Levende Hav

Generalforsamlingen 2014

Formandens beretning på generalforsamlingen 2014

 

Velkommen til alle, som har fundet vej til Kyst- og Fjordcentret her ved Randers Fjord. Vi oplever jo altid et dilemma, når vi skal vælge, hvor generealforsamlingen skal afholdes. Vi er jo en landsforening med medlemmer over hele landet. Vi kan vælge at arrangere den på skift rundt i landsdelene eller vi kan vælge at afholde den centralt midt i landet, så alle har nogenlunde lige langt. Djursland er faktisk temmelig centralt i landet, men der er besværligt at komme til. Jeg kender organisationer, der hvert år afholder generalforsamlingen i Odense, midt i det hele. Vi har hidtil fordelt det lidt ud over landet samtidig med, at vi har skelet til, at stedet skal være relevant enten m.h.t. det maritime eller det miljømæssige – og så skal der være en oplevelse i det for de deltagerne. Vi håber, at også det sted, vi har valgt i år, bliver en oplevelse for jer. Mere en 10 % af foreningens medlemmer har taget den lange vej her til. Det synes jeg ikke er dårligt. Jeg kender adskillige foreninger, der langtfra kan mønstre 10 % af medlemmerne på deres generalforsamling.

 

Jeg skal også byde velkommen til Ole Færgemand fra vores makkerforening, ”Fire Bønder – Levende land”. Der er mange paralleller i vores stræben og vores syn på udviklingen i primærerhvervene, landbrug og fiskeri.

 

And also a special welcome to Zannat Makhambetova and her son Daniel. It is a great pleasure for us, that you, Zhannat, are here, and there will be time for you to tell about the situation now at the Aral Sea later on at the meeting. Zhannat was a central force in our project “From Kattegat to the Aral Sea”. She is our close friend and colleague from between 1995 and 2007, when fishing on Aral was extremely important also for members of Living Sea.

viagra online

 

Jeg synes egentlig, at vi godt kan være vores aktivitetsniveau i vores forening bekendt, når vi tænker på det forløbne år. Starten af året var præget af færdiggørelsen af fornyelsen af Den Fælles Fiskeripolitik i Europa for de næste 10 år. CEP`en – The Common Fishery Policy. Her var resultaterne relativt tilfredsstillende, ikke mindst, fordi kystfiskerne og de grønne organisationer stod sammen særlig i regi af paraplyorganisationen, Ocean 2012. EU-parlamentet tog miljøets og kystfiskernes parti, hvilket viste, at EU-parlamentet nu kan bruges til noget. Alt er naturligvis ikke godt, men der var dog positive takter. De øvrige EU-lande lod sig ikke rykke af den uansvarlige danske, løgnagtige, statsfinansierede propaganda for omsættelige kvoter, som denne regering desværre kritikløst overtog i starten under det danske EU-formandskab efter den tidligere regering. Ministeren lod sig i den grad styre af selvrådige embedsmænd til trods for, at Levende Hav i et brev havde advaret hende mod hendes embedsmænd. Jeg skal bemærke, at hun aldrig kommenterede på vores henvendelse.

 

I starten af 2014 nedsatte netop denne, vores forhenværende fødevareminister, Mette Gjerskov, en ”Arbejdsgruppe om Kystfiskeri”, hvori også Levende Hav deltog. Der blev afholdt 6 møder i København og gruppen var meget bredt sammensat med Danmarks Fiskeriforening rigeligt repræsenteret i forskellige forklædninger. F.eks. var De Pelagiske Fiskeres Producent Organisation repræsenteret. Det er de kæmpemæssige notbåde. Hvad angår kystfiskeriet dem, må man spørge – bortset fra, at de har opslugt alle landets silde- og makrelkvoter?

Nogle forskellige rapporter var på forhånd fremstillet som grundlag for arbejdet og de understøttede for så vidt vore synspunkter. Danmarks Fiskeriforening kunne ikke komme med noget konstruktivt, men førte et meget aggressivt, defensivt forsvar for en bevarelse af tingenes tilstand – og herunder det miljøskadelige bundslæbende fiskeri og de omsættelige kvoter. Den ministerielle ledelse af den 30 – 40 personers store arbejdsgruppe havde lagt den strategi, at alle skulle blive enige om såkaldte ”pejlemærker”, mens uenighederne i rapportens afsluttende afsnit så kunne komme frem under diskussionen at de tiltag, der skulle til for at opfylde ”pejlemærkerne”.

