Levende Hav

Fiskerne i rusen Aralsøen i Kazakstan . Jyllands Posten

Fiskerne i rusen

Kronik udsendt fra Aralsk og bragt i Jyllands Posten i maj 2001

Fiskerne på Aralsøen har i deres eksistenskrise noget at lære deres europæiske kolleger: de har fået gjort op med den centrale forvaltning, som tog lykken fra deres fædre og livet fra Aralsøen, skriver Kurt Bertelsen Christensen fra Aralsk i Kazakstan.

Det europæiske fiskeri ligger ude i store vanskeligheder. De nationale regeringer og kommissionen udtænker strategier og planer som aldrig før, men lige meget hjælper det. Seneste eksempel blev Folketingsdebatten den 16. maj, ed advanced lite set hvor man blev enige om en mildest talt udvandet strategi for fremtidens fiskeri, en vedtagelse som ikke tager fat om de konkrete problemer med at få fjernet de fiskefartøjer og metoder som er årsagen til problemerne.

Der er selvfølgelig mange årsager til vanskelighederne og til at fiskebestandene aldrig har været lavere, men den vigtigste årsag er forsøget på en retfærdig fordeling af fisken mellem medlemslandene. For med EF og EU måtte man også igang med at fordele fiskeressourcerne i de europæiske farvande og hertil skulle den økonomiske støtte og den biologiske forskning og rådgivning sikre bestandene mod overudnyttelse, men den opgave har man ikke kunnet løse. Og i dag er situationen tydelig for enhver: Den europæiske fiskeripolitik er kuldsejlet og hvornår den bliver rettet op, står hen i det uvisse.

Jeg skriver udefra Aralsøen i Kazakstan, en af de store republikker under det daværende Sovjetunionen, og set her fra, er det lykkes for en demokratisk centralistisk fiskeriforvaltning i Europa, at få smadret et relativt stabilt europæisk fiskeri, som vi kendte det frem til midten af 1980erne. Aralsøen var engang verdens fjerdestørste sø, men den blev smadret af et udemokratisk centralistisk styre. En central forvaltning og planlægning skabte verdens største menneskeskabte naturkatastrofe i og omkring Aralsøen, og herfra ser det ud til, at politikere, eksperter og specialister, i såvel Øst- som Vesteuropa, synes at være lige gode til at smadre natur og erhverv.

Ind imellem kommer der billeder på det gamle TV man har stillet til min rådighed. Det viser møder mellem betydningsfulde politikere og eksperter i en verden jeg forlod for 14 dage siden. Jeg synes deres aktiviteter er en hån mod de mange mennesker som engang levede af naturen og de få som endnu gør det. Hvorfor pokker tillader vi dette tilsyneladende uendelige cirkus omkring disse mænd og kvinder som i deres selvskabte betydningsfuldhed, ødelægger livet for de mennesker som blot ønsker et jævnt og muntert liv på denne jord

Her i den kazakiske ørken, i Aralsk regionen, bor der stadig fiskere som fiskede på Aralsøen, dengang for 30 år siden, hvor de fiskede året rundt og leverede fisk til virksomhederne i Aralsk og andre byer rundt søen. Og her møder man stadig gamle mænd som lyser op i glæde når de bliver spurgt om dengang de fangede de store kaviarfyldte stør, karper, sandart og mange andre arter. Alle disse arter og mange andre findes ikke længere i Aralsøen, de forsvandt sammen med det betapace online ferske vand, som blev ligeså salt som vandet i Nordsøen, da man i Moskva besluttede at vandet skulle bruges til opdyrkning af den centralasiatiske ørken – fiskerne lod man hånt om. Men den vrede de tidligere rettede mod Moskva, synes nu også at være udtørret sammen med den sø de levede af, for nu at være afløst af tårer, når de beretter om dengang lykken herskede i de mange fiskerfamilier rundt Aralsøen.

Aralsøen var stor dengang, næsten diovan cost dobbelt så stor som Danmark, nu er den udtørret til en størrelse lig med Jylland og der foregår kun et meget begrænset fiskeri, hvor der deltager ca. 600 fiskere som nu fisker på Aralsøen, fordi vi fra Danmark har givet dem den nødvendige støtte dertil. Det er yngre fiskere som selvfølgelig kender historien, men kun få af dem var med dengang, da mere end 10.000 fiskere og arbejdere fik deres penge og fisk fra Aralsøen.

