhummer osv.) til udlandet, hvis de bliver presset, for eksempel til de hollandske og belgiske bomtrawlere? Det vil i så fald også være en katastrofe for havnaturen. Men det er en mulighed og det vil betyde at danske kvoter sælges til et fiskeri i udlandet, som mange mener burde forbydes også den danske regering.

Hvorfor tillader vi salget af en vedvarende naturressource ud af landet? Hvad var den dybere mening med overdragelsen af kvoter og rettigheder til fiskerne, først gang i 2003 (de pelagiske, dvs. fisk der lever ved overfladen) og senere i 2005 (de demersale, dvs. fisk og skaldyr der lever ved bunden)?

Vi blev fortalt at det var godt, for med ejerskabet over kvoter og rettigheder ville fiskerne tage bedre vare om fisken i havet (det var jo nu blevet deres ejendom!) og vi blev lovet at de ikke ville koncentrere kvoterne på de få store fartøjer og selskaber.

Tværtimod, som fiskeriminister Hans Chr. Schmidt udtrykte det i okt. 2005, med denne ”reform” blev det muligt ”for de små at købe de store”. Vi blev også stillet i udsigt at der ikke ville blive nogen handel med kvoter til andre lande. Og det blev understreget i 2005, med den meget snævre fiskeripolitiske aftale de kaldte FKA- reformen, at reformen skulle sikre at kvoterne blev handlet sammen med fartøjerne. Også de løfter blev ikke holdt. I dag handles de såkaldte FKA (Fartøjskvoteandele) som alm. omsættelige IOK (Individuelle Omsættelige Kvoter).

Siden indførelsen af de private omsættelige kvoter er udviklingen kun gået en vej og det er mod afviklingen af dansk fiskeri. De store købte de små og når de store ikke gider mere, sælge de til højestbydende, også fra udlandet.

De der kan huske fiskeripolitikken tilbage fra midten i 80’erne og skabelsen af den fælles fiskeripolitik i EU, kan også huske de politiske kampe der blev ført dengang for at de enkelte lande i EU kunne opretholde deres historiske rettigheder, rettigheder til deres fremtidige fiskeri i det fælles EU-hav der kom med aftalen af 1983. Da Spanien og Portugal 1886 og 87 blev optaget i EU, blev de ex. også udelukket fra fiskeriet i Nordsøen, Østersøen, de havde ingen historiske rettigheder i de farvande osv.

Det var vigtigt, også for Danmark, at vi kunne bevare vores fiskerier på danske hænder og danske fiskere for derved at opretholde de ellers sparsomme erhverv der hører til vores havnebyer og kysten, det er det så helt åbenbart ikke længere.

Der blev også færre fisk

Med de reformer ville fiskeriet også blive mere bæredygtigt målt på fisken i havet. Det er også gået lige modsat, for siden privatiseringen af kvoter og rettigheder, i starten af 00’erne, har Danmark mistet mere og mere af fiskeriet, målt på landinger af fisk. Privatiseringen medførte det modsatte af det vi blev lovet, nemlig et mere bæredygtigt fiskeri, målt på havets ressourcer.

I 1995 landede de danske fiskere 2 mio. tons fisk, i 2021 landede de mindre end 500.000 og mandskabet på de store fartøjer kommer ikke længere fra de danske havnebyer, de kommer nu fra Østeuropa (for danske partsfiskere vil ikke betale for leje af fiskekvoter og knokle 16 – 20 timer i døgnet og smadre dem selv for at berige kvoteejerne) og fiske- og service virksomheder på havnene lukkede.

Med privatiseringen fulgte nedlukningen af fiskeriet i mange havne, og fiskeriet blev koncentreret på de store fartøjer og få havne. Flere end 1000 mellemstore fartøjer med 3-4.000 arbejdspladser forsvandt, med deraf følgende lukning af havnens fiskeri- og servicevirksomheder, færre arbejdspladser i udkanten af vores samfund og sidst, men ikke mindst, har vi mistet disse ca. 1.500.000 mio. tons fisk om året.

I stedet for det bæredygtige fiskeri vi blev lovet, fik vi store fartøjer og selskaber, som den danske fiskeripolitik og fiskeriforvaltning tillod at tømme dansk fiskeri for kvoter, fartøjer og fiskere og sælge de store værdier ud af landet.

Hvorfor skulle kvoter og rettigheder privatiseres?