 

Danmarks Fiskeriforening mente på det bestemteste ikke, at der på nogen måde burde kunne gøres forskel på betingelserne for fiskeri i forhold til de redskabstyper, som fiskerne anvendte. Det var for dem en afskyelig og kætterisk tanke, at naturskånsomt og klimavenligt fiskeri skulle favoriseres frem for trawlfiskeriet, som, alle rapporter siger, har en mere eller mindre negativ effekt på biodiversiteten, og som desuden er årsag til det store subsidierede dieselforbrug med en absolut negativ indvirkning på klimaet.

 

Mange kystfiskere var skuffede over udfaldet af arbejdsgruppens arbejde og da særlig over de gode intentioner, der sejt og stædigt gennem Danmarks Fiskeriforenings pres og lobbyarbejde blev pillet ned efter arbejdets afslutning, hvad angår kystfiskerordningen. Jeg skal dog påpege, at selv om det i mængde var ret ubetydeligt, så er det udtryk for et paradigmeskift, at man gav det naturskånsomme og klimavenlige kystfiskeri større tildelinger af fiskerettigheder, som man tog fra det øvrige fiskeri. Det er noget, der kan bygges videre på med tiden. Og netop det rasede Danmarks Fiskeriforening over. En anden positiv sag, som står tilbage, er, at direktoratet for NaturErhverv anbefalede, at der blev etableret en – ganske vist privat – mærkningsordning for ”lokalt baseret, naturskånsomt og klimavenligt fiskeri”.

Pengene, som skulle løfte dette, blev desværre borte, da regeringen mod forventning lavede finanslov med de borgerlige partier i stedet for med Enhedslisten.

 

Levende Hav interesser sig jo meget for en sådan mærkningsordning, og det har i hele Levende Havs levetid stået højt på ønskeseddelen. Vi kom jo langt sidst i 90-erne og op til 2001, indtil Fogh-regeringen kom til. Den skule jo for en hver pris ikke have økologien ind i fiskeriet og støttede fuldt og helt Danmarks Fiskeriforening, der jo havde ekskluderet de 31 fiskere, der var medlemmer af den på Levende Havs initiativ startede brancheorganisation, Fiskernes Økologiske Netværk. Men nu er tiden åbenbart moden til at tænke i de baner, som Levende Hav gjorde for snart 20 år siden. Men det bliver et privat mærke og nogen skal tage initiativet for at løfte sagen. Levende Hav kører jo nu en kampagne for at opfordre til, at vi får en sådan mærkningsordning – en kampagne, som er støttet af Miljøstyrelsens pulje for ”grønne ildsjæle”. Vi i Levende Hav føler os som sådanne ”grønne ildsjæle” og vi har faktisk fået 300.000 kr. til formålet. Vi har lavet en folder og en udstilling, som allerede har været vist i Ålborg i efteråret i forbindelse med Fiskerimessen i Ålborghallerne og siden i 14 dage i december i Nyhavn i København i forbindelse med, at Thorup Strand fiskerne åbnede deres fiskesalg i Nyhavn. Vi ska hen over sommeren til 8 destinationer i Danmark med udstillingen og kampagnen, herunder Folkemødet på Bornholm. Og mens vi med Anton holder sommerferie, vil udstillingen være opstillet her på Kyst- og Fjordcentret, netop i den periode, hvor der er rigtig mage besøgende.

 

Mens vi med kutter Anton lå i Nyhavn med vores flotte udstilling stående ved Mindeankeret på Kongens Nytorv, fik vi arrangeret et møde om kystfiskeriets fremtidige betingelser og herunder også en mærkningsordning. Mødet blev afholdt om bord på Thorupstrandsfiskernes nyerhvervede fartøj – en tidligere større fiskekutter, som var blevet indrettet som en flydende fiskeforretning. Her om bord på ”Jammerbugt”, som skibet hedder, er der stor messe, som kunne anvendes som et om end lille mødelokale. Man må sige, at det blev et vellykket møde i den tætpakkede kabys. Fødevareordførerne fra SF, De Radikale og Enhedslisten, samt Dansk Folkeparti var til stede. Her var to topembedsmænd fra NaturErhvevstyrelsen, Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet, Hanne Lyng fra Greenpeace, fisker Søren Jacobsen fra Hornbæk, som har været talsmand for det naturskånsomme kystfiskeri på tværs af Danmarks Fiskeriforening, et par fiskere fra Thorup Strand og også professor Thomas Højrup, som vi havde kørt parløb med i Arbejdsgruppen om Kystfiskeri. Desuden var en journalist fra Danmarks Radios P1, som sørgede for, at mødet fik en grundig omtale i Radioenes Orientering.

