Naturskånsomt Fiskeri PHD

Mandag den 20.1. 2022 forsvarede Mathilde Højrup Autzen sin PHD med fokus på det naturskånsomme fiskeri med titlen: “THE BATTLE OF ‘SUSTAINABILITY’ IN ECOLABELLING FOR SMALL-SCALE FISHERIES” på Aalborg Universitets Department of Planning. Afhandlingen kan læses her: PhD synthesis for publication

I hele afhandlingen har Mathilde Højrups haft fokus på det naturskånsomme fiskeri kontra de mere kendte biologiske parametre der er indeholdt i MSC mærket. Med det fokus forholder PHD forsvaret sig til alt det som Levende Hav introducerede i midten af 90’erne, med først det økologiske og senere det naturskånsomme fiskeri med det formål at få etableret et statsanerkendt blåt Ø-mærke. Det mærke blev sablet ned af fiskeriet godt hjulpet af landbrugets forsvar for det røde Ø-mærke.

Og derfra startede Knud (Knud Andersen m.f., medstifter af Levende Hav) det organiserede naturskånsomme fiskeri under mærket “Naturskånsomt Fiskeri” hvor 31 fartøjer og fiskehandler blev certificeret til at kunne sælge fisk og fiskeprodukter under mærket. Men med denne store indsats, som meget andet i Levende Havs korte historie, var Knud og vi andre for tidlig ude til selv at kunne høste lauerbærerne.

I dag 20 år senere er mærket for NaturSkånsomt Kystfiskeri blevet statsanerkendt under organisationen Naturskånsomt Kystfiskeri (FSK)

 

 

Levende Havs ordinære generalforsamling 2021

Indkaldelse til Levende Havs ordinære generalforsamling 2021 og Årsskriftet

Kære Levende Hav medlemmer og Antons Venner

Her indkaldelse til Levende Havs ordinære generalforsamling 2021, som afholdes på Fyn på havnen i Fåborg søndag den 6. juni 2021 kl. 13.00 – 16.00.

Med indkaldelsen følger en invitation til at deltage i en reception, prisoverrækkelse og efterfølgende frokost kl. 11.00 – 13.00.

Levende Hav har modtaget Bodil Pedersen Fondens Natur- & Miljøpris 2020 (kr. 100.000). Det er stort og vi er stolte og beærede og det skal selvfølgelig fejres med taler og frokost.

Levende Hav og kutter Anton er i Fåborg det meste af ugen i forbindelse med projektet Kystens Parlament. Der er foregået lokale aktiviteter fredag og lørdag hvor selve parlamentet er blevet afholdt. Ugen før var projektet på havnen i Nyborg og efter at det hele er pillet ned i Fåborg om mandagen sejler kutter Anton til Bornholm for et Kystens Parlament i Tejn og deltagelse i Folkemødet ugen efter.

Generalforsamlingens dagsorden ifølge vedtægterne se http://levendehav.dk/vedtaegter-levendehav/

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Formandens beretning
  3. Godkendelse af årsregnskab
  4. Evaluering af igangværende og afsluttede projekter
  5. Indkomne forslag
  6. Budget for det kommende år og fastsættelse af kontingent
  7. Valg til bestyrelsen (på valg er: Zhanna, Henrik, Kurt)
  8. Valg af revisor
  9. Evt.

Forslag til ændringer af vedtægter og forslag til dagsorden skal være sekretariatet i hænde senest 14 dage før afholdelse af generalforsamlingen. Kandidater til bestyrelsen skal stilles af mindst 5 medlemmer.

Tilmeldingllh@levendehav.dk el. telefon/sms 53347107 (for reception og frokost tilmelding senest torsdag den 27. maj 2021).

Husk at betale kontingentet inden generalforsamlingen. Det kan ske på mobilepay nr. 77209 el. bankkonto 84011010315 og Dansk Bank (giro) 1551 1104527.

Vi vil forsøge at koordinere noget samkørsel. Derfor så meld tilbage hvor du kører fra, ruten og hvor meget plads du har i bilen?

Ellers er der god busforbindelse mellem Odense og Fåborg hver time om søndagen. Ex. fra Odense 9.25 ankomst Fåborg 10.21 Busnummer 141.

Link til busplanen: https://www.fynbus.dk/tavleinfo/RutePlan/GetRuteplan?filnavn=1604336630_Kopi_141_140420_nykalender.pdf

Dagens program.

11.00 – 12.00 Bodil Pedersen Fondens Natur- & Miljøpris overrækkes til Levende Hav

12.00 – 13.00 Frokost alt godt fra havet. Vært Bodil Pedersen Fonden

13.00 – 16.00 Levende Havs generalforsamling 2021.

Vel mødt

På bestyrelsens vegne

Kurt Svennevig Christensen, Formand

Ferring medio uge 17. 2021

Bemærk: Vi satser på at vi kan samles under de gældende Corona regler. Vi vil holde jer opdateret på Levende Hav hjemmeside og Facebook og via mails.

