Kystens Parlament i Faaborg

af Levende Hav | jun 2, 2021

Kystens Parlament

Se programmet for Kystens Parlament i Faaborg 3-5. juni. 2021: A4_Program Kystens Parlament[11625]

Tak til Aage V. Jensen Naturfond 2021

af Levende Hav | apr 27, 2021

Aage V. Jensen Naturfond støtter Levende Hav i kampen mod spøgelsesgarn og det destruktive bomtrawl. 

Med en bevilling på 360.000 kr. fra Aage V. Jensen Fonden kan Levende Hav nu fortsætte indsatsen i 2021 mod spøgelsesgarn og det destruktive bomtrawl som foregår med kædemåtter på sten og rev. Og de projekter og opgaver vil også i 2021 blive gennemført med kutter Anton og Levende Havs aktive medlemmer og de vil foregå rundt i de danske farvande og fjorde.

Man kan følge med på kutter Anton sejlplanen, som holdes opdateret her på siden.

Åbent brev til tre fiskeriministre

af Levende Hav | apr 7, 2021

Kære Ritt Bjerregaard, Mariann Fischer Boel og Hans Chr. Schmidt

Jeg skriver til jer fordi I var ministre og ansvarlige for dansk fiskeri i årene 2000-2007, de år hvor dansk fiskeri gennemgik de største fiskeri- og forvaltningspolitiske forandringer nogensinde. Fiskeriet blev forandret fra at være et fiskeri på fælles ressourcer til et fiskeri på private ressourcer.

Det var de år hvor I besluttede at kvoter og rettigheder til fiskeri, som siden Arrilds dage havde hørt samfundet og os alle til, skulle overdrages til fiskernes private ejendom, en ejendom som de derefter kunne sælge, købe, belåne, leje, udleje først i det pelagiske fiskeri i 2003 og i 2005 i det demersale fiskeri.

Inspirationen til brevet har jeg fra bogen ”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald” skrevet af Lars Bo Kirk og fhv. fiskeriminister Kent Kirk. Bogen er udgivet i februar i år på Politikens forlag og den kan anbefales. Min anmeldelse af bogen kan læses på www.levendehav.dk.

Bogen beskriver privatiseringen af kvoter og rettigheder og skabelsen af gruppen af velhavende og rige fiskere. Retssagen i Holstebro i disse dage, mod en af de rigeste (han har værdier for 2,6 mia. kroner), udstiller de meget rige fiskere, som blev resultatet af de private omsættelige kvoter.

Og dansk fiskeri er forsvundet. Unge fiskere, der vil have foden på eget dæk, er tvunget til at købe fartøjet sammen med kvoteejere og derefter leje deres kvoter. Udleje af kvoter er blev en guldrandet forretning, måske den bedste forretning, bortset fra Bitcoin, der findes i dag.

Fisken er også blevet kostbar ude i fiskeforretningen og det er den blevet allerede inden den bliver fanget og det medfører, tros et forbud mod discard, et udsmid af fisk som ikke kan sælges til en pris der højere end prisen på lejen af kvoten. Når fisken er billigere end leje og udleje bliver den ikke landet.

Lige nu koster det over 20 kroner at leje et kg torsk og de mindste sorteringer på torsk koster ikke meget mere og derfor bliver de ikke landet. Det ses ret tydeligt over et års fiskeri. I første halvdel af året landes der næsten ingen små torsk, hvorimod sidst på året, hvor kvoterne kan lejes helt ned til 5 kroner, landes en masse små torsk og det selvom de bruger samme maskestørrelse.

Det kunne alle se og derfor indførte man et discard-forbud og en landingsforpligtigelse. Men det virker ikke. Det er tydeligt for alle og de små fisk (under mindstemålet BMS) som også skulle landes, for at blive afskrevet på kvoterne, landes heller ikke.

Alle kan se det, også forvaltningen dvs. fiskerikontrollen. Når torsken koster 20 kroner, inden den er fanget, kan de åbenbart heller ikke håndhæve et discard-forbud, sikkert fordi det også strider mod deres fornuft at smide penge ud ad koøjet. BMS-fisk bliver selvfølgelig heller ikke landet for de skal afskrives på kvoter der i dag koster 20 kr. at leje og indbringer 20 kr. i leje. Alle kan se dét, men der handles ikke på dét og det hænger i min forstand uløseligt sammen med den økonomiske logik som forhindrer dét.