Mødet forløb særdeles positivt set ud fra vores betragtning og viste, at der var en stor interesse og forståelse for de naturskånsomme kystfiskeres synspunkter. Det fører for vidt at referere hele mødet indhold, men der er grund til at hæfte sig ved to ting. For det første: På spørgsmålet til politikerne og embedsmændene, om man synes, at det ville være en god idé, at de naturskånsomme kystfiskere dannede deres egen organisation, samt om hvorvidt de ville få adgang til selvstændigt at deltage i officielle fiskeripolitiske og fiskerifaglige organer, var svaret ”ja”. En sådan organisation ville blive blive taget alvorligt og man var bevidste om, at kystfiskerne ikke var godt repræsenterede via Danmarks Fiskeriforening. Det næste spørgsmål gik på en mærkningsordning for fisk fanget ved ”lokalt baseret, naturskånsomt og klimavenligt” fiskeri. Også her var der hele vejen rundt en positiv stemning. Man fandt virkelig, at der var et behov for en sådan mærkningsordning.

 

Nu venter vi på, at kystfiskerne skal tage sig sammen til at lave deres egen organisation. Vi har fra Levende Havs side signaleret, at det vil få vores fulde opbakning – endog også rent praktisk i en opstartsfase. Desværre ser det for øjeblikket ikke ud til at ville ske. Det er enormt ærgerligt. Det er som om kystfiskerne har tabt modet og håbet og bare venter på, at alle fiskerettigheder til slut bliver købt op af grådige store rederier, som for tiden går meget aggressivt til værks. Det er ren kapitalisme, når den er værst. Den forrige regering fik, inspireret af deres nævenyttige embedsmænd i alliance med det store og indflydelsesrige medlemmer i Danmarks Fiskeriforening indført det nuværende neoliberalistiske kvoteordning. Den regering, vi har nu, har hverken vist mod eller vilje til at gøre op med systemet igen. Det såkaldt ”rettighedsbaserede fiskeri” – altså det med, at man nu kan købe sig til de fiskerettigheder, som før hørte til ”allemandsretten” – går nu som et pest over Danmark, over Europa, over Verden til ubodelig skade – i Danmark for jævne almindelige mennesker, der i årtusinder har bjærget føden på havet, og i Verden til ubodelig skade for den traditionelle kystbefolknings leveveje, med arbejdsløshed, sult og fattigdom til følge.

 

I Levende Hav holder vi ikke vores kæft! Alt hænger sammen: miljøpolitik, udviklingspolitik, fiskeripolitik, politik omkring den større og større kløft mellem rig og fattig i verden og endelig den ekstremt vigtige, men alt for forbigåede, klimapolitik. Vi vil ikke i Levende Hav, som mange foreninger gør det, indrette os med tunnelsyn og kun fokusere på eet delemne og så lade som om, at alle andre problematikker ikke eksisterer. Det kan vi ikke i Leende Hav og derfor synes nogle, at vi i Levende Hav er ”rabiate”. Det er vi ikke. Vi anlægger blot et holistisk syn på verdens begivenheder med udgangspunkt i, hvad der foregår til havs og blandt de mennesker, der er afhængige af havet. I Levende Hav ejer vi en vision om en verden, hvor mennesker lever ”et jævnt og muntert liv på jord” uden en stræben efter evig vækst, men derimod med en drøm om et menneskeliv i respekt for naturgrundlaget, som også efterfølgende generationer skal leve af.