Kystens Parlament 2021

Kystens Parlament udføres i samarbejde med Dansk Amatørfiskerforening og projektet er støttet af Velux Fonden. Levende Havs Kutter Anton kommer til at danne rammen om aktiviteter, workshops, udstillinger og debat alt sammen med lokale aktører, som har en interesse i kysten og havet.

Kystens Parlament kommer til at besøge ti havne rundt om i landet i løbet af 2021. Som afslutning på projektet besøges Altingets gård i København, hvor landets beslutningstagere og andre med interesse i havmiljøet er inviteret. Her fremlægges projektets resultater med det formål at skabe et større landspolitisk fokus på havmiljøet. Resultaterne kommer til at tage udgangspunkt i de lokale problemstillinger som bliver synliggjort af Kystens Parlament og de lokale samarbejdspartnere.

Formålet for Kystens Parlament bliver derfor at have et fokus på, og oplyse om, FNs verdensmål for bæredygtig udvikling, herunder særligt mål nr. 14, livet i havet, hvor vi vil gøre verdensmålet lokalt, ved at spørge, de lokale med interesse i kysten og havet, om hvordan vi kan nærme os mål nummer 14 på den konkrete destination. Derudover vil vi tage udgangspunkt i de havproblematikker som findes lokalt på destinationerne,
som ønsker vi at gøre opmærksom på, og skabe en debat omkring. Debatten kommer til at have form som et parlament, hvor lokale havaktører har mulighed for at debattere med hinanden og hvor publikum også har mulighed for at deltage i debatten. For at gøre dette er det vigtigt, at vi får skabt et godt samarbejde med de lokale aktører, som ved hvilke problemstillinger der i spil i netop deres lokalområde. Kystens Parlament faciliterer således en platform, for de lokale aktører kan komme på banen med netop det som de finder problematisk og herigennem skaber vi en proces, som involverer brugere af kysten og havet.

Problemet med havmiljøet er, at vi ikke kan se det. Vi kan med det blotte øje sjældent se om havmiljøet har det godt eller dårligt. Derfor er et andet af Kystens Parlament formål at gøre de lokale havmiljøproblemstillinger synlige, nærværende og ikke mindst betydningsfulde. Derfor vil vi med forskellige samarbejder. Miljøorganisationen NOAH er et eksempel på en samarbejdspartner, som vil gøre havmiljøet mere håndgribeligt ved hjælp af video- og kunstinstallationer. Når problemerne der relaterer sig til kyst- og havmiljøet, bliver mere nærværende og synlige, har vi muligheden for at påvirke andre end dem som normalt bekymrer sig om havet, herunder eksempelvis politikere, som i form af deres beslutninger påvirker havmiljøet.

Havmiljøet er et globalt problem som vi igennem Kystens Parlament vil gøre mere lokalt og dermed også mere nærværende. Det handler om at gøre de usynlige problemer synlige, således vi kan lave forandringer der har en positiv indvirkning på havmiljøet. Som det ses ud fra ovenstående, bliver samarbejde et af de helt store nøgleord når Kystens Parlament skal føres ud i livet. Dels skal der samarbejdes om alle de praktiske ting i forbindelse med opsætning af telte på kajen, fremstilling af udstillinger, plakater og bannere og andre praktiske ting. Her kan vi heldigvis regne med hjælp fra Dansk Amatørfiskerforening, der stiller op med frivillige fra deres lokalforeninger. Det samme har vi også fra Danmarks Naturfredningsforening. Derudover byder projektet også på andre samarbejder med organisationer og foreninger, der alle på den ene eller anden måde har noget at byde ind med.

Projektet er støtte af Velux Fonden

Destinationer:

  • Uge 26-30 2020: Lemvig og Thyborøn
  • Uge 21 (25-31. maj) Kystens Parlament i Nyborg.
  • Uge 22 (1-7. juni) Kystens Parlament i Faaborg.
  • Uge 23 (8-14. Juni) Kystens Parlament i Tejn på Bornholm.
  • Uge 24 (15-20. juni) Folkemøde i samarbejde med CISU.
  • Uge 33 (17-23. august) Kystens Parlament i Nibe.
  • Uge 34 Bønnerup
  • Uge 35 (31.8-6.9) Kystens Parlament Middelfart (Klimafolkemødet).
  • Uge 36 (7-8) Kystens Parlament Korsør/Agersø.
  • Uge 36 (8-13) Kystens Parlament Stevns.
  • Uge 37 (14 – 20) Kystens Parlament i København. Kutter Anton ligger med udstillingen i Havnegade 21. Bemærk: Fredag den 17. september 9.00 – 17.00 afvikles det samlende og afsluttende Kystens Parlament. Det åbnes af miljøminister Lea Wermelin og det afholdes i Altingets Gård, Ny Kongensgade 10, 1472 København K.