Forestillingen om at fiskerne, med et ejerskab over kvoterne, ville bruge større masker for at undgå de små fisk, er som discard-forbuddet, ikke andet end en forestilling. I virkeligheden ser vi at de større trawlere og vodfartøjer fortsætter med at lande små kuller, mørksej, tunger og andet fisk til mindstemålet (for det er kvoter som ikke koster ret meget) mens de små torsk kun bliver landet sidst på året, hvor prisen på kvotelejen er lav.

I Levende Hav følger vi fiskeriet hver dag og vi analyserer landinger fra danske og udenlandske fartøjer og det er ganske vist. Vi har fået skabt en gruppe af velhavende, rige og meget rige fiskere som ejer kvoterne og udlejer kvoter som beskrevet.

Og oveni har vi fået det modsatte af hvad vi skulle have med det private ejerskab. Vi har fået et mere og mere forarmet hav. Fisken forsvinder fra Østersøen, Kattegat og den sydlige og centrale del af Nordsøen. Det sås tydeligt i de første måneder i år. Norsk område var lukket og fiskeriet gik i stå. Alt det vi forstå som “de danske farvande” er ved at være tømte for fisk og intet tyder på at det er på vej til at blive bedre.

I de seneste 20 år er fiskeriet forsvundet fra de mindre havne og fra kysten og nu er spørgsmålet: Var det målet med jeres privatisering af kvoter og rettigheder? Hvis ikke, hvad gør vi nu for at få fiskeriet tilbage?

Med venlig hilsen

Kurt Svennevig Christensen

Formand for Levende Hav

Juelsgårdvej 27, Ferring Strand

7620 Lemvig

Boganmeldelse: “De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald”

af Levende Hav | mar 3, 2021

”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald”, skrevet af Lars Bo Kirk i samarbejde med Kent Kirk og udgivet feb. 2021 på Politikens Forlag

Anmeldelse marts 2021: Kurt Svennevig Christensen, formand for Levende Hav

Citat fra bogen: ”Men Kent … Hvis politikerne er så dumme, at de vil forære os det hele gratis, skal vi da ikke sige nej til det”.

Det blev sagt på et møde i Esbjerg, et par uger før fiskerne fik overdraget kvoterne til deres private ejendom. Fiskeren der sagde det er blevet en velhavende mand, som hvert år henter op til 60 mio. kroner overskud sine kvoter. En anden fisker af de store fra Esbjerg, og makker med Kent Kirk, solgte sit selskab i 2019 til Skagen, og han fik også 2-300 mio. med sig fra det selskab. Og samme historier kender vi fra det øvrige fiskeri i Danmark, fiskere som blev forgyldte med at de fik ejerskabet over fiskekvoter og rettigheder til at fiske.

Så hvad mener forfatterne med fiskeriets ”fald”?

Kent Kirk, fiskeskipper og fhv. medlem af Europa-Parlamentet, Folketinget og minister for fiskeri, hans bror Niels, kollegaer og partnere i industrifiskeriet, er ikke faldet, det er velhavende folk og det er de blevet fordi vi har foræret dem kvoterne. Sagen mod storfiskeren Henning Kjeldsen, der kører i retten i Holstebro i disse dage, udstiller den rigdom der fulgte med privatiseringen af kvote og rettigheder.

Bogen handler nu heller ikke så meget om danske fiskeri, som den handler om Kent Kirk. Og derfor skal vi først have fortalt historien om familien Kirk, helt tilbage fra kystfiskeriet og familieskabet med forfatteren Hans Kirk og de andre fiskere på Harboøre Tange i slutningen af 1800-tallet. Centralt i den del af historien står Kent Kirks far, Sand Kirk, som bliver født i 1912 og hvis far og mor indvandrede til Limfjorden til Gjøl i 1923.

I 30’erne flytter den unge Sand Kirk til Esbjerg, stiftede familie og starter fiskeriet på Nordsøen. Sammen med Sand Kirk er der en stor og betydelig gruppe af de ”hellige” indremissionske fiskere, fra Limfjorden og Harboøre Tange som også holder sammen i Esbjerg og hjælper hinanden når der er trange tider og med at få købt fartøjer og opbygget fiskeriet. Det var de kristne og deres fællesskab, der sammen med de ikke-kristne fiskere, der også flyttede til Esbjerg og Hjerting i mellemkrigsårene, der fik opbygget fiskeriet på havnen i Esbjerg.