Spørgsmålet til de ansvarlige for afviklingen af dansk fiskeri dvs. skiftende regeringer, folketinget og fiskeriets styrelser og DFPO (fiskernes egen interesseorganisation) er derfor: hvorfor gjorde de dét og hvorfor stoppede de ikke, da de også kunne se at det hele gik den modsatte vej af det forventede, hvorfor lod de så stå til? Hvorfor tillader de ex. salget af danske fiskerettigheder til udlandet, og ikke mindst hvordan kunne de gøre dét, når kvoterne og rettighederne det facto også ejes af dig og mig og vore efterkommere?

I forsøget på at finde svar på de spørgsmål, må vi et øjeblik beskæftige os med fakta som TAC’er, kvoter, rettigheder, promiller og de historiske rettigheder i fiskeriet.  (Det afsnit kan man springe over, det er ikke nødvendigt for forståelsen og så er det også lidt nørdet).

Fiskekvoter er udregnet i promiller af den årlige fastsatte danske del af den fælles EU-TAC. (TAC = Total Allowable Catch)

En EU-TAC er den totale mængde af en fiskeart der kan landes fra et enkelt farvande/år, ex. Nordsøen, Skagerrak, Kattegat etc. Se opstillingen fra DFPO for TAC og kvoter 2021

Når de mange EU-TAC’er (godt 70 i alt dækkende de farvande som danske fiskere har adgang til) er fastsat, og det bliver de hvert år i december, opdeles TAC’erne i lande-mængder, dvs. den mængde af TAC’en danske fiskere, og de andre EU-fiskere, har historiske rettigheder til i de enkelte farvande og derfor må fange af arten i farvandene det år.

Et eksempel: TAC’en for jomfruhummer i Kattegat/Skagerrak blive delt mellem Danmark, Sverige en smule til Norge og Tyskland. TAC’en for 2022 er sat til 8.501 tons, hvoraf de danske fiskere må fange 6.248 tons. I 2021 var den højere da var den 12.360 tons med 9.084 tons til de danske fiskere. Heraf kan man se at den danske procent er uændret 73.3 % selvom mængden de danske fiskere må fange i 2022 er næsten 3.000 tons mindre. (de danske fiskere når dog aldrig kvoteloftet for jomfruhummer, de lander ikke mere end op til 50% af deres kvote, så det betyder ikke så meget at de mister 3000 tons, det er kun på papiret men ikke desto mindre så repræsenterer 3.000 tons en værdi på 150 mio. kroner dvs. 5 % af den samlede danske omsætning i dansk fiskeri 2021, hvis de kunne fanges.

I det hele taget bliver de fleste af de danske kvoter ikke udnyttet hvert år, det er faktisk kun kvoterne på torsk som nu bliver udnyttet 100%, men det er kun de senere år kvoten har været så lav at den også blev opfisket. Kvoter og kvotebegrænsningerne er et meget større problem i den offentlige debat end den er i det virkelige fiskeri og det kan man se ved selvsyn på dette link hvor man se kvote-udviklingen i dansk fiskeri tilbage fra 1996.

Sammen med de private omsættelige kvoter kom der en helt ny dimension ind i danske fiskeri for nu måtte fiskerne (kvoteejerne) også til at sikre sig den højeste pris for kvoterne. Og dermed fulgte lovprisningen af fiskeriet. Lidt a la komiske Ali kunne man i medierne både se og høre de ansvarlige for dansk fiskeri forskønne fiskeriet, når de blev spurgt, for prisen på kvoterne blev nu afgørende for den sikkerhed man kunne stille for sine lån i banken, og for salget og udlånet af kvoter. Når de ikke blev spurgt, klagede de samme ansvarlige over de mindre og mindre kvoter, høje priser på brændstof i deres jagt på den offentlige støtte til fiskeriet og dets projekter.

Efter 2005 og op til finanskrisen steg priserne på kvoterne voldsomt, for så at falde. De er gået op og ned og der er kvoter der ikke koster ret meget at købe/leje, men der er også kvoter der er blevet meget kostbare ex. torsk i Nordsøen og Skagerrak. Og priserne på de kvoter er nu uhørt høje, fordi fiskerne skal have torskekvoter med sig når de fisker de andre vigtige arter som ex. havtaske, sej, kuller etc. Og det har skruet priserne i vejret så priserne på kvoterne nu er er højere end det man kan få for torsk på auktionen.