Projektbeskrivelse ”Kystens Parlament”

En aktiverende oplysningskampagne om FNs verdensmål med særligt henblik på mål nr. 14 – ”Livet i Havet”. Kampagnen kombineres med afholdelse af lokale ”Kystens Parlamenter”, hvor lokale, aktuelle ”havvendte” problemstillinger behandles med baggrund i de verdensmål, Danmark har til trådt.

Problemstilling og vision

I Levende Hav har vi gjort os tanker om, at der burde skabes mere liv i den lokale debat om kystsamfundenes problemer. Det forekommer os, at der ikke altid er så gode betingelser for, at det, der rører sig blandt folk på havnene og langs kysterne, kommer frem i lyset og får indflydelse på den offentlige debat. På den baggrund fremkom idéen om at skabe et ”Kystens Parlament”, hvor havets og kystens brugere kan komme til orde. Hensigten med dette parlament er ikke først og fremmest at udbrede Levende Havs synspunkter om havmiljø, fiskeri og klima, men snarere at skabe en ærlig og konkret debat, der engagerer de mennesker, der har den mest direkte tilknytning til havet. Levende Hav har siden sin grundlæggelse i 1995 arbejdet for at skabe miljøpolitiske forandringer gennem samarbejde med lokale kystbefolkninger både i Danmark og i nogle af verdens fattige lande. Danmarks ratificering af FNs verdensmål danner et godt udgangspunkt for en videre debat. Vi finder, at samtaler om, hvorledes disse fælles mål for verdenssamfundet udmøntes i praksis lokalt, er af største vigtighed. Parallelt med den lokaledebat ser vi for os, at sammenkomsterne giver mulighed for at perspektivere debatten i en international sammenhæng.

Projektbeskrivelse:
Formål
Projektets formål er:
– at oplyse om og sætte fokus på FN ́s verdensmål med særligt henblik på mål nr. 14: Livet i havet -nationalt såvel som internationalt,
– at skabe opmærksomhed og debat om lokale problemstillinger angående kyst- og havmiljø,
– at inddrage kystens og havets brugere bredt i denne proces, og gennem dette arbejde at gøre ovennævnte problemstillinger mere nærværende og betydningsfulde for en bredere offentlighed, samt for samfundets beslutningstagere og forvaltere.

Idégrundlag:
Grundidéen bag projektet er at oplyse om FNs verdensmål nr. 14, livet i havet. Herunder at gøre verdensmålet mere konkret ved at fokusere på, hvordan man lokalt kan imødekomme verdensmålet.

Eksempler på emner, som kunne være aktuelle til lokal debat i havnene:
Råstofudvinding, havbrug, havvindmøller, kystfiskeres fiskerettigheder, forurening med næringsstoffer, forurening med kemiske/hormonale stoffer, kystturisme/kystfriluftsliv, anvendte fiskerimetoder, kystkultur, beskæftigelse/bosætning, kystsikring, kystfredning, fredningsområder i havet.

Projektets udformning

Projektet er bygget op omkring 10 besøg i forskellige danske havne med Levende Havs smukke, bevaringsværdige fiskekutter med sine blå sejl og bannere mellem masterne. Fartøjet danner så at sige bagtæppe for begivenhederne, som centreres på havnekajen tæt ved kutteren. Den medbringer en udstilling og et forsamlingstelt, som stilles op på kajen. Anton, som kutteren hedder, fungerer i øvrigt som logi for projektets faste medvirkende, samt lokale for småmøder, m.v. På havnepladsen forventes boder og scener for musik opstillet af lokale aktører. Det er centralt for projektet, at lokalt engagerede tager medansvar for de enkelte arrangementer så vel i praktisk gennemførelse som i udformningen inden for de opstillede rammer.

Standardplan for havnebesøgene

Model for et arrangement over en weekend i en havn, som M/S Anton besøger:

Oplæg til program for minimum to en halv dag med:

1) Levende Havs udstilling på kajen om FN ́s verdensmål og om fisk og fiskeri

2) Lokale foreninger oplyser om og demonstrerer deres aktiviteter

3) Musik på kajen, kaffe og kage, øl og røgede sild, havkunst, m.v. I et egnet lokale på havnen eller i Levende Havs telt afvikles et program med følgende standardindhold:

  • Oplæg om Danmarks initiativer og bidrag til opfyldelsen af Verdensmålene internationalt såvel som lokalt (med særlig vægt på mål nr. 14), identifikation af relevante problemstillinger i den lokale debat – og workshop med forskellige spørgsmål til diskussion. (1. dag)
  • Med baggrund i den lokalt opstillede dagsorden åbnes kystens parlament. (2.dag). Kystens Parlament faciliteres af Levende Hav og i særdeleshed foreningens praktikant(er)fra AAU. Der skabes forskellige rum for samtale, ideudvikling og beslutningstagning.

