Levende Hav

Archive for 'EU Politik 2001'

Fisk og forbrugere, et nyt initiativ fra EU og Levende Havs kommentarer dertil

Fisk og forbrugere

Udsendt 22.11.01

Kommentar til dette EU forslag, udfærdiget i jan. 2002.

Et vigtig kriterium ved denne ordning var at at forbrugerne skulle have oplysninger om fra hvilket farvandsområder de køber en fisk. Dette kriterium må siges at være noget udvandet. For danske forbrugere og farvande får det den betydning, at man kun får oplysninger om fisken kommer fra den østlige del af Østersøen. Resten af de danske farvande, inklusiv hele Nordsøen, kommer under en betegnelse. Det må siges at være et meget lavt informations niveau, så vi og forbrugerne må håbe på at ordningen snares bliver udvidet til mindst også at give oplysninger om de kendte farvandsområder som Storebælt, Kattegat, Skagerrak, Nordlige og sydlige del af Nordsøen m.m.

Fra starten af 2002 skal forbrugerne have flere oplysninger sammen med fisken. De skal bl.a. vide hvilken fisk (arter) de køber, dvs. vi må forvente at mystiske fisk som lakseørred, koteletfisk, kongeåll forsvinder fra køledisken. Vigtigt bliver det også, at forbrugerne nu skal have klar besked om de køber en vildtfanget fisk eller en fisk som er opdrættet i fangenskab.
Og som det vigtigste. Forbrugerne skal oplyses om, i hvilket farvand reglan online fisken er fanget. Dette sidste krav til fiskeprodukterne er særligt gode oplysninger, for med disse oplysninger kan man fravælge fisk fra farvande hvorfra buy fosamax man ikke ønsker at spise fisk, måske pga. af forureningen. Ligesom man kan tilvælge fisk fra de farvande, med de meste bæredygtige fiskebestande.

”Disse EU krav til fiskeprodukter hilser vi velkommen og vi opfatter dem som første skridt på vejen mod en mere omfattende mærkningsordning for fisk, en mærkning som også oplyser om fangsttidspunkt, hvem der har fanget fisken og med hvilke redskaber” siger projektleder Kurt Bertelsen Christensen.

Pressemeddelelse udsendt den 22.10.2001 fra DG 14 Fiskerikommissionen

Consumers to get more information on fisheries products

The pharmacy7days-online European Commission has adopted a Regulation requiring more detailed information for consumers about fisheries and aquaculture products. From 1 January 2002, a number of details will have to feature on these products specifying their names, origin and method of production. “The aim of this measure is to boost consumer choice. The new labelling requirement will inform consumers about the production method, the area and the exact name of the product they buy. It will strengthen the traceability of fisheries products. Consumers will find it easier http://pharmacy-online-24hour.com/accutane-online.html to choose their fisheries products according to the criteria which matter to them. Greater traceability will also facilitate the buffalo pharmacy monitoring of fisheries products from the ship to the shop, enhancing conservation of fish stocks”, Franz Fischler, Commissioner for Agriculture, Rural Affairs and Fisheries said.

From 1 January of next year, all fisheries products on sale at retailers will have to be appropriately labelled with the following information

– the commercial name of the species

– the production methods, whether the product come from wild fisheries or aquaculture and

– the area where the fish was caught.

The commercial designation or name of the species will be that established in each Member State. The addition of the scientific name is left to the discretion of the operators concerned.

The production method will be indicated according to one of the following: “caught in…”, “caught in fresh water, “farmed” or “cultivated”. Member States may decide whether this information is required when the commercial designation and the area of capture make it obvious that the fish was caught at sea.

With regard to the information on the area, products caught at sea will have to show the area from a defined list. Products caught in freshwater will require a reference to the Member State or third country of origin of these products. As for farmed products, the reference will be to the Member State or third country in which the product undergoes the final development stage. Operators may choose to provide additional information on the catch area.

To facilitate traceability, at all stages of the marketing process, fisheries products will desyrel have to be labelled or accompanied by a document indicating the three sets of information described above as well as the scientific name of the products.

Background

These rules are part of the Common Organisation of the Market in fisheries and aquaculture products establishing, among other things, common marketing standards to these products. This is to keep products of unsatisfactory quality off the market and to ensure fair competition for traders.

Given the widening variety of supply, the EU considers it essential to provide consumers with a minimum of information on the characteristics of the fisheries and aquaculture products. The new requirement will meet this need and also facilitate the checks on the quality of these products.

