Levende Hav

Archive for Miljødebat 2009

Kronik: Noget om at slå dyr ihjel.

Noget om at slå dyr ihjel.

– Forbud mod import og handel med sælskind er hyklerisk.
cialis professional online Kronik i Politiken 12. August. Skrevet af medlem Thyge Jensen, Ribe.
Jeg har dræbt adskillige sælunger – alle sammen ved at knuse kraniet på dyrene. Så er det på plads.

Jeg har altid anvendt en smedehammer med rund spids og ikke som i Canada, hvor man anvender en lang kølle. Årsagen til dette er, at jeg ikke har ønsket at perforere skindet med blødning til følge, da buy stromectol jeg altid har skullet have den døde sælunge med i bilen bagefter.

Canadierne står op, mens de slår med en lang kølle, mens jeg altid har siddet overskrævs på dyret med et håndklæde over dyrets hoved, fastholdt gabapentin side effects af mine knæ, således at sælungens hoved har været fikseret, inden jeg slog. Det er aldrig sket for mig, at dyret ikke har været dødt i første slag – at slå en sælunge oven i hovedet er som at slå i en flamingokasse.

Den første sælunge aflivede jeg på denne måde i 1988, hvor en epidemi var årsag til, at der på strandene lå adskillige syge sæler og gispede efter vejret på grund af afledte lungebetændelser. Jeg havde og har intet jagttegn og kunne derfor ikke skyde de lidende dyr, men måtte ty til smedehammermetoden.

Selvfølgelig var det aldeles ubehageligt, og jeg var også usikker på juraen. Derfor kontaktede jeg juristerne i Miljøministeriet for at får deres vurdering af min handlemåde, men ikke én i ministeriet ville svare på mine spørgsmål. »Få én til at melde dig til politiet – så skal de udtale sig i en retssag«, var der en ven, der http://cialis7days-pharmacy.com/ foreslog mig, men efterhånden ebbede epidemien ud, så det blev ikke aktuelt.

Efterfølgende har jeg kølleaflivet sælunger ad hoc, og en dag var en bekendt med på stranden. Forståeligt syntes hun, at hele sceneriet var grusomt og brutalt, så jeg foreslog, at vi i stedet bragte den efterladte sælunge til en dyrlæge, der så skulle aflive dyret med en injektion.

Jeg tog den lille sælunge i favnen og bar den de to kilometer hen til bilen – det var forfærdeligt. Den lille sultne unge rullede rundt i favnen på mig og suttede på alt i håb om at finde en dievorte. Det allerværste var mimikken – sælunger har samme mimik som abeunger store shigru – så på den to kilometer lange tur langs stranden kunne jeg i dens ansigt aflæse alle dens håb, forventninger og til sidst skuffelser, når den fandt ud af, at der heller ikke var en livgivende dievorte oppe i min armhule. Jeg gør det aldrig igen. Hen til bilen og en halv times kørsel til dyrehospitalet, hvor den unge assistent, der tydeligvis aldrig havde set en sæl før, løb ud bagved for at slå op, hvordan man afliver en sæl.

Kort efter er han tilbage med en sprøjte pentobarbital (de sæler, jeg selv har været med til at obducere, som har været aflivet med pentobarbital, har alle haft svære ætsninger i bughulen, hvilket kan tyde på, at aflivningsmetoden har været særdeles smertefuld), som blev sprøjtet ind i sælungens bughule – og intet http://cialis7days-pharmacy.com/ skete.

Ungen kravlede rundt med sin abeungemimik og ledte efter en livgivende dievorte alle steder på den kolde plastikdug. Samtidigt hylede ungen uudholdeligt hjerteskærende, og det lød præcis som barnegråd. Assistenten kom igen med en ny sprøjte, der tømtes i dyrets bughule – og intet skete. Forklaringen er, at sæler har kredsløbsdifferentiering, således at de selv ’bestemmer’, hvorhen blodet skal løbe, og et område af kroppen kan derfor i en periode afskæres fra det normale blodkredsløb, men doxycycline 100mg det skal man ikke belære en ung dyrlægeassistent om.