Parlamentets konklusioner udmøntes i udtalelser, som offentliggøres og samles i en fællesrapport udarbejdet af Levende Hav.

Denne/disse konklusion(er) kan være værktøj og danne grundlag for en videre proces lokalt. Ved projektets afslutning overrækkes rapporten til Folketingets partiers miljø-, fiskeri- og udkantsordførere.

Der lægges vægt på grundig pressedækning.

Projektets forventede bidrag til forandringer

Projektet vil give lokale foreninger og grupperinger samt enkeltpersoner stemme i deres omsorg for det lokale hav- og kystmiljø. Projektet forventes at styrke de positive forventninger til nytten af at give udtryk for ønsker og meninger i forbindelse med forvaltningen af naturen i havet, samt brug og misbrug af havets resurser. Det forventes, at projektet vil resultere i såvel lokal- som landsdækkende debatter om havvendte problemstillinger, samt kollektive henvendelser til beslutningstagere på flere niveauer. Endelig antages det, at projektet vil øge bevidstheden om den ideelle og nødvendige sammenhæng mellem Danmarks internationalt indgåede aftaler og lokaludmøntning, når det gælder menneskets aktiviteter til havs.

Værtshavne for Kystens Parlament:

Jylland: Lemvig, Nibe
Fyn: Fåborg, Nyborg, Middelfart
Sjælland: Korsør, Stevns, København
Bornholm

Plan for afvikling:

Afviklingen af de parlamentssamlingerne kommer til at finde sted efter nedenstående tidsplan:
Maj/juni 2021: 4 samlinger
August/september 2021: 5 samlinger

Ansøger og projektholder

Landsforeningen Levende Hav står bag ansøgningen og er ”projektholder”. Foreningen stiftedes i 1996 på baggrund af et ”havmiljøinitiativ” omkring fiskekutteren ”AS 165 Anton af Bønnerup”. Det var sidste halvdel af 80-erne. Bl.a. ”Den Grønne Fond” satte os i stand til at tage kutteren ud af fiskeri et par måneder om året, hvor vi sejlede rundt med udstillinger om havmiljøet, og vi medbragte et malerisk fiskekøkken, hvorfra vi serverede fisk fanget ved naturskånsomt fiskeri. Vi lavede også miljøundervisning til havs med kutteren. Foreningsdannelsen gav arbejdet et løft, og siden starten har medlemstallet ligget stabilt og svinget omkring 300 medlemmer. Levende Hav har en særlig ekspertise, når det gælder fiskerimetoder og deres påvirkning af havets natur. Efter et omfattende forarbejde offentliggjorde vi omkring årtusindeskiftet ”Regler for økologisk fiskeri”, baseret på fiskeres udsagn om fiskeriudøvelsen. Dette bragte os i et konfliktfyldt forhold til Danmarks Fiskeriforening, men til gengæld kan vi glæde os over, at netop vore regler ligger meget tæt på kriterierne for medlemskab af ”Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri”. Levende Hav har drevet kystfiskerprojekter i den fattige del af verden, således i Kasakhstan, Eritrea, Tanzania og Tamil Nadu distriktet i det østlige Indien. Levende Hav deltager endvidere i rådgivende organer for EU-kommissionen. I Levende Hav ser vi vores rolle som folkeoplysende og debatskabende. I Levende Hav arbejder alle frivilligt og ulønnet. Særlig i u-landsprojekterne har det dog af og til været nødvendigt ”at købefolk fri” fra deres daglige job.

Medansøger og samarbejdspartnere

Dansk Amatørfiskerforening

Hovedbestyrelsen i Dansk Amatørfiskerforening har besluttet at deltage i projektet som medansøger og samarbejdspartner blandt andet ved aktivering af de lokalforeninger, som kan medvirke til afholdelse af Kystens Parlament ved besøg af Levende Havs kutter M/S Anton. Se Dansk Amatørfiskerforenings hjemmeside: www.fritidsfiskeri.dk/

Aalborg Universitet

Projektet udføres i samarbejde med kandidatlinjen i Bæredygtighedsfilosofi på Aalborg Universitet(AAU), Anvendt filosofi (v. lektor Jes Lynning Harfeld). Levende Hav stiller i projektperioden én eller to praktikpladser til rådighed for studerende på Bæredygtighedsfilosofilinjen, og disse vil varetage vigtige opgaver i forbindelse med parlamentets arbejde.

Se studieordning for uddannelsen her: http://www.fak.hum.aau.dk/digitalAssets/282/282739_ka_anvendtfilosofi_2017_hum_aau.dk.pdf

Danmarks Naturfredningsforening

Fra hovedkontoret er det tilkendegivet, at de vil anbefale, at lokalforeningerne deltager i de lokale Kystens Parlament arrangementer.