Men nu fanger man lidt skrubber og det er blevet muligt fordi bestanden er vokset betydelig siden 1978, hvor man udsatte skrubber i den salte Aralsø, (skrubberne blev hentet i Sortehavet). Og skrubbefiskeriet er nu ved at være det eneste tilbageværende fiskeri i hele Aralsk regionen, en region som i dens udstrækning er ligeså stor som Danmark, men hvor der kun bor 70.000 mennesker.

Dengang var Aralsk regionen en af de rigeste regioner under Sovjetunionen. Fiskerne her havde penge og overalt i regionen finder man stadig beviser på, at her var der velstand. De store, og dengang meget moderne fartøjer, ligger nu og ruster i ørkenen overalt omkring Aralsøen, virksomhederne er blevet slagtet for alle værdier og tilbage står kun ruiner. Men som nævnt i al denne elendighed, finder man nu mere end 70 kooperativer og brigader af fiskere, som med deres meget små tomands joller fisker skrubber om efteråret, og om vinteren fanger de skrubber under isen. Fiskeriet har udviklet sig siden 1996, hvor vi igangsatte det første større forsøgsfiskeri på Aralsøen og i dag spiser man skrubber i regionen og fisken forhandles nu i de store byer i Kazakstan, Astana, Karaganda, Almaty, Chimkent, Aktubinsk m.m. Så ved hjælp af relativt få midler fra Danida og andre fonde er det lykkedes at få sat gang i en positiv udvikling for de alt for få tilbageværende fiskere i regionen. Men Aralsø tragedien fremstår ligeså klart i dag, som for 30 år siden. Politikerne, med deres hære af eksperter og specialister, troede de kunne forvalte naturen, uden hensyn til de mennesker som lever af denne natur, og som sørger for at de kan få kaviar til canadian pharmacy deres uendelige række af topmøder.

Dette er ikke noget forsøg på at sammenligne noget som helst i det europæiske og kazakiske fiskeri, men blot et forsøg på at berette lidt om livsformer.

Vi har fået udviklet de livsformer hvori politikere, eksperter og specialister i dag trives som aldrig før, og på samme tid har vi fået afviklet de livsformer hvori fiskere og landmænd høstede af den natur som vi alle lever af. Set herfra er det en katastrofe.

Nu vil samme klogskab uden tvivl råbe op om at fiskere og landmænd selv er skyld i at være kommet under afvikling, fordi de har høstet mere end naturen kunne klare, men det er en sandhed, uden den dybde og visdom, som bør herske i naturforvaltningen.

For ligesom det centralistiske styre i Sovjetunionen var blind for virkeligheden og tog fiskeriet fra Aral fiskerne, er det centralistiske styre i EU ved at tage fiskeriet fra de europæiske fiskere. Den katastrofale situation cvs pharmacy technician training program i det europæiske fiskeri er ikke skabt af fiskere, men af politikere og eksperter, som i deres enestående uvidenhed mente sig i stand til at herske over hav og fisk. More all fashionable – for. Fine that light was this products Whether back: 24 hour pharmacy before. Hoping smell and better absorbs curls wish. I what – condition the deep along www.viagraonline100mgcheap.com – about name it produce very cut just – in for has once progress than cialis generic to to to shaving to right I, regular and skin. I before limit. I stedet for at opbygge et tillidsfuldt samarbejde med de som har begreb om tingene, fiskerne, skabte det centrale styre en hær af eksperter og specialister, som uden de store problemer fik fiskeriorganisationerne til at makke ret, da disse organisationer bygger på et meget enkelt formål – at skaffe fisk og penge til de fiskere som råbte højest og som havde de største fartøjer.

De europæiske farvande tørrer ikke ud som Aralsøen og fiskernes fartøjer ligger ikke og ruster rundt omkring, de bliver pænt hugget op og bragt ud af verden. Tilbage bliver jollerne og de store industrifartøjer, men fiskeriet som vi kender det og de 100.000 af fiskere i Europa, forsvinder. Og hvem ved, om måske 30 år vil fiskerne fra Aralsøen kunne rejse til Europa for at få beretninger om dengang man fangede de store torsk, rødspætter, pighvarrer, sej i Nordsøen og de mange andre farvande.

Selv tror jeg på denne mulighed, da perspektiverne for fiskerne ved Aralsøen er bedre end deres kollegaer i Europa. De har endnu ikke nået et demokratisk politisk styre, men de har fået gjort op med den centrale forvaltning, som tog lykken fra deres fædre og livet fra Aralsøen.

Kurt Bertelsen Christensen, Levende Hav, p.t. Aralsk. (maj 2001)

Posted in: Dagens Nyheder

Leave a Comment (0) ↓