Endelig kommer assistenten igen med en ny opfyldning af pentobarbital, som blev distribueret direkte i hjertet – og endelig. Efter 15 – 20 minutter på den kolde plastikdug dør sælungen – efter at være kørt i bil i en halv time og efter at være båret to kilometer langs stranden. Sammenlagt 1 1/2-2 timers panik og angst for en sælunge, der kunne have været aflivet på stranden, 3 sekunder efter at den opdagede, at der var en, der satte sig overskrævs og lagde en håndklæde over hovedet på den.

Altså – hvilken af de to aflivningsmetoder er den humane? Jeg mener helt klart, at smedehammeren er mere i overensstemmelse med den danske dyreværnslov end dyrlægens kanyle.

Æstetisk frem for human aflivning
Problemet er, at naturfremmedgjorte mennesker, albenza der intet kendskab har til døden i naturen i dag, ikke stiller krav om, at aflivninger skal være humane, men at de skal være æstetiske – hvis man kan bruge dette begreb i denne sammenhæng. Hensynet til vores æstetik og følelser står således over hensynet til dyret. Det handler alene om, at drab på dyr ikke må være synlige.

Synlighed er to ting. Dels skal selve metoden være usynlig, og dels skal stedet, hvor drabene sker, være gemt bort. Det sidste først.

Vi massemyrder produktions dyr (der tidligere hed husdyr) i hobetal. Af svin myrder vi over 20 millioner om året – det er én hver 1 1/2 sekund, og for mink, der alene anvendes for skindets skyld til pynt og luksus, er tallet ca. 14 millioner dyr, men det hele foregår i det skjulte, så ingen stødes eller konfronteres med ubehagelige billeder.

Helt anderledes med f.eks. den færøske grindefangst. På trods af at denne slagtning er det eneste eksempel, som jeg kan finde i hele verden, på, hvorledes man forvalter en marin ressource bæredygtigt, er alle enige om, at færingerne er grusomme. Koncentrationen af drab i rum og tid – og så ude i naturen!

I øvrigt har jeg selv et par gange praktiseret den færøske metode ved aflivning af syge og strandede marsvin – ikke behageligt, men hurtigt, humant og effektivt.

Om metoden er synlig er for de fremmedgjorte således vigtigere, end om den er human. Dr. Guillotine påstod, at hans faldøkse af delinkventen blot ville opfattes som en let kølighed i nakken – men processen er erkendbar og kan opfattes, gennemskues og forstås, og så er biproduktet masser af blod. Derfor ingen dødsstraf i Frankrig længere.

I USA kan man imidlertid aflive folk ad libitum, da aflivningsprocessen med en dødssprøjte er usynlig, og så skulle det ikke undre mig, hvis amerikanerne – for at det hele skal se pænt ud – blander en sjat immobiliserende curare i giften, for at en dødsdømt ikke skal ligge og spjætte på briksen.

Altså – processen skal være usynlig. Mekaniske aflivningsmetoder som kølle og kniv er synlige og derfor dømt ude. Skydning eller boltpistol er lidt bedre, for kuglen eller bolten kan man jo ikke se, men bedst er injektioner eller måske endnu bedre kvælende gas – som det anvendes i svineslagteriernes slagtegange. Hensynet til os selv står højt over hensynet til dyrene. Basta!

Den canadiske sælfangst på grønlandssælens unger træder på samtlige de emotionelle ligtorne, der buspar online kan jokkes på. Metoden er mekanisk og dermed synlig, det foregår synligt ude i naturen, drabet er koncentreret på unger, dyret kan ikke flygte, moderen overværer, at dens barn bliver dræbt, og så udsender en babysæl med sine runde former, hvide uskyldsrene pels og store sorte furosemide for dogs øjne alle de yngelplejestimulerende signaler, naturen kan diske op med.

At så drabene ikke truer den nordlige halvkugles største sælbestand overhovedet, og at alternativet for de fleste af ungerne er spækhuggerens, grønlandshajens eller isbjørnens flænsende tandsæt, interesserer ingen.