Lokale samarbejdspartnere

På enhver destination, som projektet kommer til at omfatte, vil der blive samlet en gruppe, som tager medansvar for det lokale projekt. Ud over lokalafdelinger af Dansk Amatørfiskerforening vil eksempelvis alt fra lokale ”ildsjæle”, lokale miljø- eller borgerinitiativer omkring kyst og hav, turistforening, roklub, lokalpolitikere til museer kunne indgå i den lokale arrangørgruppe. Den lokale gruppe får stillet et beløb til rådighed for projektet, som gruppen selv administrerer efter opstillede retningslinjer.

Projektets formodede værdi

Vi har konstateret, at forskellige grupperinger med interesse for havet ikke taler ret meget sammen. Utilfredsheder har vanskeligt ved at komme ud på en værdig måde og ofte savnes en perspektivering af tilkendegivelser, som fremkommer. Vi tror, at projektet vil bidrage til at give meninger om brug og misbrug af Danmarks havmiljø stemme, samt at en del af disse konklusioner vil ramme ikke blot en bredere offentlighed, men også politikere og beslutningstagere i øvrigt.

Projektets aktiviteter

Afviklingen af de 10 havnearrangementer vil være centreret omkring weekenderne. Der vil løbende være et forberedende arbejde med at træffe aftaler, koordinere forhåndskontakt med pressen, samt samle op på de enkelte arrangementer, formidle budskaber til offentligheden og relevante politikere. Kutteren med dens gennemgående 5 personers frivillige besætning vil almindeligvis være besat således: Onsdag: sejlads fra Bønnerup på Djursland til den havn, hvor arrangementet foregår. Torsdag: telt og udstilling stilles op og der mødes med de lokalemedvirkende. Fredag: de sidste forberedelser gøres, og udstillingen og aktiviteterne åbnes fredag eftermiddag. Lørdag: aktiviteterne (såvel udstillingen som lokales bidrag) er i gang aktivmødet omkring FN ́s verdensmål afvikles. Søndag: sættes ”Kystens Parlament” samtidig med, at aktiviteterne på havnekajen er i gang. Mandag: bringes udstilling og telt om bord, og der sejles retur til Bønnerup.

Formidling og udbredelse

En kort rapport vil blive udarbejdet efter hvert arrangement. Parlamentets konklusioner vil blive sent til lokalpressen. Udvalgte diskussioner vil blive til stilet relevante politikere. Efter det samlede projekts afslutning vil en samlet rapport blive udarbejdet. Det må desuden forventes, at diskussionerne på Kystens Parlament vil kunne indgå i aktuelle debatter. Det kunne eksempelvis være den aktuelle diskussion om havbrug, rimeligheden af muslingeskrab i Natura 2000 områder, råstofindvinding på Jyske Rev eller sælernes skadevirkninger for kystfiskeriet. Det forventes således, at aktiviteterne vil reflekteres i samfundets tilgang til og omsorg for naturen i havet, samt forventninger til et levende hav med en hensynsfuld og bæredygtig menneskelig aktivitet til havs.

Inspiration for fremtiden

Det må erkendes, at det vil være vanskeligt at måle langtidseffekten af dette projekt. Vi tror dog på, at projektet vil inspirere lokalsamfundene ved havet til også fremover at drøfte havmiljøproblemer på tværs af organisationerne. Vi har i Levende Hav ofte konstateret, at mange både erhvervs- og fritidsbrugere af havet tilsyneladende ytrer sig meget lidt om, hvorledes havet har det. Vi tror og håber med projektet, at vi vil levere en lille brik til at engagere og aktivere flere mennesker i en ansvarliggørelse for havets natur.

Barrierer og risici

Regn og kuling er de faktorer, som mest kan true projektets succes. Hvis vejret er dårligt, så er det vanskeligt at drive publikum på havnen. Vi antager dog, at de to dages møder i teltet (eller et lokale, hvis lokalgrupperne foretrækker det) trods dårligt vejr vil kunne gennemføres også på en vellykket måde.

Projektets almennyttige værdi.

Havet omkring Danmark er en væsentlig del af danskernes identitet. Havet nævnes igen og igen i ”den danske sangskat”. At beskytte ”vort moderlige hav” er mere og mere fremme i danskernes bevidsthed. Men denne interesse er det også vigtig at udbygge. Det er af almennyttig værdi at have en bæredygtig tilgang til at bevare havets naturværdier og –resurser intakte, så vel når det gælder rekreativ brug som erhvervsmæssig udnyttelse. At værne om vores fælles havvendte naturværdier må i høj grad siges at være et værdigt almennyttigt formål.