Posted in: EU Politik, EU Politik 2001

Leave a Comment (0) →

LLHs kommentarer og forslag til ”Grønbog – Den fælles fiskeripolitiks fremtid

LLHs kommentarer og forslag til ”Grønbog – Den fælles fiskeripolitiks fremtid”

Udsendt 28.09.01

Følgende er sendt til: EU Kommissionen, DG 14 – Fiskeri

Organisatorisk hører Landsforeningen Levende Hav til gruppen af NGO’er. Levende Hav arbejder for en mere bæredygtig udnyttelse af havet og dets ressourcer. Foreningen har ca. 350 medlemmer og den blev stiftet i 1995. Levende Hav er en upolitisk almennyttig miljøforening, hvor alle som sympatiserer med foreningens formål, kan blive medlemmer. Levende Hav forfølger dets mål gennem konkrete projekter indenfor bl.a. havforurening og i fiskerierhvervet. Siden 1995 har arbejdet været koncentreret i og omkring fiskeriet med fokus på fiskeriets betydning for havmiljøet og ressourcerne i havet. Drivkræfterne bag Levende Hav har været aktiv i forbedringer af havmiljøet og et mere bæredygtigt fiskeri, siden midten af 1980’erne..

Projekter i og omkring Levende Hav med referencer for denne sag:

REFITOUR og i Fiskens Tegn – et samarbejdsprojekt med fiskere og fiskefartøjer om mulighederne for at kunne hente indtægter gennem en kombination af fiskeri og turisme

ECOast Fish – et flerårig projekt for opbyggelse af netværk og samarbejder inden for det europæiske kystfiskeri

Økologisk Fisk = mulighed og nødvendighed – et projekt til undersøgelse af mulighederne for et miljømærke til fisk

Fiskernes Økologiske Netværk – en brancheforening for naturskånsomme fiskere som fisker og sælger deres fisk under et miljømærke, udviklet af LLH.

M/S Anton – et sejlende projekt til opbyggelse af en større folkelig forståelse for en bæredygtig fiskeripolitik og et levende hav

Dertil kan lægges større antal mindre opgaver inden for fiskeriet som: Den utilsigtede bifangst af Marsvin i garn; bifangsten af krabber; skarvens indflydelse på kystfiskeriet; torskebestanden i Nordsøen; det danske tobisfiskeri; regulering af det danske kystfiskeri ved hjælp af årsmængder/kvoter; erhvervsfiskeri og turisme m.m.

Ovenstående opgaver er gennemført igennem direkte henvendelser og redegørelser til politikerne og de offentlig myndigheder og i en offentlig debat og diskussion med fiskerne på havet og i havnene, på møder i Danmark og uden for Danmark, igennem dagspressen og Levende Havs hjemmeside.

For detaljeoplysninger om Levende Hav, formål, vedtægter og projekter, henvises i øvrigt til foreningens hjemmeside www.levende-hav.dk

Nedenstående kommentarer og forslag forsøger at være så objektive som overhovedet muligt. Vi undgår således den fiskeripolitiske dagsorden om hvorvidt fiskeripolitikken skulle have et nationalt udspring eller ej. Vi er klar over, at flertallet blandt de danske fiskere er imod EU og måske mere for en national politik og forvaltning. I LLH er vi afklarede på det punkt, vi finder en sådan diskussion nyttesløs i lyset af de store problemer der skal løses til opbyggelse af et mere bæredygtigt fiskeri i de europæiske farvande.

” Tænk globalt, og handel derfor lokalt” kunne være et dækkende motto for vore aktiviteter. Vi mener det er afgørende, at de mennesker, organisationer og forvaltninger som har et ansvar for fiskeriet, handler konkret i forhold til de specifikke områder de nu mener at have indflydelse på.

Grønbogen og de initiativer bogen har affødt, siden den udkom i april d.å. med opfordringer til alle om at bidrage med synspunkter, forslag og debat, anser vi som meget vigtige. Og vi ser derfor denne bog, som et nyttig bidrag og senere forhåbentlig også et nyttig redskab, i arbejdet på at få skabt en større enighed om en mere bæredygtig fiskeripolitik i det europæiske fiskeri.

Vi skal anbefale, at ministerrådet, så hurtig som muligt, får udarbejdet fælles objektive mål for den europæiske fiskeripolitik

Det står nu klart, også i Grønbogen, at de nationale og den europæiske fiskeriforvaltning ikke har formået at sikre det bæredygtige fiskeri. Det er ikke lykkes for de enkelte lande, ministerrådet og kommissionen at få forvaltet fiskeressourcerne på en måde, der sikrer bestandenes biologiske- og økonomiske bæredygtighed, til brug for et fornuftigt og varieret fiskeri, for de fremtidige generationer.

Vi skal anbefale, at de nationale og internationale forvaltninger ændrer strategien fra en forvaltning af fisken i havet, til en forvaltning af selve fiskeriet. Det er også vore erfaring, at fiskerne nu er mere klar end nogensinde, siden 1983. I dag prioriterer fiskerne sikkerheden højere end friheden.

Det står nu klart, at den europæiske fiskeriforvaltning og økonomiske støtte til fiskeriet, har favoriseret de større og kapitaltunge fartøjer og metoder, på bekostning af de mindre fartøjer og de naturskånsomme fiskerimetoder.

