Levende Hav

Pressemeddelelse. Ophugning, havdage, ET etc.

Pressemeddelelse

udsendt onsdag morgen den 18.12.2002

Fiskeripolitik. Ophugningen og indsatsregulering via havdage

Det danske formandskab siger at de vil have genoprettet fiskebestande i Nordsøen, og et af midlerne de vil bruge er ophugning af fiskekuttere. Vi har ophugget kuttere i mange år – i dansk fiskeri ca. 1.300. EU har brugt mia. af euro på ophugning, men det har ikke hjulpet på fiskebestandene og bæredygtigheden i fiskeriet. Og det hænger sammen med, at det er de små og mindre kuttere der har taget imod støtte til ophugning, samtidig med at EU har givet endnu flere penge til nybygninger og moderniseringer af flåden.

I reformforslaget vil kommissionen stoppe støtten til nybygninger og moderniseringer. Så vil de fjerne 8000 fartøjer (700 i dansk fiskeri) og dertil afsættes 272 mill. Euro. Det beløb tilsammen med de nationale midler vil give ca. 60.000 euro pr. fartøj og det får man ikke megen kutter for, så den kurs giver ingen opretning af fiskebestandene.

Ophugningsmidlerne er en social hjælpepakke til de fiskere der giver op og ikke andet. Det er sympatisk, men det har intet med de alvorlige bestandsproblemer at gøre. De få fisk, som de ophuggede fiskere efterlader til de store og gældsplagede fartøjer, forslår som en snebold i helvede; det kan man forvisse sig om ved at se lidt på fiskeristatistikken.

Ikke for at redde torskebestanden, men for at redde kvoterne, skal fiskerne nu begrænses i havdage. ”Det er vi ikke så glade for” siger fiskernes formand Bent Rulle. Sludder, det er han meget glad for. En begrænsning af fiskeriet på f.eks. torsk er til fordel for det effektive danske torskefiskeri. De kan fiske på livet løs i de dage de får og så skifte over til hummer, rødspætte eller andet fiskeri. Den danske ”modstand” mod havdage er ikke andet end forhandlingstaktik.

Der er kun en mulig kurs til løsning af fiskeriets problemer, fjern de fartøjer og fiskemetoder som er årsagen til at fiskebestandene forsvinder.

Det bliver

dyrt, men hvis det er sandt, at det står så katastrofalt til med vore fiskebestande, så vil det være en god investering.

For flere oplysninger

Landsforeningen Levende Hav

Juelsgårdvej 27, Ferring Strand

7620 Lemvig

telefon 97 89 54 55

www.levendehav.dk

Formand Gunnar Jacobsen E 230 ”Merkur” 30 25 52 12

Posted in: EU Politik, EU Politik 2002

Leave a Comment (0) ↓

Leave a Comment