 

Men lad mig vende tilbage til det med en mærkningsordning. I januar henvendte jeg mig til Naturerhvervstyrelsen, for at høre om man ikke ventede på et eller andet initiativ. Jeg antydede naturligvis, at Levende Hav var klar til at deltage i et eller andet initiativ. Jeg fik det svar, at sekretariatslederen for organisationen, Danmarks Fiskehandlere, David Mouritsen, netop havde henvendt sig med idéer om at tage et sådant initiativ og man foreslog os at rette henvendelse til ham. David var med i den føromtalte arbejdsgruppe, og vi var faktisk hele vejen igennem stort set enige. Han var bestemt vores medspiller. Derfor fik vi et møde i stand med ham her først i februar, hvor både Erik Bjørn Olsen og jeg deltog fra Levende Hav. Vi havde lidt blandede følelser efter mødet. Vi var jo helt på dupperne og ville gerne være med til at realisere en sådan mærkningsordning, men David fik sagt, at vi i Levende Hav jo gik for at være noget ”rabiate” – en holdning som han også havde sporet i direktoratet for NaturErhverv. Jeg var lige ve at blive lidt ”knotten”, men heldigvis kunne Erik, der jo ellers ikke går for at være den store diplomat, glatte ud. Ved nærmere eftertanke må jeg da også indrømme, at David skal have sine medlemmer, fiskehandlerne, i sin organisation med sig, og det kan måske blive vanskeligt, hvis vi har en for fremtrædende plads. Jeg tror, at det trods alt var positivt, at vi tog mødet, for det holder dem måske til ilden. Det er vigtigt, at forbrugerne får en mærkningsordning, så de bliver i stand til at vælge fisk fanget ved et fiskeri der er ”lokalt baseret, naturskånsomt og klimavenligt”. Måske er det ikke så væsentligt at promovere os selv som forening. Det vigtigste vil være, at vi har ageret fødselshjælpere for en vigtig sag.

 

På fredag den 28. marts – altså i kommende uge – vil der blive afholdt en sejlende demonstration til Københavns centrum, i Havnegade, netop ved Christiansborg, Miljøministeriet og Miljøstyrelsen, i protest mod den ekstremt omfattende råstofindvinding, der er givet tilladelse til i Øresund. Levende Hav vil være med med vores kutter. Det er ikke blot i Øresund, at der bliver givet helt uansvarlige tilladelser til råstofindvinding til ubodelig skade for havets natur og fiskeriet. Det samme klages der over mange steder, bl.a. på Jyske Rev og i Jammerbugt. Råstofindvindingen til søs er et emne, vi bør fokusere langt mere på, end vi hidtil har gjort. Vi mangler faktisk et medlem, som vil påtage sig at følge området tæt. Men nu markerer vi os i hvert fald ved at deltage i demonstrationen.

 

Også emnet havdambrug skylder vi mere eneregi og opmærksomhed. Fødevareministeriet har været ude med planer om at skabe basis for at udvide havdambrugskapaciteten i danske farvende med den konsekvens, at omsætningen skal stige med hele 6 milliarder. De er problematisk. Levende Hav har derfor indvilget i at gæste Endelave i september. Endelavebeboerne og sommerhusejerne der er forargede over, at man vil udlægge mange netbure ved øen endda op til et Natura 2000 – område. Bent Hindrup, som er med her i dag, vil garanteret gerne svare på spørgsmål i den forbindelse.

 

I Levende Hav har vi tradition for også at have aktiviteter uden for landets grænser. Vores bestyrelsesmedlem og modige kasserer er også den, der varetager vores deltagelse i Seas at Risk og Long Distance fleet Regional Advisory Council. I begge organisationer har han for Levende Hav bestyrelsesposter. Erik er snart blevet en Bruxelles pendler som en anden EU-parliamentariker. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi også sætter vores spor i dette arbejde. Erik vil gerne svar på spørgsmål under den debat, som formodentlig følger efter denne beretning.

 

Levende Hav har endvidere tradition for at drive ”fisker til fisker – projekter” i den fattigere del af verden. Mest berømt vil projektet ”Fra Kattegat til Aralsøen” være. Det stod på fra 1995 til 2007. Zannat, som er til sted her, vil berette mere om den aktuelle situation her. I 2005 gik vi efter opfordring fra Den Eritreanske Støtteforening” ind i et projekt i Eritrea ved Rødehavet. Efter en træg opstart var dette projekt kommet ind i en god gænge og vi var i projektets 2. fase. Som I vil huske, blev alle NGO`er smidt ud af landet og altså også Levende Hav . Det var skrækkeligt frustrerende både for os, som var aktive i projektet, for fiskerne dernede, som selvfølgelig havde store forventninger til os, og også for de engagerede lokale embedsmænd, som vi havde med at gøre.

Men vi kan altså ikke gøre noget. Og vi havde endda mange ubrugte midler til arbejdet. CISU har for længst forlangt, at vi officielt afslutter projektet, men det er ikke så enkelt. Der er forskellige mellemværender, som skal udredes og afklares, og det er ikke nemt, når de autoritære styre ikke tillader at samarbejde.

