Ekstra ordinær generalforsamling

01. november 2022

Reminder udsendt mandag den 14.11

Kære medlem
Jeg skriver for at minde om Levende Havs ekstraordinære generalforsamling

27. november kl. 11.00

Vends Motorik- og Naturskole, Gl. Assensvej 46,
5580 Nørre Åby (ca. 5 km fra Middelfart)

Dagsorden:
1. Valg af ordstyrer og referent
2. Status og perspektiver for Levende Hav – oplæg og diskussion
a. Erik Bjørn Olsen
b. Kurt Svennevig
c. Ib Ivar Dahl
d. Andre
3. Frokost
4. Forsøg på konklusion af diskussionen under punkt 2.
5. Udmøntning af konklusionen under punkt 4. Eventuelt i form af en gruppe omkring
et arbejdsprogram til fremlæggelse på næste (ordinære) generalforsamling i foråret 2023.
6. Eventuelt

Tilmelding
Af praktiske hensyn (proviant) skal vi have en tilmelding til den ekstraordinære generalforsamling.
Her kan man også skrive, hvis der er transportproblemer, som vi kan løse i fællesskab.
Tilmelding sendes til ebogmt@gmail.com
Husk betaling af kontingent: 300 kr. (familie), 200 kr. (enkelt), 400 kr. (firma).
Merkur Bank 8401 1010315. Mobile Pay 77209.

Kære Levende Hav medlemmer
Hermed indkaldes til ekstraordinær generalforsamling til afholdes den 27. november kl. 11-16.
Sted: Vends Motorik- og Naturskole, Gl. Assensvej 46, 5580 Nørre Åby (ca. 5 km fra Middelfart) 
Hvorfor holde en ekstraordinær generalforsamling?
Når vi ser på Levende Havs aktiviteter siden stiftelsen i 1995, så spænder de vidt – helt i overensstemmelse med foreningens formålsparagraffer. Vi har ytret os i medierne, lavet kampagner og udstillinger, lavet folkeoplysning i bred forstand om livet i havet – i mange tilfælde med fokus på fiskeripolitik og forvaltningen af havets ressourcer. Samtidig har vi været aktive i projekter i den tredje verden under devisen: fisker til fisker. Siden år 2000 har vi brugt kutter
Anton som platform for disse mange tiltag – også i Sverige, Norge og Tyskland.
Vi kan slet ikke sige, at vi har sejret ad helvede til – måske netop det. Der er små lyspunkter under vejs som f.eks. de forventede trawlforbud i bælterne, mærkningsordning for skånsomt fiskeri, stop for klapningen i forbindelse Lynetteholmprojektet, Aahus Havn etc. men de fatale konsekvenser af de omsættelige kvoter, en fejlslagen fiskeriforvaltning med torskebestandens de facto nedfiskning, manglende reduktion i udledningen af kvælstof og fosfor er blot enkelte eksempler på, at der er meget langt, før vi når til en god økologisk standard.
Levende Hav er en landsforening med medlemmer spredt over det ganske land. En stabil skare på 3-400 personer har i årenes bakket op om foreningens arbejde og ydet økonomisk støtte til drift af foreningens kutter Anton. Men det er aldrig lykkedes at få gang i et decentralt arbejde med havmiljøet, selv om vores vedtægter faktisk omtaler havpolitisk forum som stedet for en lokal aktivitet. Foreningen er blevet styret og drevet af nogle få ildsjæle i bestyrelsen. Her vil jeg blot nævne Knud Andersen, som døde for fire år siden, og Kurt Svennevig Christensen, der senest har været formand, men nu vil have fokus på andre gøremål i forbindelse med havmiljøet.

I den øvrige bestyrelse er der ingen, der kan føre foreningen videre i det spor, som vi har fulgt siden foreningens start. Der skal – måske ikke lægges nye spor – men i hvert fald prioriteres på ny.

Derfor har vi indkaldt til et møde, hvor vi med baggrund i oplæg og grundig diskussion kan lave udspil, der giver mening med at fortsætte eksistensen af Landsforeningen Levende Hav.

Bestyrelsen har besluttet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling for at have et forpligtende forum, der kunne tegne konturerne af foreningens fremtidige fokusområder og arbejdsform. Vi forestiller os, at det kommer til at foregå sådan:

Vi mødes d. 27. november 2022 kl. 11 – 16 på Vends Motorik- og Naturskole, Gl. Assensvej 46,
5580 Nørre Åby (ca. 5 km fra Middelfart)
Endelig forslag til dagsorden sendes i uge 46.
Dagens forløb:
1. Analyse af scenen for Levende Hav (LLH). Hvor er havmiljøet nødlidende, og hvilken rolle
kan vi spille – nationalt og internationalt.
2. Hvilke former kan/skal vores indsats antage?
3. Nedsættelse af arbejdsgrupper, der skal komme med udspil til LLHs fremtidige virke.
Bestyrelsen er indstillet på, at der indkaldes til endnu en ekstraordinær til foråret 2023, hvor vi i
fællesskab kan drøfte resultaterne af arbejdsgruppernes arbejde. Men under alle omstændigheder
skal det arbejde, der starter d. 27.11. munde ud i et beslutningsforslag til den ordinære
generalforsamling i marts/april 2023 om foreningens fremtidige kurs og besætning.
Vi tror, at det vil være befordrende for værdien og kvaliteten af vores møde i november, hvis folk
tog sig sammen til at sætte nogle ord på papir, som kunne rundsendes inden mødet. Alle bidrag
modtages med tak på mail: ebogmt@gmail.com.
Her er par stikord til afsæt:
– Gør LLH en forskel i forhold til de andre foreninger, der beskæftiger sig med havet? Hvad med
samarbejde?
– Hvad mangler for, at vi kan tale om god miljømæssig standard?
– Hvad med aquakultur som havbrug?
– Kan vi få indflydelse på Havplanen?
– Hvad med den internationale dimension i LLHs arbejde.
– Hvad kan/skal kutter Anton bruges til?
– Det folkeoplysende arbejde med havets naturhistorie.
– Monitorering af spildevandsudledninger – klapning – iltsvind
– Muslingsdyrkning og – skab.
Tilmelding
Af praktiske hensyn (proviant) skal have en tilmelding til den ekstraordinære generalforsamling d. 27. november. Her kan man også skrive, hvis der er transportproblemer, som vi kan løse i fællesskab.
Tilmelding sendes til ebogmt@gmail.com

BEMÆRK: kontingentet for 2022 skal være betalt før generalforsamlingen (kan efter aftale betales på dagen).  Kontingentet: For enkeltmedlemmer 200 kr./år For Familier 300 kr. For firmaer og organisationer 400 kr./år. Man kan betale på følgende måde: Mobilepay på nummer: 77209 eller Merkur Bank: reg. nr. 8401 konto nummer: 1010315

Best regards/Venlig hilsen
Erik Bjørn Olsen
Levende Hav/Living Sea 
Solsikkevej 10
DK-8500 Grenaa
Cell + 45 26816095
www.levendehav.dk

Kontakt

Levende Hav/Living Sea
Juelsgårdvej 27, Ferring Strand
7620 DK-Lemvig

Om os

Landsforeningen Levende Hav er opstået på initiativ fra mennesker, der på den ene eller anden måde har deres faglige kundskaber og daglige virke knyttet til havet.