Den danske fiskeriforvaltning

I den danske fiskeriforvaltning (de enkelte EU-lande må selv bestemme hvordan de fanger og forvalter deres fisk og fiskeri) har man som nævnt vedtaget at overdrage ejerskabet af TAC’erne til de danske fiskere og dertil er TAC’erne blevet opdelt i private kvoter, i form af promiller, af hvor meget man må fange hvert år.

Men uanset hvor stor kvoten bliver hvert år, så ejer den enkelte fisker med aftalen i 2005, den promille han fik med 2005 aftalen. Og den blev udregnet efter hans fiskeri i 2002, 2003 og 2004 et gennemsnit af det fiskeri justeret med mellemregninger, tillæg og fradrag, gav man hans promille og den kan han sælge eller udleje.

Det kan man se mere på dette link, hvor alle landinger af jomfruhummer i Kattegat/Skagerrak 2021 er opgjort på fartøjer, promiller og mængder og ser man også at de enkelte fartøjer lander mere og mindre end de selv har kvoter til og derfor må leje i de store puljer. Her ser man også at der er i alt ca. 300 fartøjer som må (har licens til) fiske jomfruhummer, men der er ca. 150 fartøjer som har registreret landinger på mere end 1000 kg. Her kan man også se landinger af torsk fra de samme fartøjer, som lander jomfruhummer, og det kan blive interessant i lyset af bifangsten og overvågningen vha. kamera.

De private omsættelige promiller i dansk fiskeri blev, som tidligere nævnt, fastsat i 2003 for de pelagiske arter (sild, makrel etc., fisk som lever ved overfladen) og i 2005 for de demersale arter (jomfruhummer, torsk, rødspætter, tobis etc. fisk som lever ved havbunden). De private kvote blev fastsat inden for den TAC, der var gældende i EU, da man fordelte TAC’er efter landenes historiske rettigheder i de enkelte farvande. Det gjorde man helt tilbage i 1983 da EU’s fælles fiskeripolitik blev vedtaget.

I 1983 var TAC’erne målt i tons meget større end de er nu i 2021, der var helt enkelt mange flere fisk i havet dengang. Ex. var den danske del af tobis i Nordsøen, tæt ved en mio. tons. Men fra 2003 gik det kun nedad for tobisbestanden i Nordsøen og det samme har vi set for torsk og andre vigtige arter for dansk fiskeri.

På Fiskeristyrelens hjemmeside kan vi ex. se at Henning Kjeldsen råder over 5 % af den totale danske TAC tobiskvote i Nordsøen. Om han har fået den overdraget eller han har købt den, er ikke så vigtig her. Nu er den solgt og selvom køber i 2022 ex. kun kan fange 5.000 tons (fordi TAC’en er faldet (det forventes) fra en mio. til 100.000 tons, den har også siden 1995 været helt nede på ca. 50.000 tons/år) har køberen købt retten til at fange 5 % af den til et hvert år gældende mængde. Og sådan skal man se alle kvotehandler. Hvis Henning Kjeldsen, som DR har fundet ud af, har solgt alle sine kvoter for sild, makrel, blåhvilling betyder det at køberne kan lande godt 30.000 tons af de arter i 2022. (tidligere år har kvoterne på de arter været 2-3 gange så store)

Det er Henning Kjeldsen der har solgt de kvoter, men de er ejet af det danske samfund, dvs. dig og mig, for kvoterne er kun overdraget fiskerne til låns, gennem en aftale (som først løb i 8 år og siden er forlænget til 16 år) mellem fiskerne og det danske samfund. Vi kan opsige den aftale, også selvom ingen tror det nogensinde vil ske, men det er ikke desto mindre aftalen som blev indgået mellem regeringen og fiskerne.

Fiskerne fik kvoter og rettigheder til låns, fordi fiskeriet skulle tilpasses, der var for mange fiskere til de få fisk der var i havet, så derfor fik fiskerne dette proforma ejerskab, så de som købte, kunne låne penge til købet og stille kvoterne som sikkerhed i bankerne. De skulle købe og sælge, men de skulle også kunne leje og udleje kvoterne dvs. have indtægter og udgifter i forbindelse med de lejemål.