 

 

Kutter Anton sejlplan 2021

Sejlplanen for kutter Anton 2021. Du kan melde dig til som skipper eller besætningsmedlem på mail llh@levende-hav.dk telefon 53347107. Telefon kutter Anton: 52169660

  • Uge 18 (3-7. maj) Rønbjerg i Limfjorden. Hav-kursus. Ansvarlige: Mogens, Dorthe. Skipper: Villy. Besætning: Per, Susanne, Jørgen
  • Uge 18,19 (7-12) Spøgelsesgarn, droner. Glyngøre. Ansvarlig: Kurt. Skipper: Villy. Besætning: Per, Casper, Taitur, Fletcher
  • Uge 19, 20 (12-25) Tilbage til Reparationer. Bønnerup. Havn. Skipper: Villy. Besætning: Per
  • Uge 21 (25-31. maj) Kystens Parlament i Nyborg. Ansvarlige: Ib, Kurt. Skipper: Villy. Besætning: Per, Keld
  • Uge 22 (1-7. juni) Kystens Parlament i Faaborg. Ansvarlige: Ib, Kurt. Skipper: Villy. Besætning: Ole (Søndag den 6. juni afholder Levende Hav den ordinære generalforsamling i Faaborg, se Nyheder). Bemærk: Her skal kutter Anton sejles fra Faaborg til Bornholm med afgang tirsdag den 8. juni tidlig morgen en sejltur på ca. 30 timer (200 sømil). Skipper: Kurt. Besætning: Ole, Poul, Casper, Villy
  • Uge 23 (8-14. Juni) Kystens Parlament i Tejn på Bornholm. Ansvarlige: Kurt. Skipper: Kurt. Besætning: Ole,  Poul, Villy, Casper
  • Uge 24 (15-20. juni) Folkemøde i samarbejde med CISU. Ansvarlige: Kurt. Skipper: Kurt. Besætning: Ole, Poul, Villy Bemærk: Her skal kutter Anton sejles tilbage til Bønnerup. Afgang den 20. juni ca. et døgns sejlads (180 sømil). Skipper: Kurt. Besætning: Ole, Poul, Villy
  • Uge 25: København, Anholt, Bønnerup. Skipper: Henning. Besætning: Jens, Karsten, Dorthe, Mogens, Inger
  • Uge 26 og 27: Bønnerup Havn. Ansvarlig: Villy
  • Uge 27: Spøgelsesgarn Nordfyn: Skipper: Villy. Besætning: Per, Kurt, Henning, Annette mf.
  • Uge 28, 29 og 30: Bønnerup Havn. Skipper: Villy. Besætning: Per.
  • Uge 31 (2-6. august) Rønbjerg i Limfjorden. Kursus. Ansvarlige: Flemming Madsen. Skipper: Villy. Besætning: Per, Erik Bjørn, Søren
  • Uge 32 (7-16. august) Nordsøen med fokus på bomtrawl. Ansvarlige: Kurt. Skipper: Kurt. Besætning: Annette, Tage, Marie, Kurt
  • Uge 33 (17-23. august) Kystens Parlament i Nibe. Ansvarlige: Mette, Kurt. Skipper: Villy. Besætning: Erik, Ejvind, Per, Ole, Flemming
  • Uge 34 Bønnerup
  • Uge 35 (31.8-6.9) Kystens Parlament Middelfart (Klimafolkemødet). Ansvarlige: Mette, Ib, Kurt. Skipper: Villy. Besætning: Erik, Jakob, Jacob
  • Uge 36 (7-8) Kystens Parlament Korsør/Agersø. Ansvarlige: Mette, Kurt. Skipper: Henning. Besætning: Inger, Erik, Jacob, Annika. Bemærk: Det Maritime Folkemøde i Korsør, som KP skulle være en del af er aflyst, men kutter Anton kommer til Korsør et par dage, men det bliver nu med et noget andet program.
  • Uge 36 (8-13) Kystens Parlament Stevns. Ansvarlige: Mette, Kurt). Skipper: Henning. Besætning: Inger, Erik, Annika, Annette.
  • Uge 37 Kystens Parlament i København. Ansvarlige: Mette. Skipper: Villy. Besætning: Erik, Jacob, Kurt. Bemærk: Fredag den 16. september 9.00 – 17.00 afholdes det sidste og samlende parlament i Altingets gård.
  • Uge 38 Når vejret tillader det, skal kutter Anton sejles fra København til Lemvig (ca. 250 sømil). Skipper: ikke aftalt. Besætning: ikke aftalt
  • Uge 38 – 42 Spøgelsesgarn de indre farvande, Limfjorden og bomtrawl Nordsøen.
  • Uge 44 kutter Anton ankommer havnen i Bønnerup for vinteren. (der kan komme projekter)

Bemærk: Der kan og vil komme ændringer i planen og derfor vil den også blive løbende opdateret. Når der er funder skipper ansvarlige og besætning, bliver de også tilføjet.

Glædelig Jul og et godt Nytår 2020

Downloade en printervenlig PDF udgave Nytårsbrevet 2021

Glædelig Jul og et rigtig godt Nytår 2021

Nytårsbrevet 2020

Levende Havs bestyrelse ønsker foreningens medlemmer, familier, samarbejdspartnere, fonde og støtter en glædelig jul og et godt Nytår 2021.