Vi skal anbefale, at de nationale og internationale forvaltninger også ændrer kursen på dette område. Vil man fortsætte med en eller anden form for økonomisk støttepolitik, bør man fortsat støtte et effektivt fiskeri, men nu målt på et lavt energiforbrug, målt på størst mulig skånsomhed mod havmiljøet og ressourcerne, målt på bestandenes største økonomiske værdi dvs. konsum- før industrifisk. Den fremtidige økonomiske støttepolitik bør også indeholde en adskillelse af offshore- og kystfiskeriet.

Det er også velkendt, at de nationale og den europæiske fiskeriforvaltning har gjort sig afhængig af den fiskerifaglige rådgivning, de har modtaget fra de større nationale organisationer inden for fiskeriet.

Vi skal anbefale, at man nu mere konkret inddrager alle organisationer og foreninger som arbejder med fiskeri og havmiljø. Det kan gøres ved bl.a. at yde økonomisk støtte til foreninger og projekter, der beviseligt og konkret arbejder indenfor og udenfor fiskeriet, på at få skabt et mere bæredygtigt fiskeri.

Konkrete kommentarer og forslag. De følger i kronologisk rækkefølge med sidehenvisninger fra Grønbogen (ex. S. 31) og med citater i kursiv.

s. 7 Generelt

Mht. Grønbogens vurderinger af tobisbestanden som værende nogenlunde i balance, sætter vi spørgsmålstegn ved denne vurdering. Et studie af fiskeriindsatsen de seneste 10 år lagt, sammen med den betydelige nedgang der har været i de bestande som æder tobis, tyder på at tobisbestanden er endog betydelig svækket. En robust tobisbestand er forudsætningen for opbyggelse af konsumbestande som f.eks. torsk. Et eksempel til eftertanke er genopbygningen af det færøske fiskeri siden starten af 1990. Et af virkemidlerne til opbyggelse af torskebestandene rundt Færøerne, blev bl.a. et totalt stop for tobisfiskeri i 1993. Vi mener at fisketrykket på tobis er for stort også i forhold til søfugle, vågehvaler og sæler.

s. 9 citat: Endelig findes der også bestande såsom skader og rokker og de mindre fladfiskearter (herunder pighvar, slethvar, rødtunge, skærising og ising), der ikke overvåges nøje videnskabeligt, men som muligvis også overfiskes.

Mht. pighvar bør der ikke længere være tvivl om, at bestanden er alvorligt nedfisket. Mht. skader er der overhovedet ingen tvivl, denne bestand er totalt fisket, ned med kroge og garn. Mht. skærising skal vi opfodre til, at der sker en TAC separering af skærising og rødtunger. Det er vores erfaring, at der er ved blive opbygget et målrettet fiskeri efter skærising og at det vil vokse i de kommende år med de nye 3 og 4 trawlsystemer.

s. 24 Den relative stabilitet DRS.

Vi opfatter DRS som en hindring til løsninger af de mange konkrete problemer det europæiske fiskeri står overfor. Vi erkender og tager også til efterretning, at der ikke vil blive rørt ved DRS, men vi skal beklage det. I en fælles forvaltning som i det europæiske fiskeri, er DRS med til at forhindre lokale og regionale løsninger på praktiske kvoteproblemer. Et udmærket eksempel herpå er tungefiskeriet. Fordelingen mellem Holland og Danmark opfattes af danske tungefiskere som meget uretfærdig, samtidig med at stabilitetspagten forhindrer en løsning af dette problem. Det danske tobisfiskeri er også et eksempel på pagtens mangler.

I øvrigt sætter vi spørgsmålstegn ved den tilsyneladende brede opbakning omkring DRS. Vi mener, at de større nationale fiskeriorganisationers manglende lyst (og evner) til at finde konstruktive løsninger på de problemer fiskeriet er kommet ud i, er skyld i denne ”hagen sig fast i fortiden”. Vi mener faktisk, at mange fiskere på havet er rede til at give køb på DRS, for en mere hensigtsmæssig forvaltning af ressourcerne. Vi skal foreslå en mere målrettet debat i det europæiske fiskeri om dette emne og at der også gennemføres bi- eller multilaterale forsøg i de kommende år inden for eksempel tunger.

s. 28 Flådepolitik.

At tilrettelægge en flåde- og støttepolitik på flerårige TAC’er, forekommer os som en meget vanskelig (læs: umulig) opgave. Først og fremmest fordi flerårige TAC’er ligger endog flere år ude i fremtiden, hvor der er brug for en aktiv flåde- og støttepolitik, her og nu.

Vi mener at et flerårig moratorium kunne komme på tale hvad angår økonomisk støtte til ny- og ombygning af fiskefartøjer og redskaber. Den store opmærksomhed der er omkring selektion under trawlfiskeri, bør ikke udløse et kapløb om nye offentligt støttede redskaber. Selektion bør være et krav til fiskeriet. Det er ikke nye og moderniserede fartøjer og nye redskaber der er brug for i det europæiske fiskeri, tværtimod. Vil man støtte kan man yde støtte til mandskabsforbedringer ombord, til fangstbehandling fra hav til bord, til ophugning/oplægning m.m.

s. 30 Bedre styring af den fælles fiskeripolitik.