Det var og er et forvaltningsgreb, ligesom man så det med mælkekvoter i landbruget. (De blev også omsættelige, inden de blev udfaset. Endnu et bevis på at systemer inden for forvaltningen af landbruget også blev introduceret i fiskeriet, det var jo de samme folk der havde ansvaret, og de havde et endog meget begrænset begreb om hav og fisk. Mælkekvoter blev til fordi der var for meget mælk og da man fik styr på mælkeproduktionen, blev kvoterne udfaset, fiskekvoter blev til fordi der var få fisk, og der er siden kun blevet færre. For man glemte i skyndingen at medtænke fiskernes opfindsomhed og kreativitet)

Henning Kjeldsen og de øvrige danske fiskere fik retten til selv at forvalte deres kvoter, de fik de omsættelige rettigheder til brug for en fiskeriforvaltning, hvor fiskerne selv kunne finde ud af om de skulle fortsætte deres fiskeri, eller de skulle stoppe fordi gevinsten ved at stoppe blev større end den blev ved at fortsætte. Og de skulle også kunne leje og udleje for at fiskerne selv kunne styre deres bifangster.

Når de ex. fiskede efter mørksej, havtaske, kuller i Nordsøen (de kvoter er sjældent under pres) så fanger de også torsk (de kvoter er altid under pres) og selvom de gør hvad de kan få at undgå at fange torsk, er det ikke muligt helt at undgå det og så kan de nærmest time for time leje de torsk de fanger, alternativet er jo at de må udsmide torsken og det er blevet ulovligt fordi man i EU har indført et forbud mod discard. Alt det fiskerne fanger skal med den landings forpligtigelse der gælder i dag, bringes i land og afskrives på kvoterne. Det forbud bliver selvfølgelig ikke efterlevet for prisen på kvoterne for torsk er højere end den pris fiskerne kan få for torsken på markedet. Og det hænger sammen med nye regler som skulle forhindre udsmid, men som en selvfølgelighed i dansk fiskeriforvaltning, gør det modsatte, nemlig tilskynder til udsmid.

Da folketinget vedtog de nye regler, var da også med de klausuler at kvoter og rettigheder netop ikke kunne sælges ud af landet, de skulle blive på danske hænder. Siden er de regler blevet lempet og i dag skal de udenlandske fiskere blot have deres fartøjer indregistreret i Danmark og et kontor, så kan de, ligesom de danske fiskere, købe, sælge, låne, leje de omsættelige kvote-rettigheder.

Nu er spørgsmålet aktuelt om det demersale fiskeri efter torsk, rødspætter, sej, jomfruhummer alle de arter der fanges ved bunden, også vil blive solgt til udlandet. Henning Kjeldsen ejer også mange af de kvoter og dem har han købt for de store overskud han fik i sit pelagiske fiskeri. Ved at se på dette link kan man se de mange kvoter på alm. spisefisk som ejes af Henning Kjeldsen, og spørgsmålet er vel helt naturligt om de kvoter nu skal sælges til ex. de store bomtrawlere i Holland og Belgien som nu mere og mere fisker fra Hvide Sande, Thyborøn og Hanstholm.

Det vil en katastrofe for livet i havet fordi fiskeriet med bomtrawl er et fiskeri som burde være forbudt og stoppet for mange år siden. Den danske regering vil gerne og siger også at den arbejder for at få forbudt fiskeriet med bomtrawl, men ikke desto mindre ser vi at der kommer flere og flere af de store fartøjer til de vestjyske havne og de kan med deres meget brutale redskaber og store maskiner også fange de (sidste) fisk som de danske fiskere med deres redskaber har meget svært ved at få fanget.

Og de hollandske bomtrawlere mangler fisk for de er mistænkt for at snyde på vægten, for ifølge de danske fiskere må de fiske ulovligt, da de har begrænsede kvoter i Skagerrak.

Det er ikke umuligt at det ejerskab og de kvoter det danske folketing og Schlüter regeringen kæmpede så hårdt for i 1982/83, inden for de kommende år ender på udenlandske hænder. I dag ejer de udenlandske firmaer 25-30 % af de pelagiske kvoter og de ejer også demersale kvoter.

Og sådan gik danske fiskeri, fra at være EU’s største og en af verdens 10 største fiskerinationer for 40 år siden til i dag at være reduceret til en skygge af sig selv og hvis udviklingen fortsætter på samme kurs, at være solgt til udlandet inden for de kommende 10-20 år.

Henning Kjeldsens forsvar for at bryde loven, koncentrere kvoterne og bruge de mange stråmænd, fortalte han os i retten i Holstebro: ”Jeg gjorde det for at vi kunne beholde de danske kvoter på danske hænder”.

Artiklen er udarbejdet af Kurt Svennevig Christensen og oploadet onsdag den 2. marts 2022

Spørgsmål kan stilles på mail: llh@levende-hav.dk