2020 blev alt andet end et normalt år i Danmark ja i hele verden og 2020 nytårsbrevet bliver heller ikke helt som det plejer, målt på de nytårshilsener Levende Havs medlemmer har fået siden 1999.

På 2020 generalforsamlingen blev det nemlig besluttet at vi, i stedet for en kalender, skulle lave et årsskrift og det skrift modtager I sammen med indkaldelsen til Levende Havs ordinære generalforsamling til afholdelse i slutningen af marts 2021.

Årets kalender indeholdt altid en hilsen fra formanden og en kort beskrivelse af året der gik overskrifter. Og det bevares i nytårsbrevet.

Her vil vi kort samle op på året der gik i Levende Hav og de begivenheder vil blive mere udførligt beskrevet med fotos i Årsskriftet. Man kan også løbende holde sig opdateret og orienteret på LLH hjemmeside www.levendehav.dk og www.facebook.com/levendehav

Selvom LLH’s aktiviteter og opgaver også er blevet styret af COVID-19, og alle de stop, aflysninger og forstyrrelser der fulgt i corona kølvandet, har Levende Hav formået at være aktiv på flere fronter. Det mest tankevækkende og bevægende i 2020 har været knyttet til det helt nye i LLH at alle vores aktiviteter, særlig med kutter Anton, blev gennemført uden skipper Knud.

Alligevel har Knud har været med over alt og han hænger ved siden af den skipperstol som Villy, Antons nye skipper, fik opsat i styrehuset på kutter Anton. Og Villy husker os nu på at det aldrig lykkedes ham at få overtalt Knud til at få den skipperstol for ”det bliver over mit lig” før der kommer en sådan stol i styrehuset på kutter Anton, skulle Knud have sagt mange gange.

Vi savner Knud, men savnet er alt andet lige nemmere at bære, når vi er aktive og på rette kurs med Levende Hav og kutter Anton og det mener bestyrelsen også vi har været i 2020.

Her følger det korte resumé af året der gik.

Kutter Anton aktiviteter: Efter kølhalingen i foråret og de mange COVID-19 aflysninger blev det besluttet at vi skulle koncentrere vores indsats i Lemvig og på Limfjorden.

Vi stillede op i juni hvor vi også gennemførte den udsatte ordinære generalforsamling og vi var aktive på havnen i Lemvig og på Limfjorden til og med medio august.

Det blev en god sommer med mange besøgende i vores udstillinger på havnen og vi fik indsamlet mange efterladte fiskegrejer fra Nissum Bredning.

Vi fik også gennemført fire længere sejladser en til Samsø hvor vi holdt skipperskole, en på Mariager Fjord og to på Limfjorden.

Nu ligger kutter Anton i Lemvig og venter på at skipper Villy bliver klar til at tage sig af Anton efter sin operation og ny hofte. I starten af det nye år er det planen at Anton bliver sejlet tilbage til Bønnerup for at bliver klar til sommerens sejladser som efter planen skal i slutningen af april hvor turen går til Nibe for første Kystens Parlament destination i 2021.

I 2020 blev kutter Anton også et andelsselskab. 83 af Levende Havs godt 300 medlemmer har købt 200 andele a 1000 kroner og de 200.000 kroner er blevet brugt til at få indfriet den sidste gæld i Anton og dermed har vi fået et bedre driftsregnskab på kutter Anton på ca. 40.000 kr./år.

I 2020 fik Anton med støtte fra Aage V. Jensen Fonden nye planker, skanseklædning og støtter til bagbord, nyt toilet og nye sejl og halemaskine.

Her ved udgangen på 2020, og med udsigten til mange opgaver i 2021, kan vi konkludere at kutter Anton er fit for fight. Tak til alle der har støttet kutter Anton i 2020, fonde, frivillige og ikke mindst gruppen af Antons venner, som hver måned bidrager med en værdifuld støtte til driften.

Levende Hav: På generalforsamlingen i juni 2020 blev årsberetningen vedtaget. I den lovede den nyvalgte bestyrelse at vi ville arbejde hårdt og målrettet på at kommer over de 300 medlemmer og de 100 gaver af mindst 200 kr. der er nødvendige for at Levende Hav kan blive registreret i Told og Skat som en forening hvor man kan fratrække sin støtte til Levende Hav.

Her tæt ved udgangen af 2020 kan vi konstatere at målet om at nå fra de 230 til over 300 medlemmer er nået, vi har haft en betydelig fremgang målt på nye medlemmer, en stigning på 83 nye medlemmer dvs. en stigning på 36 % på 7 måneder. Det er den største stigning, målt på antallet af nye medlemmer, Levende Hav har haft siden starten i 1995. Velkommen ombord i Levende Hav og på kutter Anton til alle nye medlemmer. I 2021 skal vi måles på om det også lykkes os at få de mindst 100 gaver a mindst 200 kroner.