Da fiskeriet var på det højeste i 60’erne og 70’erne, fiskede mere end 600 fiskefartøjer fra Esbjerg, men derfra gik det hurtigt ned af målt på antallet af fartøjer og i dag kan de tælles på et par hænder. Men ser man nøgternt på Esbjerg og havnen, har havnen og byen aldrig været større og mere udviklet, end i dag.

Men fiskeriet er forsvundet fra Esbjerg. Først forsvandt de mange hundrede snurrevodskuttere, de blev i bogstaveligt forstand fisket over ende af trawl og industrifiskeriet og da de store fartøjer der blev tilbage i Esbjerg så fik ejerskabet over kvoter og rettigheder og dermed også muligheden for at tjene de helt store penge, solgte de dem mod nord til Thyborøn, Hanstholm, Hirtshals og Skagen.

Titlen ”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald” må derfor være hentet i kystfiskeriet og det store snurrevodsfiskeri, der blev opbygget i Esbjerg. Men bogen handler ikke den historie. Kyst- og snurrevodsfiskeret ser ud til at være taget med fordi det er en god historie. Så hvis man køber bogen, for at få mere viden om Hans Kirk og dette historiske fiskeri og alt det der drev kystfiskeriet, bliver man skuffet.

Kent Kirk og hans bror Niels starter som snurrevodsfiskere på de små blå trækuttere, men det er et hurtigt overstået kapitel. Det stopper med en hyre på syv hundredkronesedler til Kent Kirk fra snurrevodsfiskeriet. De penge og de trange kår på de små kuttere, kunne ikke stå mål med broderens mange fem hundrede kroner sedler for Niels’ hyre på Gaffel Laurits større fartøj, som fanger sperling på Falden.

Kirk brødrenes historie, bliver dermed også et udmærket billede på afviklingen af fiskeriet i Esbjerg, et fiskeri der, fra midten af 60’erne, ændrer sig fra fangsten af spisefisk i Nordsøen til fangsten af industrifisken ”skidtfisk” dvs. sild og de mange andre arter til forarbejdning til fiskemel og olie. Det er i de samme år, Nordsøens store bestande af sild kollapser, senere tobis og de år, og de år hvor Danmark bliver medlem af EF og det biologiske og politisk forvaltede fiskeri afløser det mere frie fiskeri.

Hvis man vil vide mere om, hvordan dét skete og hvordan ex. Kent Kirk som fiskeriminister så igennem fingrene med ”fiskere der ikke snød med vilje” og hans bror Niels der mener at ”95 procent af alle fiskere i 70’erne og 80’erne fiskede ulovligt, enten med vilje, eller fordi det var umuligt at styre bifangsterne i industrifiskeriet”, kan man godt læse bogen som en forfaldshistorie for dansk fiskeri. For det er historien om opbyggelsen af en meget lemfældig fiskeriforvaltning, som så igennem fingerende med åbenlyse ulovligheder og som ellers gjorde hvad de kunne for at det danske fiskeri kunne få så meget som muligt ud af havet og EF samarbejdet og derfor er bogen mere en historie om Nordsøens storhed og fald, målt på fisken i havet og den helt igennem forfejlede fiskeriforvaltning danskerne fik viden om med Rigsrevisionen, Statsrevisorer, Kammeradvokaten og fyringen af fiskeriministre og centrale embedsmænd.

I kølvandet på industrifiskeriet er fiskeriet i det sydlige og den centrale del af Nordsøen blevet en skygge af sig selv. Men forfatternes bud på industrifiskeriet ansvar for afviklingen af fiskeriet i Nordsøen, står der intet om i bogen.

Bogen er historien om Kent Kirk og hans bedrifter i fiskeriet, i politik og i erhvervslivet. Indimellem får vi beskrevet forureningen af Nordsøen, herunder Rav-Åge og hans kamp mod Høfde 42 og Cheminova og Esbjergfiskernes kamp mod dumpningen af gift fra Grindstedværket og deres fælles kamp med Greenpeace mod giftafbrændingen fra skibet M/S Vulcanos II. Gode historier, men også historier, som skygger for industrifiskeriets ansvar for, at bestandene af sild og senere tobis kollapser, og alt det der fulgte med fiskeriet af skidtfisk.