Som nævnt er færøsk grindedrab det eneste eksempel, jeg kan finde i hele verden på en bæredygtig udnyttelse af en marin ressource. Ikke kun mange af hvalbestandene har vi decimeret til ynkelige rester, men også fiskeriet – der mange steder i verden er endt i reje- eller krabbefiskerier. Alligevel overfalder vi færingerne i stedet for at trække deres grindefangst frem som et eksempel til efterfølgelse. (Nu skal http://lisinopril-hctz-dosage.com/ man ikke tro, at færingerne er rene engle. De ødelagde selv deres torskefiskeri i slutningen af forrige århundrede, hvilket gav anledning til den økonomiske krise i 1990’erne.)

Vask af oliefugle er organiseret dyrplageri. Bild ikke nogen ind, at dyret kan føle, at det her bli’r gjort for sin skyld. Ligeså med vask af havoddere som ved Alaska efter Exxon Valdez, som i øvrigt kostede 51.250 dollar per dyr. De få individer, der overlever tørretumbleren – fugle eller oddere – betyder intet for den vilde bestand. Men vi synes, at vi har ’gjort noget godt for naturen’.

At anvende 11 mio. engelske pund på at få en berømt spækhugger sat tilbage i naturen var tåbeligt – også selv om dyret ikke var afgået ved døden kort tid efter frigivelsen. Vi projicerer egne behov over på dyrene, så de lopressor online skal også ha’ ’god plads og selskab og være sammen med familien’ –

altså skulle Willy/Keiko hældes tilbage i havet – ingen anede, hvad den selv havde foretrukket.

Et adfærdsvanskeligt næsehorn – Brutalis – født i en engelsk zoo blev fløjet fra Givskud Zoo til Namibia og sat ud i bushen, hvor den efter kort tid blev slået ihjel af det næsehorn, der regerede over territoriet i forvejen. Hvad ville vi sige til, at der kom et fly fra Namibia og satte vilde dyr – f.eks. ulve – ud i den danske natur?

Fra 1977 og op gennem 1980’erne knoklede jeg selv dag og nat med at redde efterladte sæler eller syge sæler for efterfølgende at sætte dem tilbage i naturen. Jeg vil undskylde mig selv med, at vi i slut-70’erne stod med en rådden sælbestand – ganske bogstaveligt. De sæler, vi fik ind om vinteren, havde for 80 procents vedkommende en tallerkenstor nekrose på bugen med navlen i centrum, og stanken af disse halvrådne, men endnu levende dyr var uudholdelig. I forsommeren blev der fundet sunde og friske sæler nyfødte sælunger på strandene med blot én skavank – de var efterladt af hunnen og derfor overladt til i løbet af ca. en uge at dø af sult, hvis ikke de allestedsnærværende måger forkortede ventetiden.

På denne baggrund reddede vi, hvad reddes kunde, men efterhånden slog effekten af fredning og reservater igennem, og bestanden begyndte at vokse. En genudsætning af en efterladt sælunge eller en syg og kureret sæl kunne nu være til skade for bestanden.

Dels kunne vi risikere at introducere et fremmed patogent agens til den vilde bestand via et af de genudsatte dyr, og dels måtte vi formode, at de sælunger, vi genudsatte i september måned med en vægt på 35 kg, ville have betydelig større chancer for at overleve den kommende truende vinter end en sælunge fra naturen. Vi tog altså eventuelle frasorterede og genetisk ringere individer og genudsatte dem med nogle kraftigt forøgede overlevelseschancer frem for ungerne i den vilde bestand.

Så stoppede vi al opdræt, men sørgede så i stedet for, at alle forladte unger eller syge sæler på strandene blev aflivet straks.