 

For snart lang tid siden fik vi en opfordring fra en NGO i det sydlige Tanzania i Mtwaraprovinsen tæt ved grænsen til Mozambique om samarbejde. KIMWAM hedder organisationen. Forrige år var Kurt på en undersøgelsesrejse derned og der blev lavet en fælles rapport, som konkliderede, at vi skulle søge at gennemføre et 10-årigt samarbejde. Desværre fik vi hele to gange afvist vore møjsommeligt fremstillede ansøgninger om et første 18-månedeers projekt, og vi havde næsten opgivet håbet, men aftalte dog, at vis skulle forsøge os med en tredje og sidste ansøgning. Da jeg kom tilbage fra Indien her først i februar og gennemgik de mange mails, så så jeg, at vi havde fået positivt svar. Det er vi og også folkene i Tanzania lykkelige for. Projektet går i gang 1. august. Vi har fået bevilget et 18 måneders projekt.

 

Vi arbejder faktisk også på at få et andet projekt igennem vi a penge fra CISU. Det drejer sig også om et initiativ, vi er opfordret til at gå ind i. I husker, at vi i 2012 udgav rapporten: ”Fishing for the Mellennium Goals – Small Scale fishing showing the way forward”. Det var vort medlem, Eva Munk-Madsen, som stod for arbejdet, bort set fra et enkelt afsnit. Eva er med her i dag. Det meste af arbejdet blev gjort på det kontor, ICSF har i Chennai (tidligere Madras). ICSF står for International Collective in Support of Fishworkers. Det var folk, vi kendte i forvejen, særlig lederen Chandrika, som vi har mødt i København. I forbindelse med rapporten skulle der foretages et feltarbejde til et lille fiskersamfund i Indien og her var det ICSF, der formidlede kontakten til SNEH i byen Nagapattinam en nats togrejse syd for Chennai. SNEHA står for: ”Social Need Education and Human Aawareness”. Organisationen arbejder i 51 fiskersamfund langs den hårdt tsunamiramte østkyst af Indien i Tamil Nadu distriktet. Vi forelagde idéen til samarbejdet for CISU, der bevilgede Eva og mig en udersøgelsesrejse derned, hvorunder et eventuelt kommende fælles projekt skulle udkrystallisere sig. Det kommer til at dreje sig om et projet for kvinder i fiskersamfundene. Situationen er den, at kvinderne tidligere havde stor magt og status, idet de overtog fisken, når den blev landet, hvorefter de sørgede for at den blev forarbejdet og solgt. Kvindernes sad på pengene og det var godt for familien. Men nu er situationen den, at ud over, at fiskeriet er gået tilbage, så bliver meget af fisken solgt til eksport. Nok ikke så meget eksport ud af Indien, men til de mange store byer i det store og folkerige land. Pengene går herved udenom kvinderne. Projektet, som vi planlægger at assistere SNEHA med, går ud på at skabe små alternative indtjeningsmuligheder for kvinderne, så de kan komme til at tjene egne penge igen. Men den meget vigtige sidegevinst er, at disse kvinder så arbejder sammen i arbejdskooperativer og skaber et stort netværk, som på mange fronter forbedrer deres situation og respekten omkring dem. Vi synes, at det er et projekt, de giver god mening, for det er en konstruktiv støtte til de små kystfiskersamfund, som hovedsageligt arbejder direkte fra kysten.

Eva og jeg er nu ved at formulere en større ansøgning til et 3-.årigt projekt. De er deadline til 1. april.

 

Jeg nævnte Chandrika, lederen af ICSF. Det havde jeg allerede gjort i mit første udkast til denne beretning, som jeg skrev for to – tre uger siden. Hun brugte megen tid på os, mens vi var i Indien. Både Eva og jeg sætter stor pris på Chandrika Sharma, såvel på det politisk/faglige plan, men i høj grad også på det menneskelige. Hun forekom os som et yderset behageligt, værdigt og meget nærværende menneske. Men for nu snart mange dage siden fik vi en sørgelig mail. Chandrika var blandt passagererne i det forsvundne malaysiske fly. Eva og jeg blev både forundrede, forfærdede og chokerede over meddelelsen. Vi tænker på hendes familie, på kollegaerne i ICSF og på det positive livsværk, hun nåede at udføre.