Vi får fortalt historien om Kent Kirk, der som medlem af EU-parlamentet gennemfører et medieshow ved at sejler over Nordsøen og ind i de engelske farvande, for der at blive arresteret, dømt og senere frikendt ved EU domstolen. Hans konservative politiske karriere foldes ud, og her kan man med rette også tale om et ”fald” i den politiske forstand.

Vi får også nærværende historier fra fiskeriet på Falden efter skidtfisk. Det er en bog man godt kan læse, hvis man vil vide mere om fiskeriet i Nordsøen siden 1970, men man skal blot holde sig for øje, at perspektivet hele tiden er fiskeriet efter sild og skidtfisk til fiskemel og fiskeolie fra havnen i Esbjerg og dansk fiskeri er jo meget andet og mere end Esbjerg fiskeriet.

I kølvandet på denne bog kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan mon dansk fiskeri havde set ud i dag, hvis skidtfiskeri fra Esbjerg aldrig var kommet rigtig i gang i Nordsøen? Det er en tanke værd, men ingen af de store biologiske, økologiske, sociologiske og økonomiske tab, der fulgte i kølvandet på industrifiskeriet, bliver nævnt i bogen – ingen!

Fraværet ses tydeligst i forvaltningen af industrifiskeriet, hvor forfatterne kun ser bifangstproblemerne som et problem for fiskerne! De ser ikke de problemer det danske industrifiskeri skabte ude i havet og ude i det europæiske fiskeri, hvor det danske industrifiskeri var hadet pga. af de store bifangster af sild og kuller (de to vigtigste konsumarter for britisk fiskeri). Forvaltningen og den deraf følgende kriminalisering, bliver til fiskernes kamp mod systemet, uden at bogen laver en eneste henvisning til livet i havet og fisken, der forsvandt.

Set med de briller er bogen også folkeoplysende, men målt på spørgsmålet ”hvordan kunne det dog gå så galt”. Det kunne det fordi industrifiskene, modsat ex. snurrevodsfiskerne, mente at havet var utømmeligt, og at man blot skulle skrabe til sig. Det gjorde de i 30 år, og da fiskeriet var på sit højeste, i starten af 90’erne, landede de danske fiskere op mod 2 mio. tons fisk. Og derfra gik det kun nedad, så da de med de private kvoter, som skulle redde fiskeriet, fik muligheden for igen at hente de helt store penge gennem salget af deres kvoter til fiskerne i de nordlige havne, gjorde de også dét.

Fiskeriet forsvandt fra Esbjerg og fiskeriet, målt på fisken fanget i Nordsøen gik også dramatisk tilbage og i dag lander danske fiskere under 1/3 af det, de kunne fange dengang, og det selvom, de store moderne fartøjer i dansk fiskeri nu fanger fisken langt fra Nordsøen oppe i Nordatlanten og hvor de store fartøjer i dansk fiskeri i dag kan lande 40-50.000 tons fisk om året. Denne enorme mængde fisk svarer til at Kent Kirks fartøj ”Sand Kirk” (det største og mest moderne fartøj i 1970), hver eneste dag, året rundt, skulle lande fuld lastet dvs. 150-180 tons.

”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald” kunne være historien om industrifiskeriet i Nordsøens storhed og fald. Men industrifiskeriet i Nordsøen sluttede jo inden det kom i gang, der blev hurtigt færre og færre af alle fisk, og derfor fisker de store moderne fartøjer højt oppe på de nordlige breddegrader langt ude af Nordsøen i dag. Deroppe slipper ressourcerne selvfølgelig også op om ikke så mange år, vi er ikke blevet klogere og dermed lever Kent Kirks historie op til den gamle snurrevodsfisker fra Lemvigs profeti: ”Ja, først så ødelægger de os, så ødelægger de sig selv”.

Jeg læste historien med blikket og tankerne rettet mod Nordsøen og fisken, der forsvandt. Og det skal også være min anbefaling til bogen ”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald”.

Kurt Svennevig Christensen, Ferring Strand 3. marts 2021

Fotos: Hentet fra bogen