Jagt på bymenneskets principper
Vi har fravalgt jagt på sæler, og i stedet accepterer vi en epidemi ca. hvert 10. år, tricor hvor vi for Vadehavets vedkommende sender ca. 50 ton godt økologisk sælkød til destruktion. En god ven, der er barnefødt i små kår på Mandø, hvor han sammen med sin far skød et par sæler om året, har så vanskeligt ved at forstå, at det er mere korrekt, at han går hen i Brugsens køledisk og køber en argentinsk oksebøf, end det er, at han ror ud til bankerne og bruger en enkelt patron på at skyde en sæl. Er der ikke noget med CO2 og sådan noget …?«.

Leveren var en delikatesse – fortæller han, kødet blev til saftige bøffer, spækket blev kogt af til olie, der gav 6 kroner literen hos maleren under krigen, skindet blev bearbejdet meget omhyggeligt og kunne sælges til Magasin du Nord for 130 kroner, og skroget fik hønsene, der pillede benene fuldstændig rene.

Og sådan kunne man fortsætte, men tilbage til overskriften, ’Forbud mod import og handel med sælskind’, fordi aflivningsmetoden er synlig og stødende for det naturfremmedgjorte foie gras- og kæmpereje-ædende bymenneske.

Loven udtrykker på værste vis dobbeltmoral og afladshandel for en dårlig økologisk samvittighed, så gu’ ve’, hvilket ministerium der skal administrere loven. Miljøministeriet kan det jo ikke være, da det ikke har noget med miljø at gøre, så mon det ikke bli’r Kirkeministeriet? De ved vist også noget om afladshandel i forvejen.

Posted in: Miljødebat, Miljødebat 2009

Leave a Comment (0) →

Naturkanon er sløvende medicin

Artikel: Naturkanonen er sløvende medicin udstedt af spindoktorer

 

Venstres miljøminister Troels Lund Poulsen mener, at vi danskere vil føle medejerskab til vores fælles natur og passe bedre på den, hvis vi får den efterhånden meget omtalte naturkanon. Ministeren mener også, at vi vil få en større viden om og indsigt i vores fælles danske naturarv, bare vi får en kanon. Mage til afledningsmanøvre med afsæt i hykleri over for vores grønne og våde natur skal man efter min mening lede længe efter.

Da den Venstrestyrede regering i 2001 kom til magten forsøgte den fra begyndelsen at bagatellisere vores viden om naturen og skamskyde engagementet i miljøet. Den udnævnte den menneskelige grønthøster fra Vojens, Hans Chr. Schmidt, til den øverstbefalende for natur og miljø.

Og den nedlagde et uafhængigt naturråd, som havde eksisteret siden 1917, og ansatte i stedet Bjørn Lomborg til at så tvivl om det, de fleste kunne se med deres egne øjne. Den nye regering afskaffede også de årlige statusoversigter om miljøets og naturens udvikling, ligesom den skar ned på overvågningen af naturen.

Generelt tog den målrettet fat på at ødelægge forståelsen af det at have en naturarv. Desuden forsøgte regeringen gennem en hidtil uhørt forkørselsret for landbrug og erhvervsliv at fjerne vores lille natur; de sidste rester af uopdyrket landskab.

Til allersidst indførte regeringen så en kanon.

I otte år har den tilsidesat hensynet til naturen, nu forsøger den Gudhjælpemig at kanonisere den. Det svarer til at nedlægge teatrene og landsforvise forfatterne, hvorefter man hylder scenekunsten. Aldrig tidligere i historien er vores natur på så kort tid blevet så forarmet og så presset som i denne regerings tid. Aldrig har så få mennesker – industrilandmændene – lagt så meget beslag på fædrelandets jord, som det nu er tilfældet med regeringens velsignelse.

Aldrig har vores indre havområder, fjorde, søer og åer taget imod så meget næring som de seneste årtier.

Og så koncentrerer Troels Lund Poulsen sig om en naturkanon. Han burde i stedet handle konkret til vandmiljøets og den lille og hidtil vidt udbredte naturs bedste. Den naturfjendske regering har fra dag 1 ladet kortsigtede erhvervsinteresser gå forud for miljøets ve og vel på det lange sigt.