Tankerne om en større inddragelse af forskellige aktører i regionale og/eller lokale råd/udvalg m.m. er en udvikling i den rigtige retning. Men en sådan udvikling kan ikke stå alene, det viser erfaringerne fra bl.a. UK, som har regionaliseret store dele af deres fiskeriforvaltning, uden at det har medført en mere bæredygtig forvaltning.

Ballasten til brug for en mere decentral forvaltning og rådgivning inden for fiskeriet, er en massiv indsats for at højne vidensniveauet om fisk og fiskeri i den europæiske befolkning. Befolkningen skal regionalt og lokalt, der hvor der er rum for dialog og diskussion, kende til fiskearter og fiskeriformer, kvoter, TAC, den relative stabilitet, forurening osv.

Her bør man støtte folkeoplysning og man kan og bør i højere grad gøre brug af medierne til opbyggelse af en folkelig viden og forståelse for havet, fisken og fiskeriet. LLH har netop afsluttet et 3 måneders sejlende togt rundt til de danske havne. Her har vi mødt tusinder af mennesker i forbindelse med vore udstillinger og andre aktiviteter på havnen.

Og vi beklager, men selv om Grønbogen nu har været ude i 5 måneder så er det meget få mennesker som kender bogen. De få har også blot et minimum af kendskab til indholdet. Bl.a. forholdet mellem EU og de nationale forvaltninger gennem TAC og kvoter er ukendte for de mange, også i fiskeriet. EU kommissionens ambitioner med denne bog er rigtige, men der er endnu lang vej før de er opfyldte.

Den økonomiske støttepolitik bør i fremtiden også handle mere om oplysning til borger og samfund, om nødvendig på bekostning af en del af den økonomiske støtte til nye fartøjer og redskaber

s. 35 Kystnært fiskeri

Af mange gode grunde, som også er beskrevet i Grønbogen, bør kystfiskeriet fremmes og styrkes. En væsentlig grund er også at kystfiskeriet er synligt for befolkningen. Her kan den brede befolkning komme i kontakt med fiskeriet og derigennem opnår større viden og indsigt i fiskerierhvervet. Der er, som Grønbogen også påpeger, brug for en tydeligere definering af hvad vi skal forstå som en ”kystfisker/kystfiskerfartøj”. Der er brug for en mere forenklet regelsæt for kystfiskeriet og der er brug for støtte til udvikling af et moderne kystfiskeri. Ligesom der er brug for, at kystfiskeriet får sikkerhed for, at de kystnære farvande forbeholdes det naturskånsomme kystfiskeri. Det er derimod ikke brug for, at det økonomisk svage kystfiskeri får pålagt en afgift for retten til at fiske.

Grønbogen beskæftiger sig ikke meget med ”fredede områder” eller egentlige reservater. Men meget tyder på, at sådanne områder vil komme til at udgøre en større og større del af fiskeriforvaltningen i fremtiden. Der er brug for disse områder, specielt til beskyttelse af gydefisken og ungfisken. Men sådanne områder rammer skævt inden for fiskeriet, særlig hvis de kommer til at omfatte større områder med sten, inden for de områder hvor kystfiskerne opererer. Derfor er det vigtigt, at man tager hensyn til de skånsomme fiskemetoder som kroge, garn og bundgarn, så disse, under et regelsæt, vil kunne opretholde deres fiskeri også i de beskyttede områder eller reservater. Dette er vigtigt af hensyn til et fornuftigt kystfiskeri, men det er også vigtigt af hensyn til fiskernes forståelse for sådanne områder. De naturskånsomme metoder er jo ikke årsagen til at områderne må beskyttes, det er derimod det hårde trawl og vodfiskeri som i dag også foregår i stenene.

s. 36 Ny prioritering af akvakulturstøtten

Akvakulturen i saltvand bør prioriterer opdræt af vegetarfisk på bekostning af rovfisk. Det er der flere gode grunde til. Rovfiskeopdræt kræver større og større mængder af tobis, sild, brisling, sperling, hvilling og lodde. Denne udvikling synes at gå imod bestræbelserne på at få opbygget konsumbestande i havet. Opdræt af rovfisk skaber miljøproblemer hvor opdræt af vegetarfisk, muslinger og andre skaldyr, kan være med til at udnytte den stigende algevækst i vore farvande. Den økonomisk støtte til erhvervet bør indeholde en sådan strategi og der er saltvandsfisk som egner sig glimrende til opdræt, bl.a. multer (Mugilidae). Det er en stimefisk som efterhånden også er blevet helt almindelig i Nordsøen og de indre danske farvande. Priserne på multer er også blevet rigtig gode.