Spøgelsesgarn: Med støtte fra Aage V. Jensen Fonden og Frydendahl i Hvide Sande kom vi i gang med at finde og bjærge efterladte fiskeredskaber i Nissum Bredning. Det blev et større projekt hvor 30 af Levende Havs medlemmer deltog i det hårde arbejde. Projektet fik også en rigtig god pressedækning, som også førte til handling fra de politiske ansvarlige. Ministeriet og fiskeriets organisationer har aftalt at nu skal der ryddes op på Limfjorden og fiskerne skal stoppe en adfærd, hvor de efterlade deres udslidte garn i havet. Du kan læse mere om projektet HER

Udstillinger og Knurhanen og Hønen: Hele sommeren stod Levende Havs udstillinger på haven i Lemvig ved siden af kutter Anton. Og her sled og slæbte Levende Havs aktive med at formidle, tegne og fortælle alt imens der blev gennemført videnskabelige projekter med fokus på Limfjorden, krabber og meget andet. Du kan læse mere HER i denne dagbog.

Bomtrawl: Levende Havs medlemmer ved at vi har kæmpet mod bomtrawl fiskeriet siden 1995. De første breve til den Nyrup regeringen med Henrik Dam Kristensen som magtfuld fødevareminister handlede om at få stoppet det fiskeri. Ministeren der svarede at han ikke ville blande sig hvordan fiskerne fangede fisken, han ville kun styre hvor meget de fangede. Siden den tid i 90’erne har Henrik Dam Kristensen trukket i land og sagt at ”hvis han havde vidst hvad han ved i dag, ville han også have forbudt bomtrawl”. I 2020 har vi været på havet, i fiskeauktionen, ligget i Thyborøn og ellers sendt breve og anmodninger til regering, Folketing og EU. Og vi også anmeldt de belgiske bomtrawlere for ulovligt fiskeri og vi sidder nu også i et bomtrawludvalg. Du kan læse mere HER og lidt af historien HER (Foto: Levende Havs havfrue på toppen af en de store sten som bomtrawlerne har slæbt Thyborøn)

Projektet, som startede tilbage i 2019, blev også ramt af alt det bøvl der er fulgt i kølvandet på COVID-19. Vores container med udstyr til fiskerne og deres familier i Pangani henstår stadig på havnen i Dar Es Salaam og venter på at regeringen og de tanzaniske myndigheder leverer på de løfter de har givet os mht. fritagelse for told og andre afgifter. Vi er nu i gang med at søge fondsmidler til opgaven med at få den container ud af havnen, men de økonomiske krav fra havnen for havnepenge hverken kan eller vil vi betale. Kravet fra havnen er nu oppe på 35.000 US$. Det er helt uantageligt og derfor kan projektet i Pangani meget vel ende med at havnen sælger container og udstyr på auktion og projektet bliver lukket.

Kystens Parlament: Projektet er et sejlende formidlings-projekt om havet og kysten, som gennemføres i samarbejde med Amatørfiskerforeningen og projektet er finansieret af Velux Fonden. Det kom så småt i gang i 2020 i Lemvig og Thyborøn, mens de øvrige 9 destinationer rundt i landet, måtte udsættes til 2021. I 2021 starter projektet i Nibe i sidste weekend af april og så fortætter det ellers rundt til de andre 8 havne og det ender i København i slutningen af september med en konference i Landstingssalen. En konference som vi håber, kan blive åbnet af miljøministeren. Du kan læse mere om projektet og de enkelte havne HER.

Med Kystens Parlament, Naturmødet i Hirtshals, Folkemødet på Bornholm, spøgelsesgarn 2021, bomtrawlere, udviklingsprojekter, udstillinger og debatter bliver der nok at se til for bestyrelsen og de mange aktive i Levende Hav. Alle medlemmer er også inviteret til at deltage; komme med gode ideer; være besætning, måske også skipper, på kutter Anton, man skal bare mønstre, der er rigelig med praktiske opgaver, ligesom der bliver brug for dig ude på kysten i de danske havne hvor kutter Anton lægger til. Følg med på www.levendehav.dk og www.facebook.com/levendehav

Vi planlægger at kunne afholde 2021 ordinære generalforsamling til foråret. Der kommer en indkaldelse med forslag til og punkter til dagsorden og der modtager I også 2021 Årsskriftet.

Kontingentet for 2021 kan betales på følgende konti:

Mobilepay på nr. 77209. Merkur Bank på 8401 1010315 og Giro på +01+1104527. Kontingentet i 2021 er den samme som i 2020: Enkeltpersoner: 200 kr./år, Familiemedlemsskab: 300 kr./år og foreninger og firmaer: 400 dk. /år.

På bestyrelsens vegne ønsker jeg alle et godt og lykkebringende Nytår 2021.

Kurt Svennevig Christensen

Formand

 

Ferring Strand julen 2020