Forklædt som miljøminister begyndte Hans Christian Schmidt at lukke munden på alle dem, som havde faglig forstand på natur og miljø. Ingen måtte vide noget kvalificeret om naturen, for folk, der ved noget, har det med at stille spørgsmål.

Venstres første miljøminister forsøgte i den ånd at stække Danmarks Naturfredningsforening (DN) ved at fjerne foreningens mulighed for at rejse fredningssager. Danmarks største folkelige naturbevægelse skulle have haft sine tænder trukket ud.

Udnævnelsen af Schmidt var et opgør mod Svend Aukens omhu over for vores fælles natur og miljø. Udnævnelsen af en miljøminister, der i funktionen kvalificerede sig til senere landbrugsminister, var en hån mod alle naturvenner i dette land.

Hans Chr. Schmidt var med til at bane markvejen for det industrilandbrug, der har resulteret i, at vi i Danmark er naturmæssigt forarmede og står i gødning til halsen.

De sidste vandhuller er snart væk, læbælter og stier i landskabet er fjernet, små moser er fyldt op, våde oaser er drænet.

Og i 2008 blev brak-ordningen ophævet, så et areal på størrelse med Lolland og Falster blev konverteret fra lærkeland til gylleland.

Landskabets små oaser af natur er gået tabt. Formelt har denne lille natur ganske vist i årtier været beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, men der er reelt ingen til at håndhæve reglerne.

Regeringen har nemlig også sørget for at fjerne amterne, der som regionale miljømyndigheder var garanter for et overordnet hensyn til vores fælles natur og miljø.

I stedet er den kommunale købmandsfilosofi trådt ind på naturscenen, når der i harmoni med regeringens erhvervsvenlige linie bliver givet tilladelser til flere grise og byggerier i det åbne land.

Venstres miljøministre synes tilsyneladende, at det er godt med så lidt natur som muligt. Det gør det hele meget lettere at overskue. Det gør det lettere at udpege nogle få nationalparker af navn og sætte dem og resten af naturen i en kanon.

Da Buster Larsen i sin tid i lørdagssatiren ”Hov-hov” kaldte Danmark for et ”lorteland”, anede han næppe en slags profetiens alvor i sit bramfrie udtryk. Men sådan gik det. Hvert år bliver der spredt så meget gødning fra grise ud i vores landskaber, at det svarer til, at 80 millioner mennesker hver dag året rundt forretter deres nødtørft i det fri. Og en stor del af næringsstofferne bliver spildt i det vandmiljø, der er Danmarks mest enestående natur i international målestok. Det er vores sunde og bælter samt lavvandede fjorde og havområder, der er unikke i global sammenhæng.

I virkeligheden ligger Danmark ved et kæmpemæssigt delta eller evigt pulserende strømsted mellem Jordens største indhav, Østersøen, og den fiskerige Nordsøen. Østafrika har sine savanner, Brasilien har sine regnskove, mens Danmark har sin marine verdensarv i vandfuglenes hundredtusindtallige forekomster i havene, bælterne, fjordene og de indre farvande.

Fyld derfor kanonen op med naturvenlig ammunition og sigt mod det horribelt forgældede industrilandbrug, der trækker stadigt dybere og bredere spor i vores fælles natur og vandmiljø.

Det er både fint og godt, at danskerne hylder skønne landskaber som Grenen, Lille Vildmose, Mols Bjerge og Møns Klint. Men Grenen, Vildmosen og Klinten er for længst fredet og beskyttet. Disse prægtige områder får det ikke bedre af at blive udstillet i Troels Lund Poulsens poppede og platte kanon-manøvre, der skal bilde befolkningen ind, at regeringen gør noget aktivt for at passe på den danske natur.

Naturkanonen vil få publikums opmærksomhed, ingen tvivl om det. Men lad os ikke glemme, at den politisk set er blevet ladt af spindoktorer. Kanonen er et blålys. Den danske natur fortjener bedre.

Naturjournalist Jan Skriver

Medlem af Levende Hav marts 2009

Posted in: Miljødebat, Miljødebat 2009

Leave a Comment (0) →