Fortsat opdræt af rovfisk som ørreder og laks bør foregå på et biologisk bæredygtigt grundlag og markedsføringen af disse produkter bør i langt højere grad end i dag, gøre forbrugerne opmærksomme på, at der her er tale om en opdrættet fisk, med hvad dertil hører af oplysninger. Opdrætsfisk er også oplage emner inden for en økologisk mærkningsordning for opdrætsfisk, hvis vel at mærke, man kan fremskaffe foderet på et økologisk bæredygtigt grundlag.

s. 39 Bilateralt samarbejde

Det er gode og perspektivrige intentioner og planer i Grønbogen på dette område. LLH arbejder med kystfiskerprojekter i udviklingslandene og vi har forventninger til, at EU nu virkelig tager fat om de problemer EU selv er med til at skabe for udviklingslandenes egne fiskere, gennem de aftaler de indgår med de fattige landes regeringer.

s. 42 Forskning og videnskabelig rådgivning

Der skal forskes tværfagligt og fiskernes data skal ind i denne forskning osv. Disse sandheder er blevet fremført i flere år, men resultaterne er udeblevet. Levende Hav skal anbefale begrebet ”aktionsforskning”. Det er en forskning som ikke nødvendigvis tilstræber den konsensus som Grønbogen lægger op til i de politiske- og fiskerifaglige virkeligheder. Vi mener der er brug for de mange fagligt stærke projekter, som ikke lægger skjul på at de har et mål med forskningen. For så længe fiskerierhvervet er styret af de økonomiske interesseorganisationer (som bestemt også har deres mål), er det ikke muligt at forestille sig, at selv en tværfaglig forskning, som tilstræber konsensus, vil kunne ændre ret meget.

Dette blev vore seneste bemærkninger og forslag til den europæiske fiskeripolitik. Vi kan tilføje, at vi samtidig hermed er aktiv med kritik og forslag til den danske revision på fiskeriområdet.

For Levende Havs bestyrelse

Kurt Bertelsen Christensen

Medlem af bestyrelsen og Projektleder i LLH

Ferring den 28.9.01

Posted in: EU Politik, EU Politik 2001

Leave a Comment (0) →

Taler og indlæg i forbindelse med EU konference i Bruxelles om Grønbogen om fiskeripolitikken

Taler og indlæg august 2001

Levende Hav har deltaget i og bidraget med oplæg på møder i forbindelse med EUs Grønbog om fiskeri. Her bringes taler og indlæg i denne forbindelse

Tale i forbindelse med konference i Bruxelles om Grønbogen.

V/ Knud Andersen for Landsforeningen Levende Hav

Jeg taler i dag på vegne af Landsforeningen Levende Hav i Danmark og jeg skal sætte fokus på det kystnære fiskeri. Jeg skal have understreget, at selv om kystfiskeriet nu har fået en selvstændig placering i kommissionens og regeringernes handlingsplaner for fremtidens fiskeri, så betyder det så absolut ikke, at kystfiskeriet i de kommende 6 års støttepolitik får den nødvendige økonomiske opbakning til udvikling.

I Danmark bliver kystfiskeriet både udkonkurreret af de store fartøjer til havs og i den økonomiske støttepolitik. Den danske fiskeriforvaltning indretter sig efter fiskeriets organisation, som organiserer alle fiskefartøjer fra 100 mill. kroner klassen og til de mindre joller i kystfiskeriet. Her spiller kystfiskerne ingen økonomisk rolle og som sådan bliver de behandlet.

I Levende Hav har vi arbejdet på at få ændret på disse forhold i flere år, senest gennem et bredere samarbejde i og omkring det europæiske kystfiskeri. Vi har bl.a. gennemført projektet ECOast Fish og dette projekt gør klart, at situationen for det mindre kystnære fiskeri er den samme overalt i Europa: Kystfiskeriet bliver løbet over ende på havet og det har ikke adgang til den økonomiske støtte, der skal til for at få fastholdt og udviklet deres fiskeri.

Vi vil have udviklet det mere naturskånsomme og kystnære fiskeri på bekostning af det brutale og ikke bæredygtige fiskeri, som finder sted overalt i de europæiske farvande. Vi vil have fremmet og udviklet det skånsomme kystfiskeri af hensyn til vore fælles ressourcer og af hensyn til havmiljøet. Men vi vil det også, fordi kystfiskeriet dagligt sætter spørgsmålstegn ved fiskeriet i det hele taget, fordi kystfiskeriet er i kontakt med det omgivende samfund. Og vi mener, det er afgørende for fiskeriets fremtid, at borgerne får større indsigt i fiskeriet for bl.a. at få viden om, hvad deres penge bliver brugt til. Her kan kystfiskerne spille den formidlende rolle. For os er kystfiskerne den folkelige kontakt mellem fiskeri og samfund, og den kontakt bør udvikles betydeligt, men dertil har kystfiskeriet brug for penge.

Vores deltagelse i denne konference og i debatten om Grønbogen er således klar: Vi skal indtrængende anmode offentlighedens fiskeriansvarlige om en større og mere konkret udtrykt politik for kystfiskeriet. Dertil bør man fremme og forøge den centrale økonomiske støtte til kystfiskeriet. Projektet ECOast Fish, vi gennemførte, ville aldrig være blevet realiseret under de nationale støtteordninger. Det ville fiskeriets organisationer simpelthen have forhindret. Så vi er meget overbeviste om, at en økonomisk støtte til det mindre kystnære fiskeri skal komme direkte fra kommissionen, hvis de smukke ord og planer for kystfiskeriet skal holde.