 

Til slut nogle ord om vores gamle, af flere grunde bevaringsværdige kutter Anton. Vi har mange glæder i foreningen med det skib, men den gamle skude giver os også mange bekymringer. Anton var færdigbygget i 1948 og træværk har dette med at ældes, lige som vi andre. Kølhalingen blev sidste år uhyggelig dyr. Der var planker, der skulle skiftes til en pris af 3.000 pr. løbende meter. Der var startmotorer og pumper, der brød sammen og skulle udskiftes og det ene med det andet. Helt katastrofalt var det, da kutteren lige efter, at den var sat i vandet efter den årlige kølhaling, var ved at synke for os. Skibet var tæt, da det kom på land, men det var læk, da det kom i vandet igen. Det i kombination med, at den automatiske lænsepumpe brændte sammen, førte til, at vandet stod højt i salon og maskinrum, da vi kom ned om bord næste morgen for at rigge til til turen til Tyskland. Nu blev der stres på! Morgnen efter skulle vi afgå med kurs mod Hamborg, hvor vi havde en aftale til 60.000 kr. Kutteren blev pumpet tom, der bleve skiftet olie på motoren flere gange, og fartøjet kom på land igen, hvor lækken straks blev fundet. Det var værket, der var faldet ud af et stød. Men vi kom på trods af alt dette af sted kun to timer forsinkede og siden er alt gået godt. Det har også virkeligt været et travlt år med kutter Anton. Vi har virket i folkeoplysningens tjeneste i forbindelse med ”Flygtningebåden” – vort projekt, vi har kørt i samarbejde med kunstneren, Jens Gaschiøt. Det har været en fantastisk formidlingsaktivitet, som også for mange af Levende Havs medlemmer har været spændende at deltage i. Men sidste år var fjerde år, vi sejlede rundt som Flygtningebåd. Det var på tide at komme ud med et nyt budskab og der er aktuelle emner nok at tage fat på. Nu, f.eks. det naturskånsomme kystfiskeri, som efter den omtalte indførelse af det ultra ny-liberale kvotesystem, der gør fiskerettighederne omsættelige, er årsag til at dette fiskeri er under ubarmhjertig og hastig afvikling. Sidst på året fik vi fremstillet en udstilling om det brutale fiskeri kontra det ”lokalt baserede, naturskånsomme og klimavenlige fiskeri”. Det var Tyge Jensen, Keld Preutun og jeg, som på tre døgn fremstillede disse 8 stk. 2 ,5 meter lange plancher. Vi kunne gøre det på baggrund af, at vi som tidligere omtalt, havde fået positivt svar på en ansøgning til Miljøstyrelsens pulje for ”grønne ildsjæle”. Vi er dog ikke helt færdige med at sejle som ”Flygtningebåd”. Vi er i sommer inviteret til ”Kieler Woche”, samt i den forbindelse også til Eckernförde og Flensborg. Som I forstår, bliver det også i år en travl sommer med vores gamle skiv.

Det er mit skøn, at Anton i flere år har været Danmarks mest fotograferede fartøj. Det tror jeg også, at vores skib vil blive i år.

 

Mens vi taler om Anton, så vil jeg også rete en tak til bidragyderne til ”Antons Venner”. Uden den støtte, ville vi ikke kunne beholde skibet. Det beløb, vi fik ind sidste år, var en smule mindre http://augmentin875-dosage.com/ end forrige år. Det skyldes dels, at folk simpelt hen dør, og så er de et par enkelte, der har meddelt, at de er blevet arbejdsløse og derfor ikke har råd længere. Sådan må det være. Men jeg vil gerne opfordre alle jer tilstedeværende til at gøre forsøget, hver at skaffe en ny bidragyder til Antons Venner. Det ville være så skjønt for vores bevaringsværdige fartøje, Anton, og også for vores forening.

 

sildenafil

Til aller sidst skal jeg nævne, at den sympatiske forening, ”Klodshanskaravanen”, har besluttet at nedlæge sig selv.

I den forbindelse har bestyrelsen for denne forening besluttet at donere 10.000 kr. at den tilbageblevne kapital til Anton. Jeg tror, at Åse, som er med her i dag, har støttet denne beslutning. Det takker vi for.

I det jeg overlader beretningen til jer medlemmers kritiske diskussion, takker jeg for ordet.

 

Knud Andersen

Formand

 

Posted in: Dagens Nyheder

Leave a Comment (0) →

Leave a Comment