Til slut. Det er nu vores erfaring, at de europæiske kystfiskere har mere tilfælles end de nationale fiskere i de store nationale organisationer. I Levende Hav arbejder vi til fordel for globale fiskerifællesskaber. Kystfiskerne overalt på denne klode har de samme problemer på havet og i land, hvor de store kapitaltunge interesser gør livet vanskeligt for det fiskeri, som endnu kan levere friske fisk til de forbrugere, som i dag efterspørger kvalitetsfisk fanget på en naturskånsom måde.

M.h.t. det europæiske fiskeri er der ingen tvivl: EU- kommissionen bør sørge for og tage ansvaret for, at kystfiskeriet bliver udviklet ved bl.a. at stille de nødvendige midler til rådighed.

Tak for opmærksomheden.

 

 

Indlæg af Knud Andersen på vegne af Levende Hav på konferencen i Bruxelles i juni 2001 om ”Grønbogen om EU-fiskeriets fremtid” under emnet EU’s fiskeri i 3. landes farvande.

En dansk fiskerkollega siger, at det kan høres, at der ikke er mange fiskere til stede, for fiskerne kan fatte sig i korthed. Jeg har været fiskeskipper i 25 år og jeg skal gøre det kort:

Hr. Dion taler med stolthed om den store trawlerflåde. Det er en stolthed, vi er mange, der ikke deler. Det voldsomme trawlfiskeri er ikke bæredygtigt i europæiske farvande og så er det det heller ikke i 3. landes farvande og i internationalt farvand. Jeg er selvfølgelig også enig i, at det brutale, industrialiserede drivgarnsfiskeri skal stoppes. Det store fiskeri i 3. landes farvande langt fra, hvor fartøjerne er hjemmehørende, er en art negativ globalisering, som vi er modstandere af. Dette fiskeri introducerer ikke bæredygtige fiskeriformer, som 3. landene presses til at overtage.

I fiskerisektoren har vi i EU en glimrende mulighed for at hjælpe bl.a. de katastrofalt fattige lande i Afrika. Vi skal konsekvent støtte og være aktive i omfattende udviklingsprojekter på de landes betingelser, som naturligt grænser ud til havene. Særlig skal vi understøtte og udvikle fiskeristrukturer, som fastholder en situation, så fisken fortsat når ind til kystregionen, hvor den kan fanges af mange lokale fiskere. Husk, at mange fiskearter, der fanges langt til havs, har en cyklus, hvor de senere er tæt på kysten. Situationen i EU-farvandene viser, at det ikke er vort fiskerimønster, der ukritisk skal overføres til den 3. Verden. Vi i vor organisation føler en naturlig solidaritet med den almindelige fattige kystfisker i landene uden for EU. Jeg føler ikke solidaritet med store trawlerredere. Hvis EU skal handle ansvarligt, så skal man udvikle de fattige landes fiskeri.

Der er en særlig pointe, som er vigtig for helheden i EU. Vi har i EU kolossale indvandringsproblemer med mennesker fra de fattige lande. Vi kan ved at udvikle disse landes fiskeri på landenes og deres befolkningers egne betingelser forbedre fødevaresituationen i disse lande. Vi kan gøre det med inspiration fra vore bæredygtige fiskerimetoder, f.eks. det danske snurrevodsfiskeri og det nordiske krogefiskeri. Det er jo i disse lande, der er den helt store arbejdsløshed. Vi kan sikre, at de kan opbyge bæredygtige fiskerisektorer og dermed, at deres befolkninger fastholdes dér.

Tak for ordet.

 

 

Indlæg under debatten om ”Grønbogen” vedr. Fiskeri og Miljø:

(Skrevet sammen efter konferencen på grundlag af talenotaterne).

Der er mange gode initiativer i denne Grønbog om fiskeriets fremtid i EU. Vi har også lagt mærke til, at Hr. Fantz Fitzler har proklameret, at der skal foregå en reduktion på 40 % af EU’s fiskeriflåde. Det er bestemt også påkrævet, men spørgsmålet er: Hvilke fartøjer skal tages ud?

Fiskere er ikke ens! Generelt bliver fiskeriet mere og mere brutalt. Stenrev og stenområder ødelægges. Det gælder i Nordsøen og det gælder i de indre farvande omkring Danmark. De fiskerimetoder, der er ødelæggende i stenområder er bomtrawl, det er fiskeri med bobbinstrawl, hvadenten det er en enkelt trawler, der slæber, eller to trawlere. Endelig er den nyudviklede metode ”flyshooting”, hvor der anvendes 60 mm tykke stålwirer i fiskeriet også meget ødelæggende. Faktisk er man nu ved at ødelæge et stort og unikt stenområde ved Hirtshals ved den nordlige del af den Jyske vestkyst i Danmark. Det er et stenområde, hvor fiskere i pagt med naturen i hundrede år har fisket uden at skade naturen. Men nu er ødelæggelserne i fuld gang.

Hvis man ønsker bæredygtighed, så bør man anvende passive fiskeredskaber. Det er redskaber, hvor fisken så at sige slår sin egen skrue til og selv svømmer til fiskegrejet. Det er fiskegrejer som krog og langline og det er garn med store maskestørrelser.

Det er fiskeriformer, som ikke skader havbunden og som medfører et minimum af udsmid. Og så er der den fordel, at det passive fiskeri gennemgående skaber de fleste arbejdspladser. Som det flere gange har været sagt, så foregår fiskeri ofte fra områder med stor arbejdsløshed.

Jeg skal også anmode om, at man anlægger et helhedssyn på valget af fiskerimetoder i EU. Vi er jo på vej ind i en menneskeskabt klimakatastrofe. Derfor bør vi også satse på fiskeriformer, som anvender mindst mulig dieselolie. På den baggrund er det dumt med meget stor maskinkraft at slæbe fiskeredskaberne hen ad havbunden. Vi ønsker og arbejder for en fredning af stenområder for bundslæbende redskaber.

Tak for ordet!

Posted in: EU Politik, EU Politik 2001

Leave a Comment (0) →

Fiskerne i rusen Aralsøen i Kazakstan . Jyllands Posten

Fiskerne i rusen

Kronik udsendt fra Aralsk og bragt i Jyllands Posten i maj 2001

Fiskerne på Aralsøen har i deres eksistenskrise noget at lære deres europæiske kolleger: de har fået gjort op med den centrale forvaltning, som tog lykken fra deres fædre og livet fra Aralsøen, skriver Kurt Bertelsen Christensen fra Aralsk i Kazakstan.

Det europæiske fiskeri ligger ude i store vanskeligheder. De nationale regeringer og kommissionen udtænker strategier og planer som aldrig før, men lige meget hjælper det. Seneste eksempel blev Folketingsdebatten den 16. maj, ed advanced lite set hvor man blev enige om en mildest talt udvandet strategi for fremtidens fiskeri, en vedtagelse som ikke tager fat om de konkrete problemer med at få fjernet de fiskefartøjer og metoder som er årsagen til problemerne.

Der er selvfølgelig mange årsager til vanskelighederne og til at fiskebestandene aldrig har været lavere, men den vigtigste årsag er forsøget på en retfærdig fordeling af fisken mellem medlemslandene. For med EF og EU måtte man også igang med at fordele fiskeressourcerne i de europæiske farvande og hertil skulle den økonomiske støtte og den biologiske forskning og rådgivning sikre bestandene mod overudnyttelse, men den opgave har man ikke kunnet løse. Og i dag er situationen tydelig for enhver: Den europæiske fiskeripolitik er kuldsejlet og hvornår den bliver rettet op, står hen i det uvisse.

Jeg skriver udefra Aralsøen i Kazakstan, en af de store republikker under det daværende Sovjetunionen, og set her fra, er det lykkes for en demokratisk centralistisk fiskeriforvaltning i Europa, at få smadret et relativt stabilt europæisk fiskeri, som vi kendte det frem til midten af 1980erne. Aralsøen var engang verdens fjerdestørste sø, men den blev smadret af et udemokratisk centralistisk styre. En central forvaltning og planlægning skabte verdens største menneskeskabte naturkatastrofe i og omkring Aralsøen, og herfra ser det ud til, at politikere, eksperter og specialister, i såvel Øst- som Vesteuropa, synes at være lige gode til at smadre natur og erhverv.

Ind imellem kommer der billeder på det gamle TV man har stillet til min rådighed. Det viser møder mellem betydningsfulde politikere og eksperter i en verden jeg forlod for 14 dage siden. Jeg synes deres aktiviteter er en hån mod de mange mennesker som engang levede af naturen og de få som endnu gør det. Hvorfor pokker tillader vi dette tilsyneladende uendelige cirkus omkring disse mænd og kvinder som i deres selvskabte betydningsfuldhed, ødelægger livet for de mennesker som blot ønsker et jævnt og muntert liv på denne jord

Her i den kazakiske ørken, i Aralsk regionen, bor der stadig fiskere som fiskede på Aralsøen, dengang for 30 år siden, hvor de fiskede året rundt og leverede fisk til virksomhederne i Aralsk og andre byer rundt søen. Og her møder man stadig gamle mænd som lyser op i glæde når de bliver spurgt om dengang de fangede de store kaviarfyldte stør, karper, sandart og mange andre arter. Alle disse arter og mange andre findes ikke længere i Aralsøen, de forsvandt sammen med det betapace online ferske vand, som blev ligeså salt som vandet i Nordsøen, da man i Moskva besluttede at vandet skulle bruges til opdyrkning af den centralasiatiske ørken – fiskerne lod man hånt om. Men den vrede de tidligere rettede mod Moskva, synes nu også at være udtørret sammen med den sø de levede af, for nu at være afløst af tårer, når de beretter om dengang lykken herskede i de mange fiskerfamilier rundt Aralsøen.

Aralsøen var stor dengang, næsten diovan cost dobbelt så stor som Danmark, nu er den udtørret til en størrelse lig med Jylland og der foregår kun et meget begrænset fiskeri, hvor der deltager ca. 600 fiskere som nu fisker på Aralsøen, fordi vi fra Danmark har givet dem den nødvendige støtte dertil. Det er yngre fiskere som selvfølgelig kender historien, men kun få af dem var med dengang, da mere end 10.000 fiskere og arbejdere fik deres penge og fisk fra Aralsøen.

Men nu fanger man lidt skrubber og det er blevet muligt fordi bestanden er vokset betydelig siden 1978, hvor man udsatte skrubber i den salte Aralsø, (skrubberne blev hentet i Sortehavet). Og skrubbefiskeriet er nu ved at være det eneste tilbageværende fiskeri i hele Aralsk regionen, en region som i dens udstrækning er ligeså stor som Danmark, men hvor der kun bor 70.000 mennesker.

Dengang var Aralsk regionen en af de rigeste regioner under Sovjetunionen. Fiskerne her havde penge og overalt i regionen finder man stadig beviser på, at her var der velstand. De store, og dengang meget moderne fartøjer, ligger nu og ruster i ørkenen overalt omkring Aralsøen, virksomhederne er blevet slagtet for alle værdier og tilbage står kun ruiner. Men som nævnt i al denne elendighed, finder man nu mere end 70 kooperativer og brigader af fiskere, som med deres meget små tomands joller fisker skrubber om efteråret, og om vinteren fanger de skrubber under isen. Fiskeriet har udviklet sig siden 1996, hvor vi igangsatte det første større forsøgsfiskeri på Aralsøen og i dag spiser man skrubber i regionen og fisken forhandles nu i de store byer i Kazakstan, Astana, Karaganda, Almaty, Chimkent, Aktubinsk m.m. Så ved hjælp af relativt få midler fra Danida og andre fonde er det lykkedes at få sat gang i en positiv udvikling for de alt for få tilbageværende fiskere i regionen. Men Aralsø tragedien fremstår ligeså klart i dag, som for 30 år siden. Politikerne, med deres hære af eksperter og specialister, troede de kunne forvalte naturen, uden hensyn til de mennesker som lever af denne natur, og som sørger for at de kan få kaviar til canadian pharmacy deres uendelige række af topmøder.

Dette er ikke noget forsøg på at sammenligne noget som helst i det europæiske og kazakiske fiskeri, men blot et forsøg på at berette lidt om livsformer.

Vi har fået udviklet de livsformer hvori politikere, eksperter og specialister i dag trives som aldrig før, og på samme tid har vi fået afviklet de livsformer hvori fiskere og landmænd høstede af den natur som vi alle lever af. Set herfra er det en katastrofe.

Nu vil samme klogskab uden tvivl råbe op om at fiskere og landmænd selv er skyld i at være kommet under afvikling, fordi de har høstet mere end naturen kunne klare, men det er en sandhed, uden den dybde og visdom, som bør herske i naturforvaltningen.

For ligesom det centralistiske styre i Sovjetunionen var blind for virkeligheden og tog fiskeriet fra Aral fiskerne, er det centralistiske styre i EU ved at tage fiskeriet fra de europæiske fiskere. Den katastrofale situation cvs pharmacy technician training program i det europæiske fiskeri er ikke skabt af fiskere, men af politikere og eksperter, som i deres enestående uvidenhed mente sig i stand til at herske over hav og fisk. I stedet for at opbygge et tillidsfuldt samarbejde med de som har begreb om tingene, fiskerne, skabte det centrale styre en hær af eksperter og specialister, som uden de store problemer fik fiskeriorganisationerne til at makke ret, da disse organisationer bygger på et meget enkelt formål – at skaffe fisk og penge til de fiskere som råbte højest og som havde de største fartøjer.

De europæiske farvande tørrer ikke ud som Aralsøen og fiskernes fartøjer ligger ikke og ruster rundt omkring, de bliver pænt hugget op og bragt ud af verden. Tilbage bliver jollerne og de store industrifartøjer, men fiskeriet som vi kender det og de 100.000 af fiskere i Europa, forsvinder. Og hvem ved, om måske 30 år vil fiskerne fra Aralsøen kunne rejse til Europa for at få beretninger om dengang man fangede de store torsk, rødspætter, pighvarrer, sej i Nordsøen og de mange andre farvande.

Selv tror jeg på denne mulighed, da perspektiverne for fiskerne ved Aralsøen er bedre end deres kollegaer i Europa. De har endnu ikke nået et demokratisk politisk styre, men de har fået gjort op med den centrale forvaltning, som tog lykken fra deres fædre og livet fra Aralsøen.

Kurt Bertelsen Christensen, Levende Hav, p.t. Aralsk. (maj 2001)

Posted in: EU Politik, EU Politik 2001

Leave